DLPIndlag001 - Den Gamle Eg

Den Gamle Eg
Fotos, Billeder, Tanker og Nyheder
Den Gamle Eg
Gå til indhold
50.  En ged i træet
af Verner Emil Eg

Jeg var i 1995 på ferie på Kreta.
Hotellet var i nærheden af Chania, på et lille sted som hedder Agia Marina.
Dagene gik med solbadning på den lange, flade stand, og der var ture ind til Chania for at få aftensmaden, og så ellers at nyde lidt godt på en af de mange barer.



Rart var det, men der blev snart behov for lidt afveksling.
Guiden foreslog en tur ned igennem San Maria Kløften - flot og interessant gåtur, men lidt anstrengende, igennem klippefyldte kløfter og stenede stier.
Jeg fik snakket med en svensk turist, som havde gået turen tidligere, og han anbefalede turen varmt.

Så jeg var klar nede på vejen foran hotellet næste morgen. Svenskeren stod der også.
Det var meget tidligt, for vi skulle med en bus af nogle småveje på tværs over Kreta for at komme til gå-turens udgangspunkt.
Rygsækken var pakket med blandt andet vandflasker, chokolade og frugt, og fotografiapparatet.
I en sidelomme var min lille blok og en blyant.

Turen i bussen var langsommelig og ret ensformig. Der var ikke meget at se på den tur.
Alligevel rodede jeg lidt i rygsækken for at få kameraet gjort klar, men det var gledet ned under vandflaskerne, så jeg besluttede til at lade det ligger der, til vi kom af bussen.

Men da der manglede fem minutter inden bussen var ved målet, kom øjnene alligevel for alvor op.
Lige udenfor vinduerne stor der en masse Oliventræer, og oppe i toppen af et af dem sad der en Ged, og den gumlede nok så fornøjet.
Jeg fiskede igen efter kameraet, men inden jeg fik det frem, var vi kommet langt forbi geden i træet.

Jeg troede, at det var et lille mirakel jeg havde oplevet.
En Ged højt oppe i et træ!

Senere har jeg hørt andre fortælle om den samme oplevelse, og så var der en 007-film, hvor man også kunne opleve det.

I mange år har jeg brugt mine forskellige fotografiapparater som en slags dagbog.
Men denne gang lykkedes det ikke, men senere samme dag fik jeg tid til at notere lidt på blokken, og naturligvis kom geden i træet med, sammen med andre notater fra den samme ferie.

Og dermed en oplevelsen kommet med i "dagbogen".




Det er svenskeren, som står og nyder udsigten.

49.  Det dyre kørekort
af Verner Emil Eg

Da min mor havde rundet de 50 år, var hun gift med Hugo, som var taxa-vognmand.
Han synes, at mor skulle have et kørekort, så hun begyndte på teori og tog køretimer.
Teorien var ikke noget problem, så hun bestod første gang hun var oppe.

Med den praktiske side af sagen, gik det også helt fint, så det varede ikke længe inden hun var klar til køreprøve, men dumpede.

Det var ellers gået helt fint, men hun var kommet ind i en forkert bane ved et vejarbejde på broen som går over banegraven ved Enghave Station, og kunne nu ikke svinge ned af Ingerlevsgade, som den sagkyndige ville have det. Dumpet.
Jeg kørte den samme tur dagen efter, fra Vigerslev Allé op til Enghavvej, til venstre, og fulgte skiltningen, men jeg kom også i en forkert bane, og kunne ikke svinge ned af Ingerslevsgade.
Det var en ringe trøst for mor.
Men hun var en sej pige, så hun gik op igen.

Dumpede, fordi hun ikke kørte hurtigt nok på motorvejen.
Hun påpegede overfor den motorsagkyndige, at der står i Færdselsloven, at man skal køre efter omstændighederne, og efter hendes omstændigheder var hun ikke tryg nok til at køre hurtigere endnu.
Men det ændrede ikke på noget. Dumpet.

Så skulle hun op tredie gang.
Nu havde vi lavet den aftale, at mor skulle ringe til mig på arbejdet, når hun havde været oppe.
Jeg havde informeret pigerne i omstillingen om mors situation, som de også var begyndt at følge med stor interesse.
Mor dumpede.
Også fjerde, femte og ...
Pigerne i omstillingen så efterhånden ret så bedrøvede ud.

Jeg har glemt præcis hvor mange gange mor dumpede, men jeg mener at hun bestod den 16. eller 17. gang hun var oppe.

Dengang arbejdede mor med at læse korrektur hos KTAS i Nørregade i København.
Næste morgen mødte hun på arbejde, og kunne stolt fortælle, at hun nu havde bestået, men at hun jo desværre havde været nødt til at gå om så mange gange.

Kollegerne lyttede imponeret til mor, som også kunne fortælle, at Hugo havde foræret dem begge en rejse til de Vestindiske Øer, som belønning.
En af de unge pige kiggede på mor med store øjne og sagde:
"De Vestindiske Øer - det må da være forfærdeligt dyrt".
Mor svarede: "Ikke så dyrt som et kørekort".


48.  Der er noget i luften
af Verner Emil Eg

For mange år siden - det var i det forrige årtusinde - var jeg i bil på vej på ferie i Paris.
Som så ofte før kørte jeg ikke direkte, men over Amsterdam, for at få lidt afveksling.

Det var blevet rutine at dreje fra i Tyskland, lige ved Bad Bentheim, og så var det bare lige ud til Amsterdam.
En noget ensformig strækning. Den gang var kørebanen ikke asfalt, men beton, og den var godt slidt af tunge lastbiler, som havde lavet dybe spor i kørebanen, så bilen næsten kunne køre af sig selv, ligesom en sporvogn.
Men ind imellem skulle man jo lige overhale, og så var det ellers med at få krænget sig ud af sporene, få overhalet, ind til højre, og ned i sporet igen.
Men Amsterdam kom stadig nærmere.

Mellem Hengelo og Apeldoorn skete der så endelig noget som kunne give lidt afveksling.
Der var en kortere strækning med nogle meget høje træer til venstre for kørebanen, og nu nærmede jeg mig afslutningen af rækken med træer, da jeg pludselig så en kæmpestor Elefant flyve op over de sidste træer.
Da var jeg glad for sporende i betonen, for ellers var jeg nok baldret lige ind i autoværnet.

Da havde fået styr på bilen, og fik sundet mig lidt, kiggede jeg en gang til.
Det var rigtigt nok.
Det var en gigantisk stor elefant.

Da jeg fik kigget rigtigt efter, kunne jeg se, at den havde noget der lignede en lille flettet kurv mellem benene.
Ganske rigtigt, og der var nogle små bitte mennesker i kurven.

Det var en kæmpestor luftballon, og nu dukkede der flere op bag Elefanten.
Jeg var kommet forbi træerne, og kunne nu se langt ud over det flade Hollandske landskeb.
Der var almindelige balloner, og der var en Kaffekande, store grinende ansigter hvoraf to var Klovner, og det fortsatter helt ud i horisonten - masser af balloner.

Men Elefanten i Luften - den glemmer jeg aldrig.


47.  Teoriprøven
af Verner Emil Eg

Da jeg som rekrut blev udtaget til det der hed Skoledelingen (det var de, der var udtaget til at skulle på Sergent-skole), og de fandt ud af, at jeg ikke havde kørekort, blev jeg omgående sendt ned på køreskolen.
Jeg har altid været noget af en læsehest, så teorien fik jeg meget hurtigt fat i, og snart efter kunne jeg hele teori-bogen udenad.

Dagen kom, og vi skulle til teori-prøve.
Flere af de andre var ret nervøse, og jeg hjalp dem med at terpe. Jeg var helt rolig, for jeg kunne jo det hele udenad.
Jeg hørte de andre, uden at have bogen i hånden.

Så blev det min tur, og med rank ryg og ro i sindet gik jeg ind i teori-lokalet, hvor jeg skulle høres.
Men så gik klappen ned.
Lige før havde jeg inde i hjernen et kæmpestort reol-system, fyldt med bøger. Bøger om alt muligt, lige fra H.C. Andersens eventyr, over Cronin's "Hattemagerens Slot, alle Jan-bøgerne, og ikke mindst den aktuelle teori-bog.
Men pluselig var alle reolerne tomme.
Der var ikke eneste bog på hylderne.
Min hjerne var blank, total blank, og det eneste jeg kunne sige var "Øhhh".

Dumpet.

Så jeg ankom til Sergentskolen i Sønderborg uden kørekort.

Kort tid efter blev jeg indkaldt til fornyet teori-prøve, og klarede den flot, helt uden problemer.
På samme måde gik det med den praktiske køreprøve, i en stor lastbil rundt i Sønderborgs smalle gader.
Begge opgaver løst, og jeg fik mit kørekørt (et midlertidigt).
Stolt var jeg.

Så fandt de ud af, at jeg også skulle have kort til anhænger, og det gik helt fint, indtil jeg skulle bakke med den store to-hjulede kasse.
Det gik ikke.
Den gik hele tiden på tværs, og kørelæreren råbte og skreg, fordi jeg hele tiden var ved at ødelægge grejet.

