DLPIndlag002 - Den Gamle Eg

Den Gamle Eg
Fotos, Billeder, Tanker og Nyheder
Den Gamle Eg
Gå til indhold
92. Venedig i Ellinge
af Verner Emil Eg



91.   Ud af vinduet
af Verner Emil Eg

Han havde virkelig håbet på, at det blev ham som den kvindelige deltager havde udvalgt.
Men hun havde valgt en af de andre.
Han blev spurgt, om han var skuffet.

“Ja. Jeg er meget skuffet, for jeg synes hun er en meget dejlig kvinde, og at vi passer godt sammen. Men jeg er ikke så nedtrykt, at jeg hopper ud af vinduet. Det ville heller ikke gøre så meget, for jeg bor i stue-etagen”.

Hørt i det tyske tv-factual show “Dinner Date”.


90.   Kvindesag
af Verner Emil Eg

For mange, mange år siden havde en veninde inviteret mig til en fest.
Det var i en af de der kæmpe-kasser, som der er mange af i sidegaderne til Gammel Kongevej.

Fra havelågen kom vi ind i en have, som trægte til lidt mere end en kærlig hånd - den trængte virkelig til at få en omgang.
Ud af de åbne vinduer lød der kvinde-hvin, snak og latter.
Festen var allerede godt i gang.

Hoveddøren var af den gammeldags type med sandblæste dekorationer i de store ruder. Flot og smagfuldt.
Vi ringede på. Døren gik straks op, og vi blev budt velkommen af en stor glad pige i en stor strikket og meget farverig Poncho, og fik straks stukket en bajer i hånden.
Hende med Ponchoen kiggede lidt underligt på mig, synes jeg, men så blev vi gennet ind i en kæmpestor stue, hvor det vrimlede med mennesker.
Alle grinede. Alle snakkede. Alle røg. Alle drak bajere. Alle var i hjemmestrik.
Så kan det ellers nok være, at jeg gloede lidt - for de var alle kvinder.
Jeg var den enste af hankøn.
Så kan det ellers nok være, at de gloede lidt.
En mand!
En kort pause, så kørte snakken videre.

Jeg begyndte at lytte til samtalerne, men de var ret ensidige.
Mænd er noget rak.
Kvinder får for lidt i løn.
Mænd er noget rak.
Kvinder laver det hele derhjemme.
Mænd er noget rak.
Kvinder føder børnene i smerter. Mænd har kun fornøjelserne.
Mænd er noget rak.
Og så videre.

Jeg gik lidt til side med min bajer i den ene hånd og en smøg i den anden, og stod og kiggede rundt.
Stuen var dekoreret med plakater som omhandlede kvindekampen.
Dekoreret er lidt underdrevet, for væggende var overplastrede med plakater.
Ned med mænd!

Jeg blev totalt ignoreret, også af den veninde, som havde inviteret mig.
Da der var gået en times tid, havde jeg nået at få indhaleret et par bajere - det var de gode stærke Elefant-bajere, så jeg var både blevet lidt halvfuld, havde mistet lysten til selskabet, og trængte til at tømt blæren, så jeg begyndte at lede efter et toilet.

Jeg fandt det ude i gangen, lige ved siden af hoveddøren.
Der var klistret udklip fra aviser og ugeblade på wc-døren, og de handlede alle om hvor tåbelige mænd er.
Nå. Jeg var ligeglad. Jeg skulle bare lette ben, og så ville jeg smutte - uden at sige farvel.

Wc'et var overklistret med udklip, der burde være Guf for Ligestillingsrådet, som var blevet oprettet cirka fem år tidligere.
Mænd blev rakket ned i ord og tegninger.
Det var bare for meget.
Så min beslutning om at forlade festen omgående blev kun forstærket.
Men jeg skulle lige lette ben først.

Velopdragen som jeg er, vippede jeg brædtet op, og selv dér, neden under brædtet, var der klistret en lap papir fast.
Jeg kiggede en gang på teksten, og begyndte at grine.
Der stod:
"Ahhh!! Endelig en mand".

Da jeg var færdig, gik jeg ikke hjem - jeg gik ind til festen, og jeg behøver vel ikke at sige, at det blev alletiders sjove fest.


89.   Ukendte spilleregler
af Verner Emil Eg.

For mange år siden var jeg inviteret til en international konference om kommunikation i det sydlige Sverige.

Konferencen gik over flere dage på et meget stort, og mægtigt flot og stilfuldt hotel, hvor vi fik lys øl til frokost - og det var det stærkeste der kom på bordet hele dagen.

Den sidste aften var der inviteret til festmiddag.
Da jeg havde været i bad og var klædt om, gik jeg nysgerrigt ned i festsalen for at se hvordan bordet så ud.

Hold da op, hvor var det flot.
Ved hver kuvert var der nærmest en stabel af tallerkener oven i hinanden - den øverste var på størrelse med en kagetallerken i mokka-størrelse.
Bestikket lå på begge sider af tallerken-tårnet, og der var flere knive og gafler, end jeg nogensinde tidligere har set ved en kuvert på et festbord.
Rækken af glas ved kuverten var imponerende. Der var flere slags vinglas, samt til dessertvin, til vand, til Cognac og til små skarpe.
Det var en udstilling af service, som gav løfter om et æde- og drikkegilde af de helt store.

Ved hver kuvert var der også et lille flag, som viste hvilket land gæsten kom fra.
Jeg kunne se på navne-kortene, at jeg skulle sidde ved siden af den svenske formand - en æresplads - så alt i alt var mine forventninger til den kommende festmiddag skruet helt i top.

Efter at have kigget, vendte jeg om for at gå op på værelset, men blev standset af den svenske formand, som spurgte om jeg havde tid til lige at snakke med ham oppe på hans værelse.
Det havde jeg da, så der gik vi op.

Da han åbnede døren, væltede det ud med røg og højlydt snak.
Værelset var fyldt med mennesker, som hver havde et glas i den ene hånd og en smøg i den anden.
Jeg fik også et glas (et af den slags der står på hotelværelser, beregnet til tandbørsten), og nippede forsigtigt til den rigeligt skænkede vædske, og var lige ved at tabe pusten.
Det var ren Vodka.
Ingen vand.
Ingen juice.
Ren Vodka, til randen.

Efter cirka en halv times tid, var jeg kommet godt i stødet, men så skulle vi ud.
Der var kun ti minutter til festmiddagen begyndte, så alle myldrede ned af trapperne, ned til festsalen.

Jeg tror vi var lige omkring 150 festklædte deltagere, og vist også lige så mange tjenere - eller også så jeg dobbelt efter den store Vodka.

