CementDenil - Den Gamle Eg

Om hun selv havde opfundet ordet, hørt det et andet sted, eller det var et udtryk for hvor fremskreden hendes situation var, det skal jeg ikke kunne udtale mig om.

Det har i mange år været et problem for mig at huske tal.

Bare to sekunder efter, og tallet var væk igen, også selvom det kun var et ganske almideligt lille tal som for eksempel "34".

To sekunder efter var jeg i tvivl om det var 34, eller 32 eller 43 eller ...

Jeg kendte ansigtet, men navnet var væk.

Så begyndte jeg med A.. B.. C.. og så videre, mens jeg krampagtigt holdt fast i personens hånd og rystede den op og ned til goddag, og pludselig var navnet der. Men i mellem tiden var personen blevet pinligt berørt ved situationen, og var stukket af.

Dagen efter kunne jeg stadig huske personens navn, men på trediedagen, var det væk igen.

Forfra med A.. B.. C..

Det er fortsat blevet værre og værre.

I går ville jeg lige ud og klippe lidt i nogle buske, og jeg plejer at tage arbejdsvanter på, for ikke at få ødelagt mine fine kontorfingre.

Vanterne plejer altid at hænge på håndtagene til Sækkevognen, så de kan være tørre og klar til næste gang.

Jeg gik ud og ville have vanterne på - men de var der ikke.

Så huskede jeg, at de var blevet ret fugtige og var kommet til at lugte grimt efter nogle ting jeg havde haft fat i dagen forinden, og så havde jeg haft dem med inde i køkkenvasken, hvor de både havde fået Klorin, skylning, og Håndsæbe og skylning, og jeg kunne huske at jeg havde vredet dem godt tørre, inden jeg ...

Så var der ikke mere i hukommelsen. Tom. Helt tom.

Jeg aner ikke hvor jeg gjorde af vanterne bagefter.

De burde have været hængt ud på Sækkevognens håndtag, men der var de altså ikke.

Så begyndte jeg at lede.

Min ekskone havde det med at glemme ting ude i fryseren, så der kiggede jeg efter først. Negativ.

Så huskede jeg, at lågen til affaldsposen havde stået åben mens jeg vaskede vanterne, og posen blev båret ud i morges - ud og kontrollere. Negativ.

Derefter var jeg alt igennem.

Snavsetøjskurvene, alle hylderne i bryggerset, under køkkenvasken, ude i vaskemaskinen, og så videre, men uanset hvor jeg kiggede, var resultatet negativt. De var væk.

Nå.

Jeg har jo flere nye vanter liggende i en pose, men det irriterde mig lidt, at skulle tage et par nye i brug, for de andre var forholdsvis nye, og der var ikke engang slidt hul på fingerspidserne endnu. Der er et par pletter efter maling, men det betyder jo ikke noget.

Men der var ikke andet at gøre.

På med et par helt nye vanter, og ud og beskære.

Og så var det fyraften, og vanterne blev hængt op på Sækkevognens håndtag som sædvanlig.

Resten af dagen gik som altid med at skrive, læse, lave mad, spise, vaske op, se tv, slukke for tv på grund af genudsendelser, læse og drikke dagens sidste glas rødvin. Godnat.

Her til morgen gik dagen i gang som den plejer, og det sædvanlige program med morgenlæsning, bad, mad, kaffe, hjemmeside, læse og besvare post blev gennemført. Alt var som det plejer at være.

I posten var der en mail fra forsikringsselskabet, som gerne ville have verificeret, at det Stel-nummer de har på Dytten, også var det rigtige.

Jeg hentede nøglerne og gik ud for at checke stel-nummeret, som står på en metal-plade inde i kabinen.

Da jeg åbnede døren, var det første jeg fik øje på - mine arbejds-vanter.

De var stukket ned i lommen i døren.

Men hvorfor, og hvornår - det aner jeg ikke en brik om.

Hermed er jeg klar til CementDenil Nivau 3.

(Og jeg gider ikke høre på de onde tunger som siger, at "Der har du sgu' været længe").