De andre kørte på skydebanen i det flotteste sommervejr.
Jeg sad i en varm lastbil med hænger, og den skulle absolut bakkes ind imellem to andre lastvogne på den store parkeringsplads.
Jeg svedte.
Hængeren kørte den forkerte vej.
Kørelæreren lignede en overmoden tomat i en tryk-koger.
En gang til, en gang til, en gang til.
Og så pludselig var den der.
Der var ligesom et klik i hjernen, og så kunne jeg.
Ud igen.
Bakke ind på plads.
Ud igen.
Ind på plads, igen og igen.

Jeg var så stolt, at jeg ligefrem mente, at jeg fortjente en præmie eller noget i den stil.
I stedet blev jeg sendt op på stuen for at trække i hele udrustningen, og så var det ellers på gå-ben i den bagende sommersol hele vejen ud til skydebanen.

Sidste gang jeg prøvede at bakke med en "hænger", var dengang jeg havde en havetraktor med en rive til perlestenene, og det jeg lærte den gang i Sønderborg, det sad der stadig.

46.  Heldig eksamen
af Verner Emil Eg

Det her skete for længe, længe siden. Det må have været lige i begyndelse af 1940'erne.
Jeg husker historien, fordi min mor og hendes mor fortalte den ofte.

Min mor skulle til eksamen, og jeg tror det var real-eksamen.
Hun skulle dagen efter op i mundtlig historie, og hun havde ikke haft bogen åben ene eneste gang.
Hun havde ikke fulgt med i timerne, og både hun selv og hendes lærer var overbevist om, at det ville gå helt galt ved den eksamen dagen efter.

Lige efter aftensmaden tog mor alligevel fat i bogen og bladrede lidt frem og tilbage, uden at kunne bestemme sig for hvad hun skulle læse, for at komme hele bogen igennem på én aften var trods alt en uoverkommelig opgave.
Så hun bladrede igen og blev betaget af en billede af Napolen. Han sad på en hvid hest, som stejlede.

Mor blev lidt nysgerrig, og kiggede på billedteksten.
Interessen var vakt.
Hun bladrede tilbage til begyndelsen af kapitlet om Napoleon, og fik læst det hele meget grundigt.

Men nu var det blevet sent, og hun lagde bogen fra sig og gik til køjs.

Næste dag kom hun i skole med bævende knæ, for der var jo forudsagt dumpning.

Nå. Hun gik hen til eksamenslokalet, hvor alle hendes klassekammerater stod og snakkede, og flere af dem var også nervøse.
Historietimerne havde ikke været det meste populære.

De første kom ud, og fortalte hvilke spørgsmål de havde trukket, og hvordan det var gået.
Det var ikke solstrålehistorier.

Så kom turen til mor.
Hun gik op til bordet og trak et kort, men ombestemte sig, og tog i stedet kortet lige ved siden af, og afleverede det til censor.

Han vendte kortet om og sagde:
"Napoleon. Ja, fortæl mig alt det du ved om Napoleon".

Mor fik den næsthøjeste karakter ved den mudtlige eksamen, nemlig UG-minus.
Hendes lærer gav udtryk for, at det var bund-uretfærdigt.

Men jeg synes at UG-minus i historie var velfortjent, for den her historie har trods alt overlevet mange år.


45.  Ingen trykfejl
af Verner Emil Eg

For mange år siden - det har været i begyndelsen af 1980'erne - var jeg på kursus i det der den gang var det hotteste af det hotteste, nemlig at bruge en Time Manager, som er en planlægningskalender, der er lidt mere avanceret end den vi hvert år lidt før Jul får i postkassen fra den lokale malermester eller auto-værksted.

Det var Claus Møller selv, som gennemførte kursus.
Jeg var meget begejstret, og bruger den dag i dag flere af de teknikker vi lærte den gang,
Jeg har dog udskiftet Time Manageren med en Time System, men det var primært fordi side-størrelserne passede mig bedre - teknikkerne er de samme. Den er i brug hver dag.

Ud over at fortælle deltagerne om selve kalenderen, behandlede Claus Møller også emner som for eksempel Kvalitet i arbejdet, og han talte blandt andet om, at mange virksomheder tillader en vis fejl-procent.
Det var deltagernes almindelige opfattelse, at det er acceptabelt med en fejl-procent.
Så spurgte Claus Møller pludselig: "Hvor mange nyfødte mener I det er ok, at medarbejderne på en fødeklinik taber på gulvet?"
Den gik lige ind.
Dyb tavshed.
Men så kom opponenterne naturligvis igang med modargumenter.
For mig var det tankevækkende.

Lidt inde i debatten erklærede Claus Møller, at der naturligvis er mange forskellige niveaur og grænser for fejl, og at der er områder, hvor fejl absolut ikke kan accepteres.
Men når det drejer sig om for eksempel aviser, blade og bøger, så er det stort set umuligt at udgive noget, uden at der er fejl i. Og det var vi meget enige i.

Han påstod endda, at der til dato kun var udgivet en eneste bog i hele verden uden trykfejl.
Den var der ingen af os, som troede på, men alligevel begyndte vi at summe, om det kunne være sådan noget som Biblen eller Koranen, eller noget i den retning. Men det blev afvist.

Så uddelte Claus Møller et eksemplar af en bog til alle deltagerne.
"Verdens første bog uden trykfejl! (Quality)

Vi begyndte ivrigt at blade i den og kunne konstatere, at alle sider - uden undtagelse - var blanke.



 


44.  Morsom psykologisk test
af Verner Emil Eg

Denne "psykologiske test" kan bruges som et morsomt indslag, der altid få deltagerne til at tænke dybere i begyndelsen, men slutter med et stort grin.

Hver af deltagerne skal have et stykke papir A4, og en kuglepen.

Så siger du:
- Dit yndlingsdyr - beskriv det med tre ord. For eksempel Blød, Nuttet, Sjov.
Pause mens de andre skriver.

- Din yndlingsfarve - beskriv den med tre ord.
Pause mens de andre skriver.

- Oceanet - beskriv det med tre ord.
Pause mens de andre skriver.

- Et stort hvidt rum - Beskriv det med tre ord.
Pause mens de andre skriver.

- Din favorit-sport, enten som deltager eller som tilskuer - Beskriv den med tre ord.
Pause mens de andre skriver.


Så siger du:
- Det du har skrevet om Dyret, er som du ser dig selv.
Pause mens alle læser, og tænker.

- Det du har skrevet om Farven, er som du mener andre opfatter dig.
Pause mens alle læser, og tænker.

- Det du har skrevet om Oceanet, er som du ser Livet.
Pause mens alle læser, og tænker.

- Det du har skrevet om Det Hvide Rum, er dit forhold til Døden.
Pause mens alle læser, og tænker.

- Det du har skrevet om Sport, er dit forhold til Sex.
Her bliver der grinet godt igennem.


Min egen favorit sport er faldskærmsspring, og mine tre tillægsord var:
Højt, Farligt og Spændende.


43.  Honnør
af Verner Emil Eg

Det var en lige omkring 1976-78.
Jeg var ansat i Forsvaret og gjorde tjeneste på Kronborg i Helsingør.

Ind imellem var der vagt.
Og jeg var denne gang på week-end vagt, fra fredag kl. 16 til mandag kl. 8.

Der var ikke meget at lave på vagterne, så efter frokosten om søndagen besluttede jeg at gå en tur op og kontrollere at vagten var som den skulle være oppe på flag-bastionen.
Den gang var det sådan, at vi havde til opgave at kippe med flaget, når visse skibe kom igennen passagen mellem Helsingør og Helsingborg - jeg husker ikke længere reglerne - men vagten skulle hele tiden have en mand stående klar oppe på bastionen, så der kunne hilses på de skibe, der skulle hilses på.
Nogle rederier kunne finde på at sende klager, hvis der ikke blev hilst reglementeret.

Det var forår og vejret var dejligt lunt. Jeg var i min fineste uniform, og fik hilst på et par nydelige turister, unge piger fra England, som ville vide, om det var "det her slot at Hamlet havde boet på", og jeg kunne fortælle, at det var her Shakespeare havde ladet historien om Hamlet og Ophelia foregå.
De takkede mange gange, og begyndte at fotografere.
Jeg gik videre, og var blevet i rigtigt godt humør efter snakken med de søde piger.

Lidt fremme kom der et nydeligt par imod mig, og jeg var jo glad, så jeg sendte dem et stort smil.
Så opdagede jeg, at han var den amerikanske skuespiller Burt Reynolds, og han havde bemærket mit smil.
Og tre skridt før vi passerede hinanden, rettede han sig op - han var imponerende høj - og gjorde honnør med et stort grin.


42.  Ud med kosten
af Verner Emil Eg

Inden jeg kom i lære hos Aller i Valby, var jeg arbejdsdreng i arbejderkantinen i kælderen ud mod Kjeldsgårdsvej.
Det var et arbejde med mange opgaver, og de fleste af dem skulle udføres på meget bestemte tidspunkter.
Blandt andet skulle jeg stå klar ude foran disken lige før åbningstid, og når jeg hørte, at kassedamen slog låsene fra indenfor, skulle jeg trække vindurne op, og rulle dem ind på plads over madhylderne, så kunderne kunne komme til at hive smørrebrød og drikkevarer ud på tallerkenerne som stod først, sammen med bakkerne.