Da alle var på plads, slog den svenske formand på sit glas, rejste sig lidt vaklende op, og holdt en kort og præcis velkomsttale. Først på svensk, så på engelsk og til sidst på tysk.
Deltagerne fra Frankrig, Spanien, Holland, Belgien og Italien fik velkomsttalen trykt på deres sprog, som tjenere drønede rundt med og havde afleveret inden formanden var færdig med den svenske version.

Så klappede vi allesammen, og skålede i den lys øl, som jeg dybt skuffet havde bemærket var den eneste form for drikkevarer på bordet, bortset fra postevand og sodavand.

Så sad vi der og ventede spændt på hvad vi skulle have at spise.
Efter antallet af tallerkener kom der nok mindst to forretter, tænkte jeg, og vin i glassene.

Så fik vi "Pyt i Panne" (Biksemad) på den lillebitte øverste tallerken.
Og mere lys øl.
Det var det.

Den smule der kunne være på den lille tallerken var væk i to mundfulde, men tjenerne kom rendende og hældte mere op.

Så hviskede den svenske formand til mig:
- Vil du ha brænnvin?
Jeg kiggede rundt i salen og så, at der ikke var andre som havde fået Brændevin, så jeg takkede pænt nej.
Men så spurgte han en gang til.
Og jeg sagde nej en gang til.

Han sagde ikke mere, men så ligesom lidt skuffet ud.

Da vi alle havde fået Pyt i Panne, så sulten var forsvundet, gik festen i opløsning, og folk myldrede op til værelserne.

Den svenske næstformand tog fat i mig og sagde vredt:
- Du skulle have sagt ja til den Brænnvin. Du var jo æresgæsten, og hvis du havde fået, så havde vi alle fået.

Så galt kan det gå, når man ikke kender spillereglerne.

88.   Vildt diskotek
af Verner Emil Eg.

Det var engang tilbage i begyndelsen af 1980'erne.
Jeg var blevet sendt til Norge for at holde et kursus for medarbejderne på Holla Smelteværket, som ligger i nærheden af den lille by Kyrksæterøra, der igen ligger cirka 100 km fra Trondheim.

Jeg ankom til Trondheim med flyet fra Danmark en sen søndag eftermiddag. Hentede den bil, som var var booket til mig, og kørte efter de anvisninger jeg havde fået, i retning af hotellet - en køretur på lige omkring 1½ time.

Firmaet havde booket værelse til mig på hotel "Prindsen" i Kyrksæterøra, som ligger 10 minutters kørsel fra Holla Smelteværket.

Hotellet var ganske nydeligt. Værelset rent og pænt.
Der var absolut ikke noget at udsætte på det.
Men aftensmaden var jævnt kedelig, og man kunne kun købe saftevand, sodavand og lys øl.
Ret trist.
Efter aftensmaden gik jeg en tur rundt i den totalt døde by.
Der var absolut intet at tage sig til.
Ikke en kro, ikke et værthus, ikke en biograf, ikke et ishus - ingenting.

Da vi nåede fredag morgen, var jeg klar til at rejse hjem til Danmark, men jeg skulle holde kursus i to uger mere.
Men så ved morgenkaffen viste der sig en lille sprække lys i det grå og kedsommelige, for servitricen fortalte, at der ville være diskotek på hotellet samme aften.
Hold da op.

Resten af dagen gik som en leg.

Da kursus var slut, og vi alle gik på week-end, kørte jeg tilbage til hotellet, og kunne se, at der var sat en sedel op på hoveddøren, at der var discotek i restauranten kl. 21.
Så den var god nok.

Jeg listede hen og fik min kedelige aftensmad, med en lys øl til, og så var det med at slå tiden ihjel, indtil det var tid til at gå i bad og klæde om til aftenens fornøjelser.

Da klokken var præcis 21 kiggede jeg ud for at se, om der var kommer mange biler på p-pladsen, men det så det ikke ud til, så jeg regnede med, at der nok gik en lille time, inden der skete noget.

Da klokken var 21.30 gik jeg ned for at se på løjerne.
Der var helt stille.
Ikke en lyd.
Så gik jeg hen til restaurations-lokalet hvor diskoteket jo skulle være, og gik ind.

Der var ikke et øje. Kun servitricen, og hun spurgte med et stort smil, om jeg ville have noget at drikke.
Jo, tak. Det var lige det jeg trængte til.
Hun fiksede hurtigt et glas, og fyldte det med en øse som hun havde stukket ned i en stor bowle, der indeholdt en væske med en ubestemmelig lyserød kulør.
Jeg spurgte hvad det var, og fik at vide at det var "orangeade", og så grinde hun.
Jeg grinede også lidt, for jeg gik jo ud fra, at det var en joke, og at drikken nok var en aller anden stærk, lokal blanding, med en ordentlig sjat spiritus i.
Det var det ikke.
Det var orangeade.
Næsten samme smag som dengang i midten af 1950'erne med klassen på Boserup Lejrskole.

Nedtur.

Jeg kiggede mig lidt om for at finde ud af hvad der ville blive spillet af musik til det her diskotek.
Jeg kunne ikke finde noget, så jeg spurgte servitricen.
Hun grinede igen, vendte sig om og pegede på en lille plastic rejsegrammofon, hvor højttaleren sad i låget, og ved siden af lå der 5-6 singler. Den ene med et billede af norske jenter i nationaldragt.

Total nedtur.

Jeg satte mig hen ved et bord med min orangeade, og ventede.

Efter en halv times tid, gik døren op, og to gutter kiggede ind.
Blikket gik rundt i lokalet, og så smuttede de igen.

Det gjorde jeg også.

Jeg gik en tur på en times tid rundt i byen, og et godt stykke ud mod Holla Smelteværket, en vej som jeg jo efterhånden kendte ret godt.

Jeg gik tilbage til hotellet, og ligesom gutterne før, stak jeg lige hovedet ind for at se, hvad der skete i diskoteket.
Det var lige så tomt som før.

Så gik jeg op og i seng.
Jeg blev ikke vækket af støj fra diskoteket.

Lørdagen var den længste og mest kedelig lørdag i mit liv.

Søndag eftermiddag skulle jeg efter aftale lige ud og gøre min medbragte datamaskine klar til mandagens øvelser.
Det tog en time eller to, og så kørte jeg tilbage til hotellet, og var indstillet på at skulle tilbringe resten af søndagen i massiv kedsomhed.

Jeg kom op ad trappen, og kunne se døren til mit værelse.
Udenfor døren stod der flere plasticposer.
Jeg gik hen for at se hvad det var.
De var fyldt med øl, whisky, Gammel Dansk og flere øller.

Så gik døren op på den anden side af gangen.
Det var en kollega fra firmaet i Danmark, og han grinede.

