40KMT

Et tankeeksperiment
Den verden vi kender er truet af mangel på energi.
Den er fyldt med stressede mennesker, præget af stigende trafik, veje med for lidt kapacitet, og af støjforurening og luftforurening.
En masse mennesker bruger hver dag mange timer på at blive transporteret fra hjemmet til arbejdspladsen.
En masse mennesker bruger en masse tid og energi og ressourcer på at få renset luften, få vejene lavet bredere, og på at få togene til at køre hurtigere.
Ind imellem skal togene køre så hurtigt, at der ikke er tid til at stoppe for at få passagerer af eller på. Det er sket flere gange i Nyborg, at det tog jeg skulle med, bare kørte forbi.
Og det var svært at få toget til at stoppe i Langeskov.
Men der bliver arbejdet hårdt på at få toget til at køre lidt hurtigere, bare for at man kan komme fra København til Århus 2½ minut hurtigere.
Hvad de 2½ minut så bliver brugt til, det ved jeg ikke. Men jeg har mere end en gang oplevet at stå på banegårdspladsen i Århus og vente på en taxa. Den ene gang i mere end 45 minutter, fordi der var proppet med biler på Stjernepladsen, så det meste af Århus var blokeret.
En anden gang fordi der var trafikprop et andet sted i byen.
Jeg har mange gange siddet fast i en kø på mange kilometer på vej til et job i København.
Køen begyndte ved Køge, og så var det ellers skridttempo hele vejen ind til Ishøj.
Om eftermiddagen var det det sammen igen - bare den anden vej. Kø-kørsel fra Ishøj til Køge.
Bilkøerne var (for det meste) ikke på grund af ulykker, men på grund af, at der var alt for mange som skulle til eller fra arbejdet, på samme tid.
Jeg har også prøvet at sidde i lange køer på motorvejen over Fyn.
Og har prøvet at komme en time for sent til et kursus, som jeg skulle holde i Middelfart.
Men selvom jeg kom så sent, var jeg alligevel den første som ankom til kursusstedet. Alle deltagerne havde siddet i den samme kø, bare et par kilometer længere tilbage.
Jeg har ofte tænkt på al den benzin som blev brændt af, til inden nytte, mens vi sad i de køer.
Og jeg tænkte på de problemer der er med knaphed på energi-ressourser, og på luftforurening.
Og jeg har tænkt på al den tid, som blev brugt på bare at sidde og glo på alle de andre biler, og hvad den tid kunne have været brugt til i stedet.
Det kunne for eksempel have været til at være sammen med nogle gode venner, eller til at tænke nogle kreative tanker, eller male et billede, eller læse en god bog.
Alt andet, end at sidde dér, og bare brænde tid og benzin af.
Her er mit forslag til en løsning på alle den slags problemer
Sæt hastigheden ned til max. 40 km i timen.
Jeg kalder idéen for 40KMT
Intet køretøj, eller andet fartøj eller genstand, til vands til lands eller i luften må kunne bevæge sig mere end maksimalt 40 km i timen. Og det skal gælde i hele verden.
Alle transportmidler og genstande skal have en indbygget dims, som får transportmidlet/genstanden til at gå i opløsning og falde sammen som rombudding, i samme øjeblik det kommer op på 42 km i timen.
Den eneste undtagelse skulle være indretninger til redningsindsats, i stil med ambulancer, redningshelikoptere, brandbiler og politi.
Jeg ved godt, at forslaget 40KMT ikke vil have en eneste chance for at blive vedtaget, hverken i Folketinget, FN, FDM, Dansk Rally Club, VW, Ford, Nissan eller alle de andre bilproducenter, eller hos NASA og nytårsraketfabrikanterne eller de andre våbenfabrikanter, Danmarks Jægerforbund, og mange andre steder.
Men tænk på konsekvenserne af gennemførslen af 40KMT.
Transport til arbejdet
Ganske kort tid efter indførsel af 40KMT vil mange ansatte blive dødtrætte af den lange tid, det tager dem at køre til jobbet, og de vil i stedet bytte med andre, så begge parter kun får cykel- eller gå-afstand til jobbet.
Familien vil ikke længere have brug for to-tre biler, og måske får de slet ikke brug for en bil, men køber en god cykel til hver i hele familien.