Jeg skulle også hente brød hos bageren på Vigerslev Allé, og være klar til at rulle rundt med en vogn, hvor medarbejderne kunne købe kaffe, the, øl, vand, slik og kager med mere.
Hver gang vi kom ind i en ny afdeling, skulle jeg åbne døren og råbe "Så er vognen her".
Det hele var på klokkeslet.

Når frokost-holdene var færdige og kantinen var tømt, skulle jeg feje.
Den gang var det almindeligt, at der var savsmuld på gulvene i kantiner, og det nussede savsmuld, som også indeholdt klatter at mayonnaise, en skive rødbede, lidt Italiensk salat, eller en lille klat sky som var tabt fra en tallerken, skulle fejes væk og udskiftes med rent savssmuld.
En lille nem opgave, som jeg hyggede mig meget med.

Indtil en dag hvor en af svendede kom forbi mens jeg svingede kosten, og han sagde:
"Du fejer skidt med den kost".

Jeg var helt knust.
Jeg troede bestemt, at jeg gjorde arbejdet godt, og så kom han og sagde, at jeg gjorde det dårligt.
I lang tid, synes jeg han var dum.

Et par år senere hvor jeg havde været i lære et stykke tid, og flere gange havde været nødt til at være makker med ham på en opgave, fandt jeg ud af, at han ikke var så dum endda, men ligefrem en hyggelig kollega, som altid var i godt humør. Han havde hele tiden en morsom kommentar eller en lille historie.

Så en dag, da vi var sammen på aftenholdet, fortalte jeg ham om den dag, hvor han kritiserede min fejning.
Han kunne ikke huske begivenheden, og bad mig om at fortælle nøjagtigt, hvad der skete, og det gjorde jeg.
Så grinede han over hele hovedet, og gik ind til skuffen i slyngestuen og hentede to Tuborg.
En til ham og en til mig, og hele tiden grinede han og rystede på hovedet.

Han havde jo ikke kritiseret min måde at feje på.
Han havde derimod blot konstateret, at det jeg var ved at feje væk, var noget skidt - og det var det jo, nemlig nusset, klistret, beskidt savsmuld.
Men sagt netop på en måde, som kunne misforståes, og det gjorde jeg - jeg så nemlig ikke det lune glimt i hans øjne, mens han sagde det.

Derefter var det altid en fornøjelse, når jeg skulle være makker med ham på opgaver.


41.  Münchausen gå hjem
af Verner Emil Eg

Jeg sad på et værtshus i en af de små gader på Østerbro i København.
Det var blevet så sent, at man nu kunne kalde det tidligt.

Vi var nogle kammerater der havde siddet hele natten og raflet, men nu sagde de farvel og gik.
Jeg havde en halv øl tilbage, og den ville jeg lige skylle ned, inden jeg også gik hjem.
Så kom der en gammel gut hen til mit bord, og spurgte om han måtte sidde. Jeg nikkede, og han satte sig.
Han var lettere påvirket, men opførte sig behersket.
Hans jakke var af skind og havde lange frynser i kanterne. På hovedet havde han en pelshue med en stor busket hale, som de amerikansk jægere jeg havde set i cowboy-film.
Han havde en ny-åbnet Guld Tuborg i hænderne, så på mit halvtomme glas og spurgte, om jeg ville have en bajer.
Jeg havde fået nok, så jeg takkede nej.

Den gamle satte sig godt til rette og fiskede en krøllet pakke Grøn Cecil frem, trak en bukket cigaret frem, kigge på mig og spurgte, om jeg ville have en. Igen takkede jeg nej.
Han fik ild på sin cigaret og ville lægge pakken tilbage i lommen, men der var en forhindring, så han rodede lidt, og fiskede et bundt pengesedler frem - jeg kunne se, at det var dollars, og der var mange af dem - og så dryssede der også et pas ned på bordet.
Jeg sagde til ham, at jeg ville være forsigtig med at sidde og vifte med så mange penge.

- Jeg troede ellers at jeg kunne være helt tryg her i gode gamle Danmark, sagde han.
Jeg er lige kommet hjem, efter at have jæger i amerika i næsten fyrre år. Lige kommet ind med en fragtbåd til Frihavnen.
I eftermiddag skal jeg ned og hente alle mine ejendele i tolden.

- Så må du have haft mange spændende oplevelser, sagde jeg lidt nysgerrig.
- Jah, lidt er der sket, sagde han og tog en ordentlig tår øl.
- Hvad var det mest spændende, spurgte jeg.
- Åh ja, det var nok dengang jeg var på jagt efter en kæmpestor bjørn i Alaska.
- Fortæl mig historien, tiggede jeg, og så begyndte han.

Vi var fem gutter som gerne ville have nedlagt en en stor bamse, som flere gange havde generet folk i omegnen, og endda havde ødelagt to jægeres hytter, og i det hele taget opført sig mere og mere truende.
Vi havde været på sporet af den i nogle dage, da jeg opdagede, at jeg var kommet væk fra mine kammerater, men jeg fortsatte, fordi jeg var sikker på, at jeg kun var et par timers gang fra bjørnen, for sporet var helt frisk.
Jeg asede og masede frem gennem skoven, som lå på en bjergskråning, hvor der både var høje toppe og dybe kløfter, ofte med vilde vandløb.
Så fik jeg øje på bjørnen.
Den var ikke langt væk, men lige lidt længere end min bøsse kunne række, så jeg besluttede at gå i en kreds rundt om bjørnen, så jeg kom væk fra vindretningen.
Lidt efter opdagede jeg, at jeg var kommet ind i en bjergkløft, og havde fået bjørnen mellem mig og kløftens udgang, og nu havde bjørnen fået færten af mig.
Den begyndte at lunte hen mod mig.
Jeg trak mig tilbage i bjergkløften, og ledte efter en vej ud, men kløftens sider gik næsten lodret op.
Mens jeg søgte, var jeg så uheldig at tabe min bøsse, og den faldt lige ned i det vildt brusende vandløb og forsvandt.
Jeg begyndte at løbe længere ind i kløften, som lidt efter stoppede.
Der stod et stort nåletræ, og det klatrede jeg op i, så højt jeg kunne.
I mellemtiden var bjørnen kommet helt hen til træet, og begyndte også at klatre op.
Den kom nærmere og nærmere, og ...
- Og hvad så, hvad skete der, spurgte jeg helt åndeløs af spænding.
- Ja, så åd den mig.

Denne historie hørte jeg engang i 1960'erne.
Jeg husker ikke hvor, eller hvem der fortalte den, men den får Münchausen til at ligne en amatør.


40.  Julemanden
af Verner Emil Eg

Den her kan jeg kun svagt erindre - og måske kan jeg slet ikke huske noget af det, men har fået historien fortalt så mange gange, at det opleves som om jeg husker det.

Nå, men det var Lillejuleaften, og det må have været i 1950.
Hvorfor ved jeg, at det var i 1950?
Jo, fordi lige da jeg var fyldt fire år i 1951, hørt jeg de voksne snakke voksensnak om Jul og Julemanden, og det de sagde gjorde, at jeg mistede troen på Julemanden.

Men i 1950 var jeg kun tre år, og havde barnetroen i behold.
Det var Lillejuleaften, og jeg var blevet sendt i seng.
Jeg lå i min seng inde i det kolde soveværelse, og kunne ikke rigtigt falde i søvn.
Der var noget som bekymrede mig.

De voksne - det var far og mor, og nogle af deres venner - sad inde i den varme stue ved den brandvarme kakkelovn, og de snakkede over en kop kaffe, Julekage med rosiner og likør (den der du ved - den med ægte guld i).

Pludselig så de voksne, at døren gik op, og ind kom jeg.
En lille dreng på tre år, med bare ben og bar mås, i en lille stumpet undertrøje.
Målbevidst gik drengen hen til kakkelovnen og åbnede den låge, hvor man hælder koks i.
Han stillede sig lidt op på tæerne, og begyndte at tisse ind i kakkelovnen.
Der blev helt stille i stuen. Ingen sagde eller gjorde noget, før den lille dreng var færdig.

Så fik de ham trukket væk fra den meget varme kakkelovn og spurgte:
- Hvorfor tissede du i kakkelovnen?
- Jeg ville slukke ilden, så Julemanden ikke brænder sig, når han kommer ned gennem skorstenen.


39.  Nede til tælling
af Verner Emil Eg

Det var en af de første dage i februar 1969.
Vi var mødt som rekrutter den 3. februar, og et par dage senere skulle vi alle en tur på Infirmeriet og have en eller anden form for vaccination - jeg tror det var stivkrampe, men jeg husker det ikke nøjagtigt.

De fleste af os var stille, og vist nok ikke rigtigt stolte ved situationen.
Der var endda et par stykker, som stille listede sig længere tilbage i køen, åbenbart i håb om, at der ikke var vaccine nok til de sidste.

Mens vi stod på trappen op til Infirmeriet, var der dog én som var mere kry, end vi andre.
Det var en lille spirrevip, som åbenbart var rutineret i at blive stukket.
Jeg fik det indtryk, at han måske var erfaren bloddonor.