Han var sammen med endnu en kollega netop ankommet til hotellet.
Hjemmefra havde de fået at vide, at jeg var i Kyrksæterøra for første gang, og at ingen havde husket at fortælle mig om de lokale forhold og mangler på adspredelser i fritiden.

Så de havde provianteret lidt til dem selv, og en ration til mig, og var nu interesserede i at høre, om jeg gav en lille en.
Selvfølgelig gjorde jeg det, og så fik vi hentet trediemanden, og fik taget hul på min ration.

Jeg fortalte om fredagens diskotek, og de hylede af grin.
De havde oplevet præcis det samme året før.

Da vi ikke orkede mere, gik de hver til sig.
Min ration indeholdt rigeligt til de næste par uger.
Turen var reddet.

87.   Suffløren har altid ret
af Verner Emil Eg

Barnaby og sergeant Troy var ude ved gerningsstedet, og spurgte de omkringstående, om hvad de havde set.
Alle de unge piger hilste og var på fornavn med sergeant Troy.

Barnaby studsede lidt, kiggede på Troy og spurgte:
- Sig mig en gang. Har De været sammen med alle unge piger i hele kommunen, sergeant?
- Jeg leder efter den rigtige, Sir. Hvordan vidste De, at fru Barnaby var den rigtige, Sir?
- Hun fortalte mig det!

Frit efter hukommelsen fra et afsnit af tv-serien Barnaby.


86.   Rigtige kammerater
af Verner Emil Eg

Det var i november 1969.
Jeg var på sergentskole, og vi var på en større øvelse.
Den sidste øvelse inden eksamen, og alle skolens elever og lærere, og alt hvad skolen havde af køretøjer var ude i det sønderjyske Fædreland.

Øvelsen indeholdt flere realistiske situationer, hvor vi først blev briefet om en truende situation, og om hvilke forventninger der var til os.
Derefter blev en i gruppen udtaget til at være leder, og vi blev overladt til os selv, og skulle så løse opgaven.
Næste gang var det en anden som blev udpeget til at være leder.
Sådan gik det i flere dage, og koldt var det. Det var begyndelsen på en meget lang og meget kold vinter.

Den 5. november blev jeg udtaget til at skulle være messemand i officersmessen, og skulle tiltræde kl. 20.00, så den aftrædende messemand kunne sætte mig ind i opgaverne, og dem var der mange af.
Det var døgntjeneste, så der var ikke noget med at gå til køjs.
Maksimalt kunne det blive til en lille lur på en stol ude i det lune messetelt.

Det var ikke meget søvn jeg fik i øjnene den nat.

Dagen efter - den 6. november - min fødselsdag - var jeg i gang fra tidligt morgen med at servere morgenkaffe med diverse tilbehør.
Af en eller anden årsag var officererne informeret om, at messemanden havde fødselsdag, så der blev ønsket tillykke, og jeg fik også et par af de små skarpe til morgenkaffen.

Sådan gik dagen med travlhed, og da frokosten var overstået, var jeg segnefærdig.

Eftermiddagen var rimelig stille, men der kom dog alligevel en officer en gang imellem og skulle have et eller andet, så jeg fik ikke sovet et eneste øjeblik.

Efter aftensmaden skulle jeg overdrage til den tiltrædende messemand, og derefter ud til min gruppe.

Jeg havde været inde i varmen i et helt døgn, og var endda blevet rundhåndet beskænket, så da jeg kom ud til gruppen, hvor briefingen skulle til at begynde, faldt jeg i søvn, og hørte ikke et eneste ord af, hvad der blev sagt.
Jeg havde absolut ingen anelse om, hvor vi var, hvad vi skulle lave, eller hvilke mål vi skulle nå.
Jeg sov.

Jeg blev vækket, da sidemanden ruskede i mig.
Jeg var blevet udpeget til at være leder for gruppen, og skulle føre den igennem øvelsens sidste døgn.
Men jeg anede intet som helst, om noget som helst, for jeg havde sovet.

Gruppens medlemmer kiggede på mig, og så gik de bare i gang med opgaven.
Jeg blev trukket med af en af gutterne som sagde, at jeg bare skulle følge efter ham.

Jeg husker intet fra øvelsens sidste døgn, bortset fra, at vi på et tidspunkt midt om natten blev overfaldet, og der eksploderede et kanonslag lige ved siden af mit højre øre, så det eneste jeg hørte i flere timer var en konstant kimen for øret.

Vi kom igennem øvelsen, og tilbage til Sønderborg, og brugte en hulens masse tid på at gøre biler, materiel og personlig udrustning rent.
Jeg tror ikke at en eneste af skolens lærere vidste, at min gruppe havde været selvstyrende i den sidste del af øvelsen, og vi fik heller ikke nogen som helt kritik af det sidste forløb.

Se det kalder jeg for gode kammerater.


85.   Filmkiks
Forleden så jeg endnu en gang den morsomme italienske film "Flatfoot in Africa" med den store hyggelige brumbasse af en slagsbroder Bud Spencer i hovedrollen.

På et tidspunkt i filmen "låner" han et sportsfly, mens en frustreret bestyrer af flyvepladsen ser til.
Flyet farer hen ad startbanen. Farten stiger.
Flyet er lige ud for kameraet, og man ser Bud Spencer sidde alene med styregrejerne i hænderne, mens han drejer hovedet og sender et frækt grin til kameraet.
Der kommer mere fart på, og flyet letter.
Da flyet er cirka fem meter oppe og på vej væk fra kameraet, ser man pludselig, at den rigtige pilot retter sig op. Han har siddet foldet sammen på sædet ved siden af Bud Spencer, og så flyver de ellers der ud af.
Ups.

Det er også den film, hvor flere scener med slagsmål er lidt kiksede.
Der er som sædvanlig en del masse-slagsmål, hvor Bud Spencer som altid nærmest hygger sig igennem slagsmålene, næsten ballet-agtigt.
Men flere gange i denne film sker det, at den der får øretæverne falder, inden han bliver slået.

Jeg tror de har haft travlt med at få filmen i kassen, så de kunne komme videre med den næste.
Men morsom, det er den.



84.   Hvornår er noget for tidligt?
Fruen står i køkkenet i nydeligt nattøj.
Det er tidligt morgen, og manden sidder og læser avisen mens han er i gang med morgenkaffen.
Fruen er ved at skænke sig en fornuftig stor whisky.

Manden sender hende et bebrejdende blik, ryster på hovedet, og vender tilbage til avisen.

Fruen havde bemærket mandens blik, og spørger:
- Vil du også ha’ en?
- Nej tak. Er det ikke lidt tidligt?
- Jeg er da vågen.

