Besøg hos Bording Bogtryk - Den Gamle Eg

Onsdag den 29. september 1964.

---

Som lærling var jeg på fagskole, og der havde man arrangeret besøget hos Bording.

Efter besøget skulle vi skrive en rapport om oplevelserne, og det er min rapport fra den gang som kommer her.

I det store og hele er det en afskrift af min håndskrevne rapport, og der er kun lavet nogle ganske få og små justeringer og tilføjelser i teksten.

Illustrationerne er fra den stak materialer vi fik i hånden på dagen, samt materialer som jeg senere har opsamlet ved møder, efterkurser, udstillingerog lignende.

Link til Bording i dag - klik her.

Det har før haft adskillige andre adresser.

Der findes nogen tvivl om hvornår Bording er grundlagt, men Bording fik i 1847 kongelig anerkendelse som bogtrykkeri.

Bording trykker mange ting, som man hver dag ser eller bruger, uden at bemærke hvorfra det stammer.

Der kan for eksempel nævnes "Hof"-etiketter til Carlsberg Bryggerierne, af hvilke Bording leverer 6-8 millioner om ugen.

Der trykkes endvidere: Andre etiketter til for eksempel Carlsberg, billethæfter til SAS og andre mindre flyve- og charterselskaber, billetter til Sporvejenes "polet"-automater, check-hæfter, præmieobligationer, notaer til konfektionsforretninger og så videre.

Vi så et kamera med Xenon-lamper, hvor belysningen ikke foregår pr. tid, men bliver målt i lysmængde.

Dette foregår med en fotocelle, der er anbragt på rammen.

Når litografen får de fire farveudskildte film fra ateliet, retoucherer han til at begynde med kun de tre første film, gul-rød-blå, altså ikke den sorte.

De tre film går så til prøvetryk, stadig uden den sorte. Den bliver så senere retoucheret efter prøvetrykket.

Dette skal hjælpe retouchøren til lettere at korrigere de tre i forhold til den sorte.

Hos Bording bruger de blåkopier til at efterkontrollere montager med.

I kopiafdelingen foregår belysningen mest  med xenonlamper, der er praktiske at have, idet de ikke, som de gamle kulbuelamper, støver og drysser, så eventuelt affald, der lægger sig på rammeglasset, kan lave skygger på pladen.

Hos Bording har de to kopimaskiner. Vi så den ene i funktion.

Forud for kopieringen foretager kopisten en længere udregning, idet maskinen er hulkort-styret, og kopisten skal selv "hulle" kortene. (Se illustrationer længere nede på denne side).

For eksempel skal der på en plade være 96 ens flerfarvede etiketter, hver cirka 7x5 cm.

Det ville da være et enormt og tidskrævende arbejde at montere den samme etikette 96 gange.

Kopisten foretager da først en opmåling af pladen, og finder, at dersom han monterer seks etiketter på en Chromofan, og så lægger den i et hjørne af pladen, kan han ved at rykke montagen henholdsvis op og til siden, til sidst dække en plade på cirka 65x80 cm. med montagen af 12 gange.

Han laver derefter en arbejdstegning og regner derefter ud, hvordan maskinen skal køre.

Efter denne arbejdstegning "huller" han nu hulkortet og lægger det i maskinens kontrolpult.

Derefter monterer han sin montage på en speciel ramme, som passer ind i kopimaskinen.

Så lægger han, en i forvejen, præpareret plade i maskinen, lægger rammen med montagen i et tilsvarende hul i maskinen, og trækker et på overdelen af maskinen fastgjort rullegardin over, så pladen ikke får for meget unødvendigt lys.

Dette rullegardin (der er vistnok to) flyttes selvfølgelig i takt med maskinens arbejdgang.

Kopisten trykker på startknappen, og maskinens overdel kører frem til, den i forvejen udregnede position på pladen, som nu hulkortet fortæller maskinen.

Automatisk sættes der vacuum på og tænder en xenon-lampe.

Når det pågældende felt har fået lys, slukkes lampen, vacuum tages fra, montagen flyttes til næste potition, vacuum, lys og så videre.

Hos Bording trykkes på Mikral-, stål-, kobber- og Chrom-plader.

Vi fik at vide, at en kobber-plade kan trykke op til 1.000.000 tryk.

Bording har 10 offsetmaskiner, alle Roland.

De er fordelt således:

2 firefarvede

5 tofarvede og

3 enfarvede.