Planlægning
Mange har prøvet at måtte køre den samme tur to gange, fordi der var et eller andet, man havde glemt. Det samme gælder for mange virksomheder.
De fleste lærer at tænke sig lidt om og planlægge lidt bedre, inden de kører hjemmefra, når 40KMT er indført.
Mindre alvorlige ulykker
Gang på gang ser jeg skilte ude på landevejen hvor der står ”Sæt farten ned”. Skiltene er opsat af myndigheder og organisationer, som vil have færre ulykker på vejene.
Jeg tror ikke at 40KMT vil fjerne alle trafikulykker. Ulykker var der også, da mælken kom rundt med en langsomt-gående hestevogn.
Men jeg tror at antallet af ulykker bliver mindre, og under alle omstændigher bliver de for det meste mindre omfattende.
Flere lokale hospitaler og sygehuse
Da transporttiden til nærmeste sygehus bliver længere (undtagen for redningskøretøjer), skal der igen oprettes lokale hospitaler og sygehuse. Det giver flere arbejdspladser.
Jeg ved godt, at der kan blive et problem med ekspertice, når man arbejder med mindre enheder, men mon ikke der kan findes en it-løsning på det problem.
Flere små lokale forretninger
I dag har mange vænnet sig til at køre mange kilometer til et butikscenter for at handle. Men når transporttiden efter indførelsen af 40KMT bliver en del længere, vil der igen blive basis for den lille købmand, den lokale slagter, cykelsmed, bager og alle de andre små forretninger, som ellers er forsvundet de sidste 50 år.
Nedlæggelse af motorveje
Meget hurtigt efter indførelse af 40KMT vil presset på motorvejene blive mindre, og de fleste motorveje vil formentlig kunne klare trafikken med ét spor, samt et nødspor.
Ferie
Danskerne vil i stigende omfang holde ferie i Danmark, for en almindelig Jumbojet kan ikke komme i luften, når den kun må rulle 40KMT hen ad startbanen. Og selvom den skulle kunne komme i luften, eller man valgte at flyve med helikopter, så vil det alligevel tage omkring to og en halv time at flyve fra Odense til Billund.
Rom 50 timer - cirka 2 dage
Athen 72 timer - cirka 3 dage
Tyrkiet 67 timer - cirka 2½ dag
Paris 31 timer - cirka 1½ dag
Sydney, Australien - cirka 17 dage
Dertil kommer transporttiden fra hjemmet til lufthavnen.
Det vil tage omkring 10 dage i ren flyvetid at flyve til og fra Gran Canaria, hvorfor så ikke blive hjemme i Danmark.
Krig
Jeg tror desværre ikke at vi bliver helt fri for krig, for der vil altid være en eller anden, som mener at han/hun har ret til at hugge naboens ejendom.
Men det bliver uden bue og pil, for pilen bliver til rombudding i samme øjeblik den har forladt buen.
Ingen geværer og pistoler for ammunitionen bliver til rombudding.
Ingen raketter, for de blive til rombudding, så snart de er affyret.
Men man kunne håbe på, at 40KMT ville medføre en total mental ændring i positiv retning, og at man i stedet for at drøne derud med hovedet under armen, ville sætte sig ned med armen under hovedet, og tænke nogle positiv, kreative tanker, som kunne være til gavn og glæde for en selv, og for éns omgivelser.
Rejser til Månen og Mars
Den slags rejser vil ikke kunne lade sig gøre, for løfteraketten bliver til rombudding på affyringsstedet.
Og hvad i alverden skal vi der ud efter?
Hvorfor skal der bruges så mange penge, timer og ressoucer på den slags. Hvorfor skal vi der ud, når vi ikke en gang kan finde ud af at holde fred, eller holde rent på jorden.
Pengene, og tiden, og alle de kloge hoveder, og alle de øvrige ressourcer kunne i stedet bruges til fredsforskning, og forskning i en forureningsfri energi, og til opdyrkning af arealer, så der kan være mad nok til alle.
Jeg ved godt at det her tyder på, at jeg selv er blevet ramt af en overskridelse af 40KMT, og at min hjerne er blevet til rombudding.
Men alligevel.
Verner Emil Eg
28. oktober 2016