Hørt i et af de tidlige afsnit af Barnaby.


83.  Fisk i den
af Verner Emil Eg

DR har haft sparerunde, og har derfor skruet endnu mere op for genudsendelserne.
Især har der været fokus på de udsendelser som ligger mange år tilbage, hvor der ikke skal betales nogen som helst afgifter eller royalties.
Der er hele tiden noget at sætte på skærmen, og det koster ikke noget.

Pausefiskene lå der masser af.
Mange reoler fyldt med bånd med pausefisk.
Lige til at sætte på.
Helt gratis.

En mand i Vangede bemærkede det.
Nu har han solgt sit akvarium.


82.  Neutralitet
Det var i et tysk anden rangs variete-hus, under 2. verdenskrig.
Kabaretsangeren, som ikke havde været alt for god på scenen, var lige kommet tilbage til sin garderobe, da der blev banket på døren.
- Kom ind!
Ind træder en nydelig herre med en stor buket i hånden.
- Jeg vil udtrykke min beundring, sagde han.
- Du var ellers den eneste som ikke appluderede, svarede hun.
- Jeg var så rørt, at jeg ikke kunne røre mig. Forresten, så er jeg er talentspejder, kom det fra ham.
- Hvorfra, spurgte hun.
- Fra Hollywood.
- Fra Hollywood, her lige midt i 2. Verdenskrig?
- Hollywood er neutral!

Hørt i den skøre TV-serie Hogan's Helte fra 1960'erne.


81.  Hold på formerne
af Verner Emil Eg

I denne tid, hvor vi skal holde afstand (nu er den hævet til to meter), og vi skal holde os hjemme, og i det hele taget undgå at være sammen med andre mennesker mere end allerhøjst nødvendigt, så er der mange af vi der bor alene, som nu er helt isoleret fra andre.

Når man kun er sig selv, og man ikke skal nogen steder, og man ikke skal regne med at få gæster, så kunne nogen måske forledes til at slække lidt på formerne.
Jeg tror det her gælder for nogle enlige pensionister, og måske også for visse enlige som i øjeblikket arbejder hjemmefra.

Man kunne måske begynde at overveje, om det nu også er nødvendigt med det morgenbad, eller at skifte den skjorte man har haft på i snart to uger, eller vaske op efter hvert eneste måltid.
Hvorfor skulle man dog bruge tid, energi og vand og sæbe på det - der er jo alligevel ingen andre som opdager det, hvis man lige slækker lidt på standarden.

Hvorfor skulle man fortsætte med at stå op til sædvanlig tid om morgenen?
Der kommer alligevel ikke en sjæl, så hvorfor ikke tage en time mere under dynen, eller to?
Og når man så endelig ikke orker at ligge i fise-posen længere, hvorfor så gå i bad og klæde sig på?
Kunne man ikke bare trække en morgenkåbe på, og så liste ind og tænde for fjernsynet, og sætte over til at kande kaffe, og så bare sidde der og glo resten af dagen?
Og når man nu har sovet så længe og ikke har lavet en brik, så kommer der en vidunderlig sløvhed, men ingen træthed, så hvis man går i seng til sædvanlig tid, så bliver det noget med at ligge der og vende og dreje sig til langt ud på natten.
Hvorfor så ikke bare blive oppe til midt på natten?
Man skal jo alligevel ikke op til noget i morgen tidlig.

Det fik mig til at huske på et afsnit i den helt fantastiske roman "Åndernes Hus" af Isabel Alleende.





Hvis ikke vi allesammen fortsætter med at holde på formerne, både du og jeg, så bliver vi til vildmænd.

Nu kom jeg så til at tænke på Fru Hyacinth Bucket fra den herlige tv-serie "Fint skal det være".
Hun kunne det der, med at holde på formerne - og det i alle mulige og umulige situationer, i modsætning til svogeren Onslow, den glade, lade dreng.


Og nu mens vi er ved det, så fandt mine øjne forleden en overskrift omkring det her med virus-situationen - jeg husker ikke hvor, for jeg fik ikke læst andet end overskriften. Der stod:
Om 10 år vil vi dårligt kunne huske hvordan det var.

Så Hold På Formerne.
Vi får brug for dem, når vi kommer ud på den anden side.


80.  Røverhistorie
af Brian Eg

Så lige din "Tænk en gang" for i dag (Hvordan kommer fyren der kører sneploven, på arbejde om morgenen?) og kom i tanke om en lille "røver", som jeg fortalte da jeg arbejde i Italien som rejseleder på ski.

Vi boede i toppen af Europas længste blinde vej, som er 42 km lang.
Den ender i en lille hyggelig by, som hedder Staffal.

Når vi fik nye skigæster, så skulle de jo på pistevisning dagen efter ankomst.
Pistevisningen startede altid med at vi tog den lille kabinelift Staffal-Gabiet, som kunne tage omkring 10 personer.
På vej op af bjerget indledte jeg en snak om hvad lift passerne egentlig laver om sommeren, når der ikke er sne og ingen lifte at passe, og spurgte mine nye gæster om de havde tænkt over det før?
Det havde de aldrig, men kom da til at tænke på det, nu hvor jeg spurgte.

Derefter spurgte jeg gæsterne om de havde været inde i Milano før (Staffal ligger ca. en times kørsel fra Milano), hvilket de heldigvis ikke havde, og så kunne jeg fortælle dem om det flotte delfin show de har inde i Milano.
Og samtidig forklare dem, at delfiner har tendens til at blive stressede.

I det samme fører kabineliften os ind over en lille alpesø, som jeg peger ned på, og fortsætter: "Når delfinerne bliver stressede om sommeren, så bliver de fløjet op i den lille alpesø, som I ser dernede, for at restituere i det klare og rene alpevand, og det er her at liftpasserne kommer ind i billedet, for det er rent faktisk dem der passer delfinerne."

Alle gæsterne hoppede lige i med begge ben og åd det råt, for når denne autoritære unge mand fortæller om det, så må det jo passe.

Da vi endte oppe på toppen og stod på række for at starte pistevisningen, så forklarede jeg dem jo så at det ikke var sandt, og så var de færdige af grin og isen var smeltet og det blev endnu en god uge på ski med glade gæster.

Meeeen de troede så heller ikke på en eneste af de andre historier, som jeg fortalte på turen ...


79.  Røde ører
af Verner Eg

Jeg havde været på forretningsrejse til Paris.