Det gik langsomt fremad, og endelig blev det min tur.
Jeg nåede dårligt at mærke det lille prik, da den menige sygepasser sagde, at jeg var færdig.
Så hørte jeg et klask bag mig.
Det var "den erfarne bloddonor" som var gået i gulvet, og han blev liggende til 10.

Han var ikke en gang blevet vaccineret, så da han kom til sig selv igen, fik han besked på at komme igen dagen efter.
Han var meget stille næste morgen.


38.  Brusebadet
af Verner Emil Eg

Der var inviteret til Karneval i Sorø.
Jeg fik præmie for min udklædning.
Jeg var Kannibal, sværtet brun over det hele, med kruset sort paryk, Gardinring i næsen, Lændeklæde med Leopard-mønster, og med et spyd lavet af et kosteskaft med forgyldt papir-od.

Førstepræmie fik en mand der var udklædt som "en mand i brusebad".
Han havde kun badebukser på.
I en rem om livet var der monteret et stativ med bruser, som gik lige over hovedet på ham.
Øverst på bruser-stangen var monteret en metal-krans, hvor et bruser-forhæng kunne glide, så han kunne åbne og lukke for anstændigheden.

Det var herligt at se, når han var ude og danse.
Bukke for damen.
Hun ind under bruseren.
Han trak bruserforhænget for, og så valsede bruser-forhænget ellers rundt i salen.
Hylende morsomt.
En velfortjent 1. præmie.


37.  Glemte ord
af Verner Emil Eg

Den gamle onkel Carl var hjemme i Danmark for første gang siden har emigrerede til Canada 60 år tidligere.
Han havde gjort det godt ude i det fremmede.
Men det med sproget, havde han aldrig gjort så meget ud af.
Så han havde aldrig rigtigt lært det engelske sprog, og han havde glemt mange af de danske ord.

Nu sad vi rundt om spisebordet og klippede Julehjerter og Kræmmerhuse og Guirlander.
Onkel Carl havde brug for en elastik, og sagde:
"Ku' du lige række mig one of those Rubber ones".

Han havde brug for en elastik.


36. Psykologisk test - tegninger
af Verner Emil Eg

Denne "psykologiske test" kan bruges som et morsomt indslag, og det er kun sjov og ballade.

Hver af deltagerne skal have et stykke papir A4, og en kuglepen.

Så siger du:
- Nu skal I hver tegne et menneske, med hovede, krop, arme, ben og fødder, men I skal tegne med symboler, nemlig firkanter, trekanter og ovaler/cirkler, og ialt skal der være 10 af dem.

Eksempel.

      


Når alle er færdige med at tegne, siger du:

- De symboler du har brugt, fortæller noget om din personlighed, og hvad du har meget eller mindre fokus på.
- Antallet af de runde symboler du har brugt, viser hvor meget fokus du har på Følelser.
- Antallet af firkantede symboler, viser hvor meget fokus du har på Logik.
- De trekantede viser hvor meget fokus du har på Sex.


35.  Brun sovs
af Verner Emil Eg

Det var Juleaften en gang sidst i 1950'erne hos moster Ella og onkel Jørgen.
Og det var altid en oplevelse i lækker mad at komme der.
Men lige denne gang, der kiksede det for moster Ella.
Jeg synes det hele smagte rigtigt godt, men moster var ikke tilfreds med rødkålen, og hun synes ikke at sværen var rigtig sprød på flæskestegen, de brune kartofler var ikke "rigtige", og i det hele taget var hun utilfreds med det hele.

Så var vi færdige med steg og sovs og kartofler, og der blev taget af bordet, og gjort klar til Risallamang, som vi jo kalder det.
Pludselig stod moster Elle i døren, med overfrakken på og sagde: "Nå. Ka' I ha' det".
Hun var lige klar til at forlade selskabet.

Moster Ella havde taget sovsekanderne af bordet, og hældt resterne op i en gryde.

Gryden var desværre ikke den hvor der var brun sovs i, men den hvor Kirsebærsovsen til Risallamangen stod og lunede.

Trods alt, så var det en god juleaften, og moster Ella har mange gange senere leveret det perfekte, når hun inviterede til middag eller til hendes legendariske frokoster.

På billedet står Moster Ella en juleaften i køkkenet på Årestrupvej i Valby, sammen med sin mor.
Men det var vist ikke lige den Juleaften.


34.  Så slukkede lyset igen
af Verner Emil Eg

Det var engang i begyndelse af 1961, og det var annonceret, at vi skulle have sexualundervisning i skolen.
Jeg var 13 år, og helt uden erfaring i det område, men havde sådan nogenlunde en idé om, hvad det gik ud på, og var meget spændt på at høre nogle forklaringer.
I modsætning til en af mine klassekammerater, som mente, at det var spild af tid tid med det der sexualundervisning, når "man har ordnet så mange tøser, som jeg har", sagde han.
Han var klassens sejeste knægt, og jeg var lidt bange for ham, men også lidt imponeret.

Vores klasselærer indledte undervisningen, og bød velkommen til en gæstelærer, som skulle fortælle og vise lysbilleder.
Så blev lyset slukket, og der kom billeder på lærredet, supplerert med forklaringer om hvad det var der blev vist - og nogle af billederne gik meget tæt på.

Så slukkede lyset igen.
Det var ham den seje der besvimede, og svattede om på gulvet.
Han blev hurtigt bragt ind i lokalet ved siden af, hvor skolens sundhedsplejerske holdt til.

Men så var det slut med både at være imponeret og bange for knægten.
Det var egentlig lidt synd for ham.

33.  Manglende interesse
af Verner Emil Eg

Jeg har aldrig rigtigt interesseret mig for at være tilskuer til sportsbegivenheder.
Men jeg så da den sidste kamp, hvor Danmark blev Europamestre i fodbold engang tilbage i sidste årtusinde.
Siden har jeg måske sammenlagt set 12 minutters fodbold i tv, når jeg ved et tilfælde er kommet til at zappe forbi.

Ellers er det nærmeste jeg er kommet til noget der ligner interesse, den gang i 1950'erne, hvor vi sang:
(Mel.: O sole mio).

O sole mio,
vil du med i bio?
Og se et stykke,
med med Palle Lykke.
Helt ud'n reklamer
eller Evan Klamer



32.  Ølhunden
af Verner Emil Eg

Når der var gilde hos mine bedsteforældre på Lauravej i Valby, blev der ikke sparet på noget.
Morfars sorte retriever der hed "Sorte", plejede at hygge sig helt gevaldigt ved de fester, og den fik tigget sig en masse godbidder fra gæsterne.

Til en fest var der udover almindelig flaskeøl, også bestilt et anker øl.
Dengang var det et anker af træ, og der var en spuns som skulle slås ind, og en tappehane, som skulle slås i med en trækølle.
Ingen i familien var rutinerede i den lille øvelse, så der blev bakset noget med øl-ankeret.
Resultatet blev, at da spunsen røg ind, stod der en stråle øl helt op i loftet og ned på gulvet, hvor "Sorte", omgående begyndte at labbe øl i sig.
Fem minutter efter kunne man se "Sorte" zig-zagge ned ad Lauravej.

Da "Sorte" kom tilbage, var festen godt i gang, men denne gang blev "Sorte" liggende i sin kurv, og fik ikke tigget sig en eneste godbid.


31.  Ad Helvede til
af Verner Emil Eg

I min familie har tonen altid været hård og kontant, men altid hjertelig.

En aften var der familiekomsammen hos min bedsteforældre på Lauravej i Valby.
Der havde været godt med sulemad på bordet, og nu stod den på kaffe med nogle små skarpe, og øller.
Snakken var som sædvanlig gået, og der havde været grinet godt igennem.
Tobakstågen lå halvvejs ned fra loftet, selvom vinduet i køkkenet stod åbent.
Det var blevet sent, og morfar synes, at nu kunne det være nok, så han gik ind i soveværelset og hentede vækkeuret.

Med vækkeuret i hånden gik han ind i stuen, og begyndte at trække det op, mens han sagde:
"Nå. Nu går jeg altså i seng. Så ka' I sidde ad Helvede til".

Onkel Jørgen svarede: "Det vi sgu' gjort hele aftenen".
Så grinede alle larmende, morfar med.

Så gik han ind og satte vækkeuret på sin plads, og vendte tilbage til løjerne.

30.  Du må ha' det halve
af Verner Emil Eg

I min familie tog vi Julen noget afslappet.
Den dag i dag har jeg det på samme måde.

Nå, men for sjov sendte min far i begyndelsen af 1950'erne et julekort til min mormor og morfar.
Det var på forsiden et almindeligt trykt julekort, med nogle klokker, lidt sne, et rødt bånd, og teksten "God Jul".
På den anden siden var adressen skrevet som den skal være, og der var både frimærke og julemærke klistret på.
Far havde desuden skrevet "Kære Gus og Mølle. God Jul og alt det der. Jørgen".

Et par dage efter modtog vi et neutralt kort fra morfar, hvor der stod: "Tak for kortet. Mølle".

Far sendte et kort med teksten: "Du må ha' det halve".

Et par dage efter kom der en kuvert.
Morfar havde klippet kortet fra far midt over, og havde sendt den ene halvdel af kortet retur, uden kommentarer.