Vi så en Bronze-maskine, og en papirtæller, som vi desværre ikke så i funktion. Den skal kunne tælle 1.500 ark på et minut, med ialt en enkelt fejltælling.

I bogbinderiet så vi flere enormt store skæremaskiner der er så snildt indrettet, at der på fladen man lægger papiret, er nogle huller hvor der i hver sidder en kugle.

Op til hullet går der nogle rør med trykluft, som presser kuglen fast i hullet, så luften ikke slipper ud.

Når man så lægger en stabel papir overpå, presses kuglerne ned og trykluften slipper ud og presser papiret opad.

Fordi papiret er båret oppe af trykluften, kan "skære-karlen" uden besvær flytte rundt med selv den største stak papir.

Endvidere så vi også en udstansningsmaskine der har en kapacitet på ca. 400.000 etiketter i timen.

I kælderen så vi første opsamlingscentralen for alt papiraffald.

Der er i alle afdelinger nedstyrtningsskakte, som alle ender i opsamlingscentralen, hvor papirstrimler, affald fra udstansningsmaskinerne, makulatur-tryk fra trykkeriet og så videre bliver presset sammen i store baller, der så bliver solgt til papirmøllerne.

Der bliver dagligt afsendt 2½ tons papiraffald til møllen.

I papirkælderen så vi store ruller papir blive skåret ud i smallere ruller til fremstilling af fakturaer og lignende.

På papirlageret er der papir til cirka 3-4 måneders forbrug.

I monotypi er fremgangsmåden følgende: Sætteren skriver teksten på en maskine der meget minder om en skrivemaskine med taster (se illustration længere nede på denne side), men i stedet for ar der på papiret kommer bogstaver, laver maskinen en række huller, der i støbemaskinen svarer til hver sit bogstav.

Når hulkortet kører ind i støbemaskinen, sættes en ramme i bevægelse.

I denne ramme er der øverst nogle huller og i bunden er der støbt bogstaver, som er forme til typerne.

Hulkortet eller båndet kører baglæns ind i maskinen. Det har den fordel, at hvis sætteren kommer til at skrive forkert, kan han på næste linie skrive et annuleringstegn. Dette og det foregående der er i maskinen bliver så ikke støbt med.

Linotype er som før omtalt hele tekstlinier.

Til fremstillingen anvendes en såkaldt "Typewriter".

Her har sætteren også en skrivepult i lighed med en skrivemaskine.

Sætteren undersøger først, at de matricer han har i de fire magasiner er dem han har brug for.

Derefter indstiller han linie-afstanden på en måler over tasterne.

Så begynder han at skrive.

Han skriver en hel linie ud, og maskinen kiler (spatierer) så automatisk matricerne ud, så at linien får den rigtige længde, og kan holde margen.

En matrice er en støbeform med et Yale-nøgle system i toppen, så at matricen efter støbning, automatisk bliver sorteret, og glider op i magasinet, klar til brug igen.

Håndsats er den ældste fremgangsmåde hvad sats angår, og den har flere fordele fremfor for eksempel Linotype.

Hvis for eksempel et bogstav i en tekstlinie er deformt, skal man i Linotype lave hele linien om, hvor man i håndsats blot behøver at skifte det enkelte bogstav ud.

Jeg så en hel del nye ting, og fik forklaret så mange af dem, så enkelte ting er gået ind den ene vej og ud den anden.

Jeg kan for eksempel nævne ting som Stereo-type 3M Make-Ready (se senere illustration længere nede på denne side) og det meste i bogtrykkeriet. Alle disse ting fik jeg fat i i øjeblikket, men tabte i virvaret af andre nye ting.

Jeg har ikke skrevet noget om disse ting, da jeg ikke skal gøre mig klog på ting, som jeg kun mindes, men ikke kan huske i detaljer.

Men i det store og hele har det for mig været et udbytterigt besøg, som jeg gerne gjorde om.

Verner Eg

En anderledes offset-plade, som jeg kun har mødt én gang.

Den var forpræpareret, og lyn-hurtig klar til tryk.

Men kunne vist ikke klare noget særligt stort oplag.

Maskinen set overfra.

Det er "kassen" til venstre, den hvor der står "originalramme", som bevæger sig hen over pladen.

Hullerne blev banket i med en hammer. Det lyder næsten som Flintstone, når man tænker på de digitale værktøjer vi har i dag.

Men den gang var det utroligt, fantastisk.

Bemærk øverst til højre i skemaet, at det er med en nøjagtighed på 0,01 mm.