Det havde været nogle hektiske dage.
Kunden havde forsøgt at definere den opgave, jeg skulle løse, men der var for mange uklarheder og løse ender.
Derfor havde møder være afsluttet, og et par timer senere genoptaget, så jeg drønede frem og tilbage fra hotellet i den ene ende af byen, til kundens hovedkvarter i den anden ende af byen.
Jeg fandt hurtigt ud af, at det var både hurtigere og billigere med metroen, end med taxa - og det på trods af at jeg skulle skifte et par gange, og at det ene skifte medførte en længere underjordisk gå-tur.

Så var vi kommet til det, der skulle være den sidste dag og aftalen skulle skrives under.
Jeg havde checket ud af hotellet, og min kuffert var sat i en boks på Gare de l'Est, den banegård, som lå nærmest hotellet.

Efter morgenkaffen tog jeg metroen fra Gare l'Est til Chatelet, og gik jeg en tur ned ad Rue Rivoli i tørt, lunt vejr. Jeg nød at have fri og god tid, mens hele Paris som sædvanlig drønede forbi.
Jeg gik blot og ventede på et opkald på mobilen. Et opkald som betød at jeg skulle skynde mig hen til den nærmeste metro, og så ellers finde ud til kundens hovedkvarter.

Jeg var kommet ud af Rue Rivoli, havde krydset over Place de la Concorde, og var nu på bagsiden af Elysee Palæet, da telefonen ringede.
Aftalen var blever renskrevet og godkendt, men endnu ikke underskrevet af divisionschefen, som var til møde ude i byen. Man regnede med at han ville være tilbage cirka to timer senere.
Jeg blev blev bedt om at komme ud til hovedkvarteret med det samme, og så ville de invitere på frokost, mens vi ventede på chefen.
Jeg smutte til den nærmeste metro, og var snart efter ude hos kunden.

Divisionschefen var allerede kommet tilbage, så vi gennemgik, godkendte og underskrev aftalen, og fik en lille, hurtig og lækker frokost.
Chefens sekretær fulgte mig ned til en firmabil, som kørte mig til Gare de l'Est så jeg kunne hente min kuffert, og derefter blev jeg kørt direkte til lufthavnen.
Det var flot service.

Men nu var jeg i lufthavnen mere end tre timer for tidligt.
Alligevel checkede jeg ind, og gik hen til den Gate hvor der stod, at Air France-flyet til København ville afgå fra.
Der var jeg næsten tre timer inden flyafgang.
Der var endda ikke noget fly ude på pladsen ved Gaten, og der stod ikke noget på informationstavlen.

Jeg havde set, at jeg kunne hente kaffe og fyldte Croissanter lige ved siden af, så jeg hentede sådan et lækkert sæt, og satte mig og kiggede ud på den travle flyveplads.

Så skiftede skiltene i Gaten, og der stod tid og fly til København.

Noget senere kom der et fly fra Air France og gled ind på pladsen ved Gaten.
Jeg begyndte at gøre mig klar, selvom der stadig var rigtig god tid inden vi skulle afsted.

Jeg ventede.
Der skete ikke mere omkring flyet.
Det så nærmest ud som om det var forladt, men på informationstavlen stod der stadig at det var til København, så jeg satte mig godt til rette og tog den underskrevne aftale frem, og begyndte at læse den grundigt igennem.

Jeg hørte godt, at der var en del fransk snak i højttaleren, men tog mig ikke af det.
Jeg var jo der, hvor jeg skulle være, og havde været der længe.

Så lød det pludselig i højttaleren på dansk, meget højt:
"Passager Verner Eg bedes gå til flyet. Der ventes".

Jeg kiggede op på informationstavlen, som pludselig var tom.
Ved siden af tavlen, lidt på skrå, kunne jeg se informationstavlen til nabo-gaten, som hele tiden havde været tom, men nu stod der fly til København.
De havde skiftet Gate.

Fat i tasken, og i fuld fart hen til den anden Gate, vise Boarding Card, modtage ikke-venlige blikke fra personalet, og så ind i kabinen, hvor alle blikke blev rettet mod det skvadderhoved, som åbenbart ikke kunne finde ud af det.

Jeg havde været der i god tid - meget god tid endda, og så kom jeg alligevel for sent.

Udvendigt spillede jeg rollen som travl forretningsmand, som var vant til at de andre blev nødt til at vente på mig.
Men indvendigt havde jeg røde ører.

Forresten, så er det den flyvetur, af rigtigt mange mellem København og Paris med Air France, hvor jeg fik den dårligste service ombord.


78.  Kun et Menneske
af Verner Emil Eg

Fra romanen "Gåden om de tre mil" af Colin Dexter:

"Tidligere samme morgen havde han svoret en højtidelig ed på, at den kommende dag skulle blive helt anderledes
Hans øjeblikkelige forbrug af mad, tobak og alkohol havde kun svinget inde for rammen af forholdsvis yderligtgående overforbrug og afhængighed; og nu havde han i en alder af tooghalvtreds atter engang besluttet, at nogle få dages renlivet afholdenhed var et uimodsigeligt behov for både mave, lunger og lever. Han var derfor ankommet på kontoret uden morgenmad og havde allerede smidt en halvfuld pakke cigaretter ud og efterladt sin halvtomme tegnebog på sengebordet. Vig fra mig, Satan!
Og ganske overraskende var det hele også gået fortrinligt indtil klokken cirka 11.30, da rektor for Lonsdale ringede til stationen og indbød ham til at komme ned og spise frokost på kollegiet.
"Klokken halvet i min lejlighed - er det i orden? Vi kan tage par genstande sammen på forhånd."
"Det  lyder ikke så dårligt" hørte Morse  sig selv svare".

- Det lyder ligesom bekendt.


77.  Gåde
Hvad står der mon her?

AÆUÅAØIÆÅ


76.  Smag og behag
- Må jeg bede om en is mere, spurgte den lille dreng stewardessen i flyet fra New York til Berlin.
- Den tredie! Er du ikke bange for at få ondt i maven, spurgte stewardessen.
- Nej! Kun for Spinat.

Hørt i filmen "Das Fligende Klassenzimmer" fra 1973.


75.  Kom hviledagen i hu
af Verner Emil Eg

Amélie går hver dag forbi en tigger, som sidder med sin hund på en station i Paris, og hver gang giver Amélie ham et par mønter.
Her er tiggerens bemærkning, oversat og frit efter hukommelsen fra filmen "Den fabelagtige Amélie fra Montmartre".

Mandag: Tak, frøken.
Tirsdag: Tak, frøken.
Onsdag: Tak, frøken.
Torsdag: Tak, frøken.
Fredag: Tak, frøken.
Lørdag: Tak, frøken.
Søndag: Nej tak, frøken. Jeg holder fri om søndagen.

Audrey Tautou spiller rollen som Amélie Poulain fabelagtigt godt.