29.  En meget lille verden
af Verner Emil Eg.

For mange år siden - det var en gang i midten af 1960'erne - mødte jeg en pige på danseskolen.
Efter nogle danse, og lidt snak i pauserne, fandt vi ud af at følges ad, når undervisningen var færdig, og senere blev det til, at jeg fulgte hende helt hjem.
Og efter endnu et stykke tid, blev jeg inviteret indenfor til en kop kaffe hos hendes forældre.
Jeg kunne godt se, at pigens forældre var noget ældre end mine - måske det meste af en generation ældre.

Det helt store interview begyndte.
Jeg blev udspurgt om alt mellem himmel og jord, og svarede så godt jeg kunne.
På et tidspunkt var vi inde omkring min familie, og jeg fortalte, at min lillebror Henning var Bløder.
Så spurgte pigens mor, henvendt til faderen: "Var der ikke noget med en bløder i Gusta og Emil's familie"?

Der tabte jeg både næse og mund.
Gusta og Emil var mine bedsteforældre.
Tænk en gang, så havde pigens forældre og mine bedsteforældre været bekendte.
De fortalte også, at pigens far havde gået tur med en barnevogn, hvor i min mor lå, kun et par uger gammel.

Det passer meget godt det tyskerne siger (her oversat):
"Verden er en landsby".


28.  Bedre tidligt end aldrig
af Verner Emil Eg.

Mine forældre havde en rigtig god ven, Henning Møller, som meget ofte var besøg.
Han var en meget velkommen gæst, for han var både hyggelig, rar, behagelig, intelligent og så havde han en underlig tør og kringlet humor.
Henning var meget opmærksom, og kunne finde på at sidde en hel dag og tegne og farvelægge et avanceret abstrakt billede på et stykke pap, klippe det til i størrelse, og så sende det som en brevkort-hilsen til min far.

På billedet har min bror Henning og jeg tilfældigt mødt Henning Møller i Zoo i København, og så gav han en pølse.

Han var det mine forældre kaldte for en "evighedsstudent".
Han læste på Københavs Universitet, og skulle have været færdig for mange år siden, men der kom altid et eller andet på tværs. Så han arbejdede om natten på Carlsberg Bryggerierne i Valby.
Han var også usædvanlig distræt. Kom gang på gang med to forskelligt farvede sokker på, eller skjorten knappet skævt, eller han kom for tidligt, eller for sent.

En vinter i begyndelsen af 1950'erne var Henning Møller inviteret til at komme og besøge os en lørdag aften klokken 6.
Da klokken var seks, var han endnu ikke kommet. Heller ikke en halv time senere, eller en hel, eller to timer senere.
Hverken vi eller han havde dengang telefon, og vi besluttede, at han ganske enkelt havde glemt det.

Søndag morgen klokken 6 ringede det på.
Og der stod Henning Møller og kiggede underligt på far, for far var jo i nattøj.
- Hvad øhh. Kommer jeg til ulejlighed?

Det viste sig, at Henning Møller havde taget sig en lille lur lørdag eftermiddag. Var vågnet, og kiggede på uret, og han kunne se klokken var halv fem.
Han tænkte, "Nå, det er allerede mørkt udenfor, men det regner ikke mere. Så jeg tror jeg går derud".
Han spadserede ned ad Istedgade, over Enghave Plads, ud ad Enghavevej til Sydhavnen, og havde undret sig over, at trafikken var underlig i forhold til en almindelig lørdag aften.

Han troede, at han kun havde fået sig en lille lur.
Men han havde sovet lidt over 12 timer, så det han troede var lørdag aften klokken 6, var tidligt søndag morgen klokken 6.

27.  U-båden
af Verner Emil Eg.

Henning og jeg har været omkring 4-6 år.
Vi var alene hjemme, for de gamle var på arbejde.
Mor havde rengøringsjob fra meget tidlig morgen, så hun plejede at komme hjem ved otte-tiden.

Henning og jeg havde været vågne længe, og havde som sædvanlig fundet på noget at få tiden til at gå med, så da mor kom hjem, kunne hun se at der stod en stol foran køkkenvasken.
Der var vand på gulvet, hele vejen fra vandhanen ude i køkkenet, igennem entreen og ind i soveværelset til vores senge.

Vi var ikke at se nogen steder, så hun løftede dynerne, og der var vi.
Pladdervåde.
Vi  havde leget U-båd, og den var sprunget læk.


26.  Forudseende
af Verner Emil Eg.

Den 5. november 2020 er det 14 år siden, jeg blev indlagt på OUH med en blodprop i hjernen.
Det var noget af en ubehagelig oplevelse.
Benene fungerede ikke, og jeg var noget nervøs for, hvordan det ville forløbe.

Jeg var heldig, og kom forholdsvis hurtigt over det igen. Næsten.
Nu er det kun problemer med at huske tal, og noget med balancen, og noget med transport, som stadig generer.

Efter et par dage kunne jeg gå, men noget vaklende, og i et halvt års tid brugte jeg stok.
Stokken havde jeg fået som fødselsdagsgave i 1987 - altså 19 år tidligere - af nogen "tvivlsomme bekendte" da jeg fyldte 40 år.

Se - det kalder jeg forudseenhed.

25.  Sortbeder
af Verner Emil Eg.

Min mor var gået på kaffeslapperas hos en af nabo-konerne, og snakken gik.
Så kom brandbilerne med udrykning. De kørte ind i gården og stoppede.
De to snakkesøstre strøg hen til vinduerne og så, at røgen væltede ud af køkkenvinduet fra en lejlighed.

"Vrææll. Det er hos os", skreg min mor.
Ud af døren. Ned af trappen. Hen i opgangen ved siden af, hvor politiet bremsede hende.
"Jamen, det er hos mig", hylede hun.
Heldigvis havde køkken døren ikke været låst, så brandmændene havde kunne komme ind, uden at skulle smadre døren.
Branden var slukket.

Inden mor var gået, havde hun sat rødbeder over gasblusset i en stor gryde.
Gryden var kogt tør, og var så begyndt at udvikle en kraftig røg.
Gryden var ødelagt.
Loftet i køkkenet trængte til at blive malet - men det havde det egentlig gjort længe.

I et stykke tid efter kunne vi finde på at spørge: "Mor. Er der ikke nogen sortbeder"?

24.  Storvildtjægere
af Verner Emil Eg.

Det var tilbage i midten af 1950'erne.
Allan i opgangen ved siden af havde fået et prop-gevær. Proppen blev presset ind i geværets løb. Geværet blev "knækket", så luftpumpen blev stram. Så trykkede man på aftrækkeren, og geværet gik af.
Proppen fløj ikke ret langt, for den sad i en snor som var bundet på geværet.

Allan præsenterede stolt geværet for Henning, som har været 5-6 år den gang.
De to gik rundt i gården, og skød på alt hvad der bevægde sig.
Henning fik øje på en Regnorm, og udbrød: "Skyd den i Struben".

På billedet, er det Allan til venstre, og han har geværet over skulderen.


23.  Min heldige dag
af Verner Emil Eg.

Det var i min læretid hos Aller i Valby i 1960'erne.
Jeg skulle feje glaspladen neden under kulbuelampen, for der var ved at være for meget snavs på glaspladen.

Hvorfor det gik galt, det husker jeg ikke.
Men ved et uheld kom jeg til at skubbe glaspladen ud af dens ramme, så den drønede på gulvet.
Under hele dens tur fra kulbuelampen og ned til gulvet (jeg fornemmede det som om det tog tre-fire timer) havde jeg lukket øjnene, og ventede bare på braget, glasskårene og skideballen.

Endelig ramte gladpladen gulvet - men direkte med kanten i gulvet, og sagde det "Gooiiingg", og glaspladen begyndte at flyve opad igen.
Jeg nåede at tænke "Nå ja. Så baldrer den altså først i anden omgang".
Men glaspladen fortsatte i en nydelig bue, drejede lidt, og lagde sig så stille og roligt til hvile på Belysningsrammens kæmpe-store glasplade.
Uden en ridse.
Uden en skramme.

Faktor Plougmann som havde stået inde på kontoret og set det hele, kom drønende ud for at se hvor galt det var gået.
Men alt var ok.

Det vil sige - ikke mere ok, end at jeg alligevel fik skideballen.

(Billedet har jeg lånt fra den brochure om Aller, som jeg fik, da jeg kom i lære).



22.  Sjovt minde!
Anders Jeppesen har sendt denne:

En gang for en del år siden, en rigtig lun sommeraften var jeg til en komsammen med en flok rare mennesker og en masse god mad og ligeså drikke.
Som aftenen skred frem blev det meget mere hyggeligt da værten som lagde hus til mente at ville dele smagsoplevelser på drikkevarer fra barskabet, da kom der forskellige spiritus frem, noget smagte rigtigt godt og andet mindre godt, på et tidspunkt sidder værten og en af deltagerne og kigger på stjernehimlen og er rigtigt kloge på hvilke stjernebilleder som er på himlen og hvordan man kan gøre med sine hænder og holde dem ved ens øjne for bedre at have kig til stjernerne, om det skulle være smagsprøverne af spiritus som, eller der var noget sagligt i både stjernebilleder og måden man kan gøre for bedre at se, skal jeg være usagt, men en fornøjelig aften/nat var det, og der var nok en smule latter og snak over dette "festlige" indslag.

Det er tæt på 100 % at jeg hver gang på en god sommeraften og der er en fyldig stjernehimmel, er det denne aften jeg kommer til at tænke på :-)

21.  Lømmelalderen
af Verner Emil Eg.

I TV2 så jeg for mange, mange år siden et lille herligt interview med en dame fra Helsingør.
Hun hed Wilhelmine, og var lige var blevet 100 år.

Hun var et livstykke. Sprudlende af glæde og glimt i øjnene.

Hun sagde:
"Vi har det jo dejligt. Jeg er skam glad for at leve. Jeg bli'r jo kun 100 - det er lige i Lømmelalderen".
Og så grinede hun befriende.

20.  Sovs i hele hovedet
af Verner Emil Eg.

Det har formentlig været i 1955.
Familien sad og spiste til aften. Det var medister, kogte kartofler, syltede asier og brun sovs.
Pludselig kom brandbilerne med udrykning og stoppede lige på den anden side af gaden.

Der havde i flere dage været arbejdet med at lægge tjærepap på taget til samlehallen hos Citroën, og nu var der åbenbart gået ild i taget.

Vi drønede til vinduerne for at se hvad der skete.
Slangerne blev rullet ud. Stigerne kom op. Der blev hugget hul i taget med store økser. Røgen væltede ud, og der blev sprøjtet vand på.
Efter et stykke tid var det hele forbi.
Brandfolkene begyndte at pakke sammen, og vi vendte tilbage til aftensmaden.

Der sad Henning - min lillebror på 5 år.
Han havde haft mere interesse for maden end for brandslukningen, så han var blevet siddende.
Var faldet i søvn.
Med hele hovedet nede i sovsen.

Samlehallen hos Citroën i Scandiagade, København S.V.


19.  Pas på! Pas på!
af Verner Emil Eg.

Jeg var på Kreta, og ville gå tur igennem San Maria Kløften.
En hård heldags-tur, med stejle stier, i klippefyldt område, som kan være en udfordring for de fleste.

Halvvejs igennem turen lød der pluselig råb bagfra: Pas på! Pas på! (Det var godt nok på engelsk).
I fuld fart kom der en gut drønende afsted ned ad stien. Han gik ikke. Han små-løb.
Lige bag ham, med begge hænder fat i et par håndtag i rygsækken på ham foran, også i små-løb, kom en anden mand.
Han var blind.

- Og jeg som troede, at det var en hård tur!

 

 



18.  Hele hånden
af Verner Emil Eg.

Det må have været i 1957 eller 58.
Jeg havde været på lejr-tur med FDF oppe ved Fårevejle, og var lige kommet hjem på en bragende sommerdag, hvor luften stod stille af varme, og alle døre og vinduer stod åbne.
Men ikke kun på grund af sommervarmen - også fordi hele lejligheden i Scandiagade 48 var blevet malet, så der trængte kraftigt til udluftning.

Den gang havde man normalt enten blomstret tapet, eller hvid-malede vægge, og hvide døre og dørkarme.
Men den gamle havde malet døre og dørkarme samme brune farve som Pernille Fløde-chokolade.
Væggene var blevet ensfarvede grønne, over i det Olivengrønne.
Kønt - det var det ikke. Men det var ny-malet. Ikke en skramme i tapetet. Ikke en ridse.
Helt ensartede flader.

Far havde lavet Stegeben med dryppende fedtet brun sovs, hvide kartofler og Agurkesalat.
Stegeben giver fedtede fingre. Meget fedtede.
Midt i den anden portion tog jeg højre hånd op, og lod som om jeg ville sætte et aftryk fedtede fingre på den ny-malede væk.
Var der noget jeg ikke kunne finde på, så var det at lave hærværk, og det vidste hele familien.
Det er ikke uden grund jeg i mange år blev kaldt for "Artige Verner".

Da begik far fejlen.
Han sagde: "Du tør ikke".

Svup, sagde det.
Og så sad der en hel hånd med fem fedtede fingre på væggen.
Hele familien holdt vejret, for far var kendt for at have en meget kort lunte, og være hurtig med øretæverne.

Det tog lidt tid, inden alle kunne se, at der vist ikke skete noget.
Han havde jo også selv været ude om det, men alligevel.

Der sad de fem fingre i mange år.

17.  Tabte kugler
af Verner Emil Eg.

Jeg var omkring 5-6 år, og boede sammen med mor, far og lillebror i københavns Sydhavn.
Det var en fattig familie, så det var helt stort at der en sommerdag, efter aftensmaden blev bevilget en is-kage til hver.

Jeg blev med penge i et stykke avispapir sendt ned til Borgbjergsvej for at hente fire is i sprøde kræmmerhus, to kugler vanilie-is i hver, ovenpå frisk flødeskum, og øverst en klat jordbærsyltetøj.
De fire iskager blev samlet med et stykke pergamentpapir, og jeg spurtede hjem.

På vejen fik jeg lyst til at lave lidt grin med dem derhjemme.
Så da jeg kom hjem og ind i stuen, havde jeg taget isene om på ryggen, og sagde med engle-ansigt: "De havde ingen is".
Familien begyndte at skrige af grin - og det forstod jeg ikke rigtigt, indtil det gik op for mig, at da jeg havde taget isene om på ryggen, havde jeg også kommet til at vende bunden opad, og nu lå iskugler, flødeskum og jordbærsyltetøj på gulvet.

Så vrælede jeg, og var forberedt på ballade.

Mor trøstede. Far drønede ned efter is, og alle var glade.

16.  Jonas og veganere
Brian Eg har sendt denne her:

Jonas fandt selv på en lille joke den anden dag:
Hvorfor må veganere ikke drikke vand?
Det kommer jo fra hanen.
Jeg var fuldstændig flad af grin, da han fortalte den, og det var så sjovt at se hvor overrasket han selv var over det.


Billedet er taget den 25. december 2011.
Jonas som ligger i mors arme blev født dagen forinden.
Fra venstre Lene, Jonas, Brian, Carolina.

15.  Der var alligevel Liv
af Verner Emil Eg.

For mange år siden var jeg konsulent ved et plejehjem i Valby ved København.
Min opgave handlede om undervisning og træning af medarbejderne, men jeg fik ved min jævnlige gang på plejehjemmet også et vist kendskab til nogle af de "indsatte".

Når jeg skriver "indsatte", så er det fordi der var tre gamle drenge - de var alle i den sidste halvdel af 80'erne - som blev ved med at stikke af. De rendte ikke så langt. Bare over på den anden side af gaden, og så et stykke til venstre, hvor der lå en købmandsforretning, og der købte de "ulovlig" snaps.
De blev "fanget" hver gang, og bragt tilbage, ikke altid helt ædru, og fik mange formaninger om at opføre sig ordentligt i fremtiden.
De var lune, og var altid gode for en historie, der var til at grine af.
Det var dem der omtalte plejehjemmet beboere som de "indsatte".

Der var også en lille krumbøjet gammel kone.
Jeg fik at vide, at hun var 93.
Hun gik hele tiden fra receptionen og ned ad gangen til den anden ende af bygningen - en tur som tog hende omkring 20-25 minutter, og så vendte hun om og gik tilbage. Og så en tur til.
Det var med små bitte skridt på cirka 5-6 cm.
Hun tøffede frem og tilbage hele dagen, med krum ryg, bøjet nakke og øjnene rettet mod gulvet.

Jeg fik efterhånden opfattelsen af, at hun ikke anede hvor hun var, og at der formentlig ikke foregik ret meget inde i hovedet på hende.
Indtil en eftermiddag, hvor jeg var færdig med dagens undervisning og skulle hjem.
Jeg gik hen ad gangen og så den gamle krumbøjede kone komme imod mig, og lige da jeg var ud for hende, drejede hun hovedet, kiggede mig lige ind i øjnene, med et lille frækt smil, og så blinkede hun med venstre øje.

Jeg blev så forbløffet, at jeg tabte et skridt og var ved at snuble, så sagde hun: "Pas nu på lille skat".

Det var en lykkelig dag.

14.  Luksus på 1. klasse
af Verner Emil Eg.

Jeg var ansat i uddannelsesafdelingen hos Nea-Lindberg A/S i Ballerup ved København, og skulle til et møde på et varmeværk lige nord for Stockholm.

Jeg mødte i god til i lufthavnen i Kastrup.
Det var meget tidligt morgen, så der var ikke mange mennesker i lufthavnen, hvor det ellers plejer at myldre.
Nå, jeg spadserede ud til gaten, og blev noget overrasket, da der stod en Jumbo Jet.
Det plejer ellers at være et noget mindre fly på den morgen-tur, og vi plejer ikke at mere end 10 eller maksimalt 20 passagerer.

Men jeg gik hen og viste min billet, og fik så at vide, at den sædvanlige maskine i dag var erstattet med en Jumbo, som ellers skulle flyve tom til Stockholm, og "som et plaster på såret, skulle vi sidde på 1. klasse".
Jeg tænkte: "Nå pyt. Hvis det ikke kan være anderledes, så er der jo ingen grund til at brokke sig over det".