74. Gåde
Løs ligningen så den passer, ved kun at tilføje tre (3) streger.

73.  Opgave
Tegn bogstavet H med blyant (eller kuglepen),
MEN uden at løfte blyanten,
uden at krydse linierne,
og uden at køre i den samme streg to gange.




72.  Flyvetid
af Verner Emil Eg

Medarbejderen ved skranken i rejsebureauet er optaget af en samtale med en kunde i telefonen.

En anden kunde kommer hen til skranken, afbryder medarbejderen og spørger:
- Kan du fortælle mig hvor lang tid tager det at flyve til Rom?
- Medarbejderen løftede lidt irriteret blikket, kiggede på kunden og sagde lidt stramt: "Ja. To sekunder, hr.".
- Hold da op! Jeg anede ikke at gik så hurtigt!


71.  Gåde

ETTFFSSONT
ETTFFSSANT
ETTFFSSONT
ETTFFSSON?

Hvad skal der stå på spørgsmålstegnets plads?



70.  Pjaskvåd
af Verner Emil Eg

I midten af 1970'erne var min mor var på ferie  sammen med sin søster Ella, Ella's datter Connie, og en af Connie's veninder.
De kørte rundt i Danmark i moster Ella's elskede røde Opel Kadet. Jeg har set flere af deres fotos fra den ferie, fra blandt andet Jelling og LEGO-Land.

Det var sommer i Danmark.
Solen skinnede, det var varmt, og vinduerne i Kadetten var rullet ned.
De var på tur i det smukke danske landskab, hvor de gule marker bølgede på begge sider af vejen.
Sommeren var på sit højeste, og det betød, at vi var inde i en tør periode, så bønderne havde sat de automatiske vandingsanlæg i gang.

Den røde Kadett kom forbi en mark, hvor bonden havde sat vandingsanlægget lige tæt nok til vejen, og det sendte en stråle vand lige midt i ansigtet på min mor.
Kig lige en gang på billedet, der hvor Connie har fundet Guld i LEGO-Land, mens min mor står smilende og kigger til.
Bemærk hvor pæn og nydelig en dame, min mor var.

Men nu sad hun der i Kadetten, og havde fået sådan en stråle vand i hovedet, at det drev af hende, hvorefter hun helt spontant vendte hele overkroppen ud af vinduet, og meget højt råbte:
Pissemand!!

 




69.  Inden Corona
af Verner Emil Eg

Musik med Francis Bay fra 1959.
(Oversat fra fransk/engelsk)

"Paris"
Han: Goddag frøken.
Han: Vil De danse med mig?
Hun: Ahmmm (kælent).
Han: Mange tak.
Han: Åh, ja, ja, ja.
Han: Hold da op, helt vildt.
Han: Vil de gå en tur?
Han: Ih, hvor skønt.
Hun: Ahmmm (kælent).
Han: Oh, la la.
Han: VIVE LA FRANCE.



68.  Madpakken
af Verner Emil Eg

To kolleger sidder med madpakkerne til frokost.
Den ene siger:
- Ih, hvor er jeg træt af, at der altid er rullepølse i madpakken.
- Hvorfor siger du det så ikke til konen?
- Konen? Det har hun da ikke noget med at gøre, jeg smører da selv min egen madpakke.


67.  En lille gåde
af Verner Emil Eg


66.  Ægteskabelig Dialog
af Verner Emil Eg

Denne scene var i en tysk krimi-serie for nogen tid siden.
Nedskrevet efter hukommelsen nogle dage senere.

- Du er så dejlig. Jeg elsker dig.
- Jeg elsker også dig. Du er skøn.
- Nej! Du er skøn.
- Nej, det er dig der er skøn.
- Nej, det er dig der er skøn.
- Nej, det er dig der er skøn.
- Hold så op med at gentage det jeg siger.
- Jamen jeg synes du er skøn.
- Du er ikke til at holde ud at høre på.
- Du er ikke selv for lækker.
- Hvad siger du. Du er simpelthen ækel.
- Du skulle høre dig selv.
- Jeg vil skilles.

Der er altid både spænding og et godt grin, når der er "Tatort" med kriminalinspektør Frank Thiel og retsmedicineren dr. Karl Friedrich Boerne i tysk tv.


65.  Hemmeligt våben
af Verner Emil Eg

Jeg var ved at lave aftensmad en dejlig lørdag aften.
En flaske rødvin var åbnet, og der var skænket et glas som jeg gik og nippede af.

Der var en udsendelse fra tysk tv jeg gerne ville se, så fjernsynet var tændt, selvom der var 20 minutter til udsendelsen begyndte.
Jeg havde skruet op for lyden, så jeg kunne høre, når udsendelse begyndte, uden at jeg absolut skulle have øjnene rettet mod skærmen.

Jeg var i gang med at snitte nogle gulderødder, da jeg pludselig hørte en damestemme i fjernsynet som (på tysk) sagde:
"Jeg er blevet så glad for vægtløftning. For jeg har et hemmeligt våben nede i bukserne".

Da var jeg lige ved at komme til at snitte mine egne gulerødder.
Jeg blev nødt til at vende opmærksomheden mod skærmen, for det her lød godt nok lidt anderledes.

Ganske rigtigt var der en nydelig dame med lidt mere end sølvstænk i håret, i den lidt højere ende af alders-skalen, som var i gang med at løfte en stang med nogle tunge vægte påmonteret - og hun strittede godt bag ud med numsen, som vægtløftere jo plejer at gøre lige inden alt det tunge jern bliver presset opad.

Så skiftede kamera-vinklen og fokus blev rettet mod den nydelige dames nydelige numse.
Nu fortalte den nydelige dame om sine tidligere problemer med Inkontinens - problemer som var forbi.
Jeg var kommet ind i en reklameblok, og den her reklame var et indslag om Trusse-indlæg,

Den krævede lige en slurk rødvin.


64.  Tjald
af Verner Emil Eg

Vi havde fået ny personalechef.
En frisk lille blondine, som hele tiden grinede.

Jeg var ansat i Uddannelsesafdelingen, og sammen med den nye personalechef, var det min opgave af gennemføre en Introduktionsdag for nye medarbejdere.
Vi plejede at mødes i et af Uddannelsesafdelingens undervisningslokaler, og først bød vores direktør velkommen til de nye medarbejdere.
Jeg gennemgik firmaets historie, og fortalte derefter om organisationen, divisionerne og datterselskaberne.
Så gennemgik jeg samtlige de produkter vi udviklede og producerede, og herunder fortalte jeg kort om nogle af store kunder vi havde og hvad det var for produkter de havde fået fra os.

Personalechefen gennemgik alt det der handler om ansættelsesforholdet - kantineforhold, fritidsaktiviteter, lønforhold, hvad man gør ved sygdom og så videre.

Så var der rundtur i hele viksomheden, og vi sluttede af med at spise frokost sammen i kantinen.
Derefter gik de nye ud i deres afdelinger.

Denne dag var Introduktionskursus propfyldt.
Vi havde aldrig ansat så mange nye medarbejdere før, så inden de nye begyndte at strømme til, var stemningen lidt pjanket.

Pludselig sagde den nye personalechef til mig:
- Ska' vi fyre en fed?
Jeg blev lidt paf, for jeg troede ikke lige hun var til den slags, og så her lige inden alle de nye medarbejdere skulle på Introduktionskursus, men jeg fik da fremstammet et lidt uroligt:
- Tjaa. Det ka' vi da godt.
Hvorefter hun sagde:
- Du er fyret!

Ingen yderligere kommentarer.


63.  Snu kontorordonans
af Verner Emil Eg

Det er igen tilbage i 1969, og på Sergentskolen i Sønderborg.
Og igen en Snu Morten involveret.

Hans funktion var Kommandoofficer, og hans arbejde bestod blandt andet i at holde styr på papirarbejdet på Kommandokontoret - han var en slags Personalechef.

Jeg havde selv den tilsvarende opgave i Vordingborg nogle år senere, og det der tog mest tid var at holde styr på, hvor hele Kompagniets mandskab var.
En var til Tandlægen, en var på Køreskolen, en havde orlov på grund af dødsfald i familien, en lå på Infirmeriet med en infektion og så videre.
Og der var et rend på Kommandokontoret hele dage, hvor folk meldte sig til og fra ting og steder, de havde været.
Der var også ansvaret for at holde Morgenappel, hvor alle - menige, officerer og befalingsmænd - stod på rækker og geled, og dermed fysisk kunne bekræftes at være til stede, og så kunne jeg samtidig aflevere tjenetlige befalinger om alt, lige fra hvem der skulle på køreskolen dagen efter, til informationer om udmærkelser, kongelige mærkedage og generelle skideballer.
Men der var også opgaver som at udbetale løn til de menige, holde styr på Kompagniets fag-bibliotek og en masse andet.
Heldigvis er Kommanoofficeren ikke alene om opgaven.
Der er på kontoret tilknyttet en eller flere menige, med titlen af Kontorordonnans.
Altså en kontor-stik-i-rend-dreng.

Nå, tilbage til Snu Morten i Sønderborg.
Han var rutineret i jobbet som Kommandoofficer.
Jeg husker at han sagde: "Hvorfor udsætte til i morgen, hvad man kan få Kontorordonnansen til at gøre i dag".

Den gang havde Snu Morten en kontorordonnans, som han af en eller anden grund ikke kunne lide.
Eller også, så var den Kontorordonnanser generelt, han ikke brød sig om.
Den stakkels kontorordonnans blev hele tiden drillet af Snu Morten, og hans hovednummer var at gå forbi ordonnansens skrivebord, og "ved et uheld" komme til at skubbe pap-æsken med lige omkring 500 papir-clips på gulvet.
De fløj ud over det hele. Ind under skabe og reoler og borde og stole, og det tog en hulens tid at få dem samlet op.
"Ups", sagde Snu Morten. Det må De undskylde. Se lige at få ryddet op.

Det lille nummer gentog sig ofte, og den stakkels ordonnans lå gang på gang på sine knæ og samlede papir-clips op. Hundredevis af dem.

Indtil en dag, hvor Snu Morten igen var i sit sorteste humør, og clips-æsken fik et fur.
"Undskyld, sagde Snu Morten, tag lige og få samlet det roderi op".
"Javel", sagde ordonnansen med et stort smil, som forvirrede Snu Morten i den grad, at han blev stående og kiggede på, at ordonnansen bukkede sig ned fra sin kontorstol, og tog fat i én clips.
Så trak han til, og alle de andre clips fulgte efter.
I løbet af få sekunder lagde ordonnansen samtlige clips op i pap-æsken og smilede til Snu Morten, som gloede vantro på ordonnansen.

Ordonnansen havde brugt tid på at sætte samtlige clips i æsken sammen til én lang guirlande, og kunne derfor lægge det hele på plads på et øjeblik.

Snu Morten gloede en gang til, og så brød han ud i latter.
Han grinede og han grinede, og så blev dén ordonnans ikke drillet mere.

Om efterfølgende ordonnanser blev drillet - det aner jeg ikke.


62.  Lidt om Synergi
af Verner Emil Eg

"Den Lille Positive" blev oprettet som en slags erstatning for den dialog, som vi på grund af Virus-situationen, ikke kan gennemføre i selskab.

Det jeg synes er det bedste ved at være i selskab med andre er, at den ene historie tager den anden.
OK. Når vi er sammen med nogen vi har kendt længe, så er der flere af historierne vi har hørt mange gange tidligere - og alligevel er de ofte til at grine af.
Men det gode er, at historierne som regel får nogen til at huske på andre historier, som så bliver afleveret, måske for første gang.
Det er det der hedder Synergi-effekt.

I min ordbog står der:
Synergieffekt: Resultatet af et samspil mellem to eller flere faktorer der forstærker hinanden således at den kombinerede effekt bliver større end summen af de enkelte faktorers bidrag.

Og den forklaring i sig selv er jo til at grine over.

Men i et selskab hvor der fortælles historier, tager den ene historie den anden, og giver inspiration til andre historier. Løgn eller Latin - det er ligegyldigt, når bare det er sjovt.
Bortset fra et indlæg fra Anders Jeppesen, så har jeg selv skrevet de lidt over 60 indlæg som er kommet på indtil nu, og jeg er ved at løbe tør.
Jeg mangler lidt Synergi.

Når jeg har behov for at finde på indlæg til "Den Lille Positive", så plejer jeg at sætte mig hen i et hjørne i sofaen med en kop the, og så lade øjnene vandre ud i haven, og tankerne køre på frihjul.
For det meste kommer der noget frem i bevidstheden - en oplevelse, en begivenhed, en hændelse, en historie - et eller andet, som jeg kunne skrive en lille historie om.
Men når jeg lige nu sætter mig hen og kigger ud i haven, så begynder tankerne i stedet at beskæftige sig med de forandringer der skal laves i haven i det tidlige forår.

Så prøvede jeg med et andet trick.
Jeg satte mig ved spisebordet med et spil gode gammeldags kort, og lagde Syv-kabale, mens der kørte musik fra 1960'erne i baggrunden.
Det gav et par historier.

Men nu er kilden tørret ud.
Jeg ved, at jeg har oplevet en masse andre morsomme episoder, men lige nu vil de altså ikke dukke op.