Vi var syv - jeg skriver 7 - passagerer på den tur, og der manglede ikke noget.
Sikken en service og sikken en benplads.
Vi var alle syv enige om at foreslå, at SAS lige så godt gøre det til en vane.

13.  Royal skideballe
af Verner Emil Eg.

Det var i begyndelsen af 1970'erne.
Der var efterårsmanøvre på Sjælland.
Jeg var som ung sergent blevet sendt med et par mand fra min deling ud i et område mellem Jyderup og Ruds Vedby, hvor jeg skulle finde ud af hvor fjenden befandt sig, og hvor mange de var, og sådan noget.

Vi havde sneget os lydløst frem, og havde kravlet på maven gennem den mørke skov, og var endelig kommet frem til at stort metal-hegn, og der på den anden side kunne vi se svagt lys og høre stille mumlen.
Jeg fandt kikkerten frem, og begyndte at observere.

Pludselig begyndte nogen at snakke bagved.
Jeg snerrede, at de skulle holde kæft, men de blev ved at knevre.
Så blev jeg rigtigt vred, vendte mig og sneg mig bagud til sladrehovederne, fandt dem og brølede "Ka' De så for fanden holde kæft".

I mørket kunne jeg ikke se hvem det var, men de blev meget stille og listede af.
Jeg sneg mig tilbage og genoptog mine observationer.

Dagen efter fik jeg at vide, at jeg havde givet en skideballe til Hans Majestæt Kong Frederik IX, der sammen med brigadechefen oberst Jersing havde været på uanmeldt inspektion.
Senere gav oberst Jersing mig en kort besked om, at "Hans majestæt havde rost soldaten for at passe sin dont".


12.  Illusionen bristede
af Verner Emil Eg.

En af de største teater-oplevelser jeg nogensiden har haft, var da jeg i 1979 overværede Derek Jacobi spille "Hamlet" på Kronborg i Helsingør.

Opførslen foregik inde i slotsgården på Kronborg, hvor alle lyde udefra blev opsuget af slottets tykke mure.
Forestillingen var så fængslende, at jeg oplevede, at alle de andre tilskuere forsvandt, og jeg sad der lige midt i selve handlingen, som var jeg tilbage i 1600-tallet, den gang da Shakespeare skrev stykket.

Lige til der kom en Caravelle hen over, på vej til at lande i Kastrup.
Der smuttede den illusion.

Der burde have været overflyvningsforbud under opførslen.


11.  Vinduet smadrede
af Verner Emil Eg.



Billedet har jeg lånt fra den brochure om Aller, som jeg fik, da jeg kom i lære.
På billedet til højre står to af mine kollegaer og er ved at rense en ny-fremkaldt plade.
De har hver en cell-stof serviet i hånden.
Han til højre er ved at hælde frisk sprit ud over pladen, og så tørrer de begge pladen ren for fremkaldervæske, ved at fordele spritten med cell-stof servietterne.
På billedet til venstre sidder en arbejdsmand og folder cell-stof servietter, som der brugtes en masse af i afdelingen.
Det er vinduet han sidder under, det her handler om.

Det var den den 26. september 1964.
Jeg var lærling hos Aller, og sad ude i Slynge-rummet og foldede Cell-stof servietter, da chefen Faktor Børge Hansen kom forbi.
Der var ret lunt i slynge-rummet, så han bad mig om at åbne vinduet.
Det er nogle meget store vinduer, som vipper over nogle beslag på midten.
Jeg tog fat i håndtaget nederst, vippede det og begyndte at skubbe vinduet ud af.
Men så tog fanden ved vinduet, og hele ruden vippede rundt, og stoppede først, da den var kommet til at ligge vandret, og glasset sprang med et brag, og glasskår fløj ud i lokalet og ned på gaden.

Børge Hansen blev kogt-rød i ansigtet, og begyndte at puste sig op til at aflevere en kæmpe skideballe, da han bemærkede, at tagstenene på den anden side af gaden væltede ned.

Det var Valby Gasværk som var eksploderet.
Der er cirka 1½ kilometer fra gasværket, til det vindue, jeg stod ved.
Ved eksplosionen var der skader så langt væk som fem kilometer fra gasværket.

Jeg fik skideballen alligevel.

10.  Jeg stoppede produktionen af Se&Hør
af Verner Emil Eg.

Da jeg var lærling hos Aller i Valby tilbage i 1960'erne, var en af opgaverne at lave Ozalid-aftryk af klargjorte film-montager, som skulle til godkendelse.
Ozalid var papir på rulle i en bredde af rundt regnet 1½ meter. Gul på den ene side, og hvid på den anden.

Ozalid-papiret blev rullet ud i en stor glasramme, med den gule side opad, og filmen lagt ovenpå.
Så blev glasrammen lukket, luften blev suget ud, så film og papir var suget helt op til glasset, og der blev tændt for kulbuelampen.

Når belysningen var afsluttet, blev Ozalid-papiret rullet løst sammen, og stillet på højkant i et metal-rør ude på gangen.
Metalrøret var fast-monteret så bunden var cirka i 1½ meters højde.
Ved siden af metal-røret stod der en stor glasflaske med omkring 10-15 liter Acetone, på en lille træhylde, også i 1½ meters højde.
Glasflasken var forbundet med metal-røret med en gummislange og en lille håndventil.
I bunden af metalrøret var der et lille elektrisk varme-legeme, med en lille bakke ovenover.

Når det belyste Ozalid-papir var på plads i metal-røret, skulle man først tænde for varme-elementet, og derefter dreje på håndventilen, så der kom nogle få dråber Acetone ud i den lille opvarmede bakke, hvor Acetonen fordampede op i Ozalid-papiret, som dermed blev fremkaldt.
Det tog så vidt jeg husker 10-15 minutter at fremkalde.
Og man skulle være meget omhyggelig med at overholde doseringen af Acetone, for det er farligt at indånde.

En dag synes jeg der var blevet lidt beskidt nede under Acetone-flasken, så jeg hentede en kost og begyndte at gøre rent.
Uheldigvis fik enden af kosten fat i den lille gummislange, og hele flasken med Acetone røg på gulvet og blev totalt smadret, og Acetonen rendte ud over gulvet, og ned igennem skakten som havde åben forbindelse med etagerne både under og over.

Ud over at Acetone lugter ret kraftigt, så er det heller ikke ret sundt at indånde, så i løbet af få sekunder var alle i montage-afdelingen og i plade-afdelingen stoppet med at arbejde, og hang i stedet med hovederne ud af vinduerne.
Neden under var Elektrikerne og hele Galvano-afdelingen stukket af, for der var det ganske enkelt ikke til at ånde.
Det samme på etagen oven over, hvor både Litografer og Typografer hang ud af vinduerne.
Oven over igen var det meste af Se&Hør's redaktion i gang med den samme øvelse, og på den måde fik jeg på få sekunder stoppet produktionen af Se&Hør, Femina, Familie Journalen med mere, og det både teknisk og journalistisk.

Efter en kraftig udluftning var alle i gang igen efter en halv times tid.

Jeg skal hilse og sige, at jeg ikke fik ros for mit initiativ med at gøre rent ude under Acetone-flasken.
Den dag i dag får jeg røde ører, når jeg tænker på det uheld.

9.  Min første flyvetur
af Verner Emil Eg.

Det var lige i begyndelsen af 1970'erne. Jeg var ansat i Forsvaret, og var delingsfører i Sjællandske Livregiment i Slagelse.
Vi havde været på en større bataljons-øvelse i området nord for linien Korsør, Slagelse, Sorø, Ringsted.
Nu stod vi tidligt en fredag formiddag, øvelsens sidste dag på en meget stor mark på et fladt højdedrag med en fantastisk udsigt.
Hele Bataljonen var linet op, med køretøjer. Vi var mange. Der stod blandt andet også en Sikorsky Helikopter.
Øvelsens forløb blev i hovedtræk gennemgået, og der blev uddelt nogle "øretæver" til de, som havde klokket i det.
Jeg stod og ventede på, hvornår det skulle blive min tur.

Og ganske rigtigt. Jeg fik besked på at træde frem, og ventede det værste.
I stedet fik jeg og min deling ros, og fik besked på at tage hjem.
Andre ville få ordre på at bringe vores køretøjer og udrustning hjem til kasernen i Slagelse, og sørge for at det hele blev rengjort og sat på plads.
Vi fik besked på at gå hen helikopteren, og så sad jeg pludselig for første gang i en maskine, som kunne flyve, og den fløj os hjem til den lille øvelsesplads lige uden for porten til kasernen i Slagelse.
Så var det med at få rengjort vores personlige udrustning, komme af tøjet og i bad, og så ellers en hurtig fremstilling som hurtigt blev godkendt.
Derfra i løb til stationen i Slagelse for et nå toget hjem, mindst fem timer før forventet.

Det var en utrolig oplevelse - også for første gang at være oppe og flyve, og så endda i et forholdsvis langsomt tempo, så jeg kunne genkende alle de steder vi havde opholdt os under øvelsens forløb.

8.  Yves Montand
Af Verner Eg.

Det første jeg husker til Yves Montand var filmen "Let's Make Love" med Marilyn Monroe.

Det næste var hans pragfulde rolle i filmen "Den Røde Cirkel" ("Le cercle rouge"), hvor han spiller rollen som fordrukken mesterskytte, der lider ganske forfærdeligt af delirium. Han skal lave et kup sammen med Alain Delon hos en juveler på Place Vendome i Paris.
Jeg har set filmen flere gange, og synes den er helt fantastisk.

Jeg havde genset filmen kort forinden, da jeg var en tur i Paris, og havde besluttet at frådse med at spise frokost i Den Danske Hus på Champs Elysees.
Det var fint vejr, så frokosten blev indtaget i den lille gårdhave.
Lige midt i frokosten fik jeg øjekontakt med Yves Montand, som tydeligt på mit ansigt må have kunnet se genkendelsen og glæden, for han nikkede venligt, og fortsatte med at spise.
Jeg glemte alt om mad, og var bare helt benovet.

Det var en dejlig dag.

 
Her er først et kig hen til Det Danske Hus, og derefter et kig fra Rue Rivoli hen til Place Vendome.

7.  Det var hans moster
af Verner Eg.

For mange år siden havde jeg en god ven Frank.
Han havde været på studietur i London, og han kom hjem, fortalte han følgende.

Han og en kammerat ville lege turister og sidde på 1. sal på en tur rundt i London i en af dobbelt-dækker busserne.
De stod ved et stoppested og ventede, og endelig kom bussen.
Men der gik en meget gammel dame, også vej op ad trappen til 1. sal,  meget langsomt foran Frank.
Frank undbrød på dansk: "Se så at få røven med dig moster".
Så vendte den gamle dame sig om og sagde på dansk: "Frank. Hvis du ikke taler ordentligt, så fortæller jeg det til din mor".
Det var hans moster.


6.  Da jeg blev 60 år
af Verner Emil Eg.

Jeg plejer aldrig at invitere gæster når jeg har fødselsdag.
Sådan har det altid været. Også da jeg var barn.

Så da jeg blev 60 år, havde jeg bare sørget for, at der var godt med øl i køleskabet, og jeg havde købt en pose småkager, hvis nogen skulle droppe ind til en kop kaffe eller en kop øl.
Der kom da også både naboer og venner fra Ellinge og omegn forbi, og fik en snak.

Men så ringede det igen på - og udenfor stod familien.

Her er de, og det var skønt at se dem.
Det var første gang jeg så min svigerdatter Lene.
Siddende er det fra venstre: Lise, Linda, Connie, Lene og Anette.
Stående er det: Daniel, Gert Brian og mig selv.

De kom lige til frokost-tid, og det eneste jeg havde i huset, var en pose småkager.
Men de havde selv mad med, og i løbet af et øjeblik var der dækket op, og det blev en fantastisk dag.

Siden er det blevet tradition, at de kigger forbi lige omkring min fødselsdag. Ikke som en fødselsdags-komsammen, men nærmere som et familitræf.
De sørger for maden. Jeg sørger for drikkevarerne.

I år - 2020 - har vi aflyst det på grund af Corona.

Men hver gang jeg tænker tilbage på min 60 års fødselsdag, bliver jeg dejligt varm indeni.
Tak for det.

5.  Det var Kattens
af Verner Eg.

I 2003 gik det galt for mig.
Jeg faldt om under et møde i Byrådet i Ullerslev Kommune, og da jeg kom til mig selv igen på Odense Universitets Hospital et par dage senere, kunne jeg ikke tale.
Sådan var det i flere måneder, og det var ikke så heldigt, for den gang levede jeg af at tale. Jeg afholdt kurser og foredrag - og hvem gider sidde og høre på en foredragsholder, som ikke kan sige et ord?

Det var noget skidt, og humøret var ikke det bedste.
Når jeg ville "tale" med nogen, skrev jeg på en blok - det blev til mange blokke. Jeg har et par stykker af dem endnu.

Så kom vi hen i nærheden af Jul og Nytår, og de begyndte at holde forpremiere på Nytårsaften, ved at brænde fyrværkeri af.
Jeg havde været oppe på første-salen, og var på vej ned ad trappen.
Det min kat Steen også.
Så lød der et brag fra noget fyrværkeri, og Steen vendte lynhurtigt om, og spurtede op ad trappen, og så snublede jeg over ham.
Mens jeg drønde ned ad trappen råbte jeg "Din åndsvage kat".
Jeg kunne tale igen.
Lidt svagt, men jeg kunne tale.

Katten var hurtigt tilgivet.

(Det holdt desværre kun nogle uger, så forsvandt stemmen igen, og flere anbefalde mig at smide kinesere efter katten).

4.  De kunne ikke blive irriterede
af Verner Eg.

Det var den sommer, da Danmark gik hen og vandt Europamesterskabet i fodbold.
Jeg boede i Sct. Gertrudsstræde i København. Det er lige midt i byen, lige ved siden af Kultorvet, Rosenborg Slot og Rundetårn.
Det var varmt, så alle vinduerne stod åbne, mens der blev kigget fodbold i TV.
Jeg er ellers ikke interesseret i fodbold, og det var da også den første kamp jeg så i den turnering, og så endte det med at vi blev Europamestre.

Først var der helt stille i byen, men så begyndte det ligesom at rumle.
Folk myldrede ud på gaderne. Alle råbte. Alle var glade.
Jeg gik en tur ned ad Købmagergade, til Strøget, og fortsatte til Rådhuspladsen.
Vi stod lige så tæt som i S-toget i myldretiden.
Overalt var der smilende, grinende, glade ansigter.
Alle var begejstrede og en smule halvfulde.

Lige foran Politikens Hus var der en lille vred mand.
Han var ikke kun halvfuld, men godt lakket til, og han ville slås.
Han prøvede både det ene og det andet. Generede folk. Kaldte dem grimme ting.
Men de var ligeglade, og smilede bare til ham, og sagde at "det er helt fint" og den slags.
Han prøvede én gang til, og en gang til, uden held.
Folk var så ellevilde glade, at de ikke gad bruge tid på at blive irriterede på den lille vrede mand.
Til sidst luskede han bare af, med bukket hoved. Nedslået over ikke at kunne blive slået ned.

Jeg har forresten ikke set en eneste fodboldkamp siden.

3.  Det gør mig glad
af Verner Emil Eg.


Jeg tog billedet i august 2019, da jeg gik en tur rundt om Lykkesholm.
Og der, lige i en grøftekant, stod det, og den slags gør mig så glad.

2.  En glad tjener
af Verner Emil Eg.

Det var en gang i slutningen af 1980'erne.
Jeg var på en biltur ned igennem Europa; havde været nogle dage i Tyskland og i Amsterdam, og var nu på vej til Paris, men besluttede at gøre et ophold i Luxembourg.
Om aftenen var jeg med en veninde på en lækker restaurant, og fik en usædvanlig god oplevelse, både hvad angik mad, drikkevarer, lokaler og servering.
Da vi var færdige, og jeg skulle betale, mente jeg at tjeneren skulle have cirka 50 kr. i drikkepenge.
Nu var der det, at jeg lige havde været et par dage i Holland, og var vant til hurtigt at omregne valuta-kurserne, så det gjorde jeg igen, og rakte tjeneren nogle pengesedler.
Han blev meget glad, meget, meget glad, og han bukkede helt ud på gaden.
Da jeg kom tilbage til hotellet tænkte jeg lidt over tjenerens opførsel, som jeg fandt lidt overdrevet.
Så regnede jeg lidt på det beløb jeg havde givet i drikkepenge.
Han havde fået hvad der svarede til 750 kroner.
Ikke noget at sige til, at han blev glad.

1.  Sjov med Tommy Kenter
af Verner Emil Eg.

Fredag den 15. juni 1984 var der åbning og reception hos Ericssons Dataskoles åbning i Herlev, hvor jeg var ansat som undervisningskonsulent.
Papa Bue og hans Band spillede lækker jazz i receptionen. Gæsterne nippede til pindemadder og drikkevarer, og gik rundt og så på de nye undervisningslokaler og det helt nye imponerende data-udstyr.
Midt i det hele var der underholdning med Tommy Kenter, som lavede sjov på scenen.
Nu skal det siges, at på det tidspunkt lignede Tommy Kenter og jeg hinanden ret meget, og jeg var flere gange blevet stoppet på gaden, fordi folk ville have autografer.
På et tidspunkt trak Tommy Kenter mig op på scenen, og gjorde mig godt til grin.
Blandt andet skulle jeg holde et spejl, så han kunne sminke sig til det næste nummer, og uanset hvordan jeg holdt spejlet, så blev det kritiseret og publikun hylede af grin.
Så kunne jeg mærke, at han så ud på publikum og ikke i spejlet, og så sænkede jeg det lynhurtigt ned i taljehøjde.
Da Tommy Kenter igen vendte sig mod spejlet, gik der et par sekunder, hvor han var lidt forvirret, for han så jo på sig selv, og alligevel ikke, og så hylede publikum endnu mere.

Lidt senere, da jeg var kommet ned på plads igen, tog han revance, og smed en lille sjat vand i hovedet på mig.

Den Gamle Eg
Tilbage til indhold