Derfor vil der fremover måske komme nogle dage, hvor der ikke bliver sat friske positive historier på.

Mens jeg sad og skrev det her, dukkede der alligevel en erindring frem, og den skriver jeg, og sætter på i morgen.

For Synergi-effektens skyld, modtager jeg meget gerne historier fra andre.


61.  Kikset Polterabend
af Verner Emil Eg

En februardag for mange år siden - mange år før via havde mobiltelefoner - var der en af mine kammerater som skulle giftes, og vi var nogle gutter som havde forberedt et brag af en Polterabend.
De fleste af os boede den gang i Slagelse, men der var også en i Næstved, en i Roskilde, og så var der en som lige var flyttet til Nykøbing Sjælland. Den sidste havde vi ikke besøgt endnu i hans nye bolig.

Når vi havde fester, gik det på skift, og nu var turen kommet til ham i Nykøbing Sjælland, så blev det til en kombineret Polterabend og Housewarming.
Vi havde forberedt en aften bestående af først spisning, Brudgommens livret, først en sildemad, og så Stegeben i stakkevis, hvide kartofler, brun sovs og agurkesalat - og masser af øl og snaps. Derefter et par timer med kortspil, og til sidst en tur på et lokalt dansested.

Den kommende brudgom boede i Roskilde, og han tog med toget hjemmefra i god tid, men DSB havde lidt problemer, så toget blev forsinket næsten tre kvarter.
Da han endelig ankom til stationen, var det mørkt, og han var lidt i tvivl om hvor han egentlig skulle hen - det var jo første gang vi skulle mødes i kammeratens nye bolig. Men han havde en seddel med gadens navn og husnummer i lommen, så han kiggede lidt på det store kort i stationsbygningen, men uden at finde adressen.
Han kiggede også i den lokale telefonbog, men den var næsten et år gammel, og kammeraten var ikke blevet optaget i bogen endnu, han havde jo kun boet der tre-fire uger.

Så gik han ud på gaden og kiggede lidt omkring, og fik også spurgt nogle forskellige om de vidste hvor gaden lå.
Det var der ikke nogen som anede noget om.
Han kunne huske, at kammeraten havde fortalt, at huset lå lige ved siden af en stor autoforhandler, så nu spurgte han om nogen vidste hvor der lå sådan en, og fik hurtigt at vide hvilken vej han skulle gå.
Det var helt uden for byen. Det var for længst blevet mørkt, og her var der langt mellem gadelygterne, men ude i det fjerne kunne han se lyset fra autoforhandleren.
Men der lå ingen boliger lige der, kun erhvervsbygninger. En tømmerhandel, en autoophugger, en VVS'er, en stenhugger og den slags.
Han fik stoppet en cyklist, som kunne fortælle, at der lå en Ford-forhandler på den anden side af byen, måsker var det der.
Han besluttede at gå derud, men nu var han allerede mere end to timer forsinket, så han småløb, og kom endelig forpustet og halvtræt ud til Ford-forhandleren, men der var det heller ikke.

Nu var han ved at blive febrilsk, og besluttede at gå tilbage til stationen, hvor der var en telefon.
Han kunne huske telefonnumrene til et par stykker af os, så han ringede til den første - men der blev jo ikke svaret, for vi var jo til fest.

Men han prøvede alligevel den næste, og der blev telefonen taget, for den kammerat han havde ringet til, boede stadig hjemme hos sine forældre, og nu fik han forklaret sin situation.
Forældrene vidste godt at sønnen var til fest, og at det var både Polterabend og Housewarming, og de havde vist også adressen et eller andet sted.
Det gik lidt tid med at lede efter, men endelig fandt de sedlen, og læste hvad der stod.
Det var det samme gadenavn og husnummer på begge sedlerne.
Men gaden var ikke på kortet i stationsbygningen, så hvad var problemet?

Forældrende læste op igen - gadens navn, husnummer, Nykøbing Sjælland.
NYKØBING SJÆLLAND ! råbte han!
Jamen jeg står i Nykøbing Falster!

Hen og kigge på togtiderne.
Der var lidt over en time til næste afgang nordpå.

Da han endelig kom til Nykøbing Sjælland og nemt fandt hen til adressen havde klokken passeret to om natten.
Festen var forbi.
Nogen var blevet hentet af deres kærester, resten sov rundt omkring på sofaer og i lænestole

Alle synes det var den bedste fest af alle dem vi havde holdt sammen.
Og det er den eneste af kammeraternes Polterabend'er vi kan huske.


60.  Vandpibe
af Verner Emil Eg

Jeg var på sergentskole i Sønderborg i 1969.
Vi mødte den første dag - en strålende sommerdag - og stod på pladsen ved kasernebygningen, lidt over 150 unge mænd, som lige havde forladt rekrut-skolen, og var meget spændte på hvad der skulle ske det næste halve års tid på skolen i Sønderborg.
Der faldt nogle stykke fra undervejs, men vi var 144 som fik Eksamensbevis.

Her stod vi og havde allerede hørt, at officeren som stod for navneopråbet blev kaldt for "Snu Morten", og at man skulle passe godt på ham - han kunne være skrap, hed det sig.
I det hele taget var de fleste af os nok lidt benovede og lidt nervøse, for vi havde jo alle hørt, at sergentskolen var en barsk omgang, og at disciplinen var hård.
Når en sergentelev blev råbt op (tjenestested og efternavn), skulle man rette sig op, og højt og tydeligt råbe "HER".

De første fik skideballer, så det rungede, fordi de ikke havde råbt højt nok.
Men så fik vi det lært, og kasernegården genlød af tjenestesteder og navne, og HER.
Indtil Snu Morten råbte "Bornholms Værn, Gebhardt".
Gerhardt fra Bornholms Værn rettede sig op, og råbte højt og klart "HALLØJ".

Der gik et sus igennem hele kasernegården.
Vi var forberedt på ballade.
Men Snu Morten noterede uforstyrret, og gik videre til næste navn.

Vi var noget forvirrede, men da den næste og den næste igen fra Bornholmsværn også råbte HALLØJ, uden ballade, måtte det altså være en særregel for Bornholms Værn - og det var det.

Senere kom vi op på stuerne, og det var ren luksus i forhold til rekrutskolen.
Masser af plads.
Kun en mand i hver køje.
Og udsigt lige over til Dybbøl Mølle.

Sergenteleverne var meget forskellige.
Nogen kunne jeg lide med det samme og blev gode venner med, mens der var andre, som jeg aldrig kom til at lære nærmere at kende.
Fem seks stykker havde jeg nær kontakt til i en del år.
I dag er der kun én tilbage, som jeg ind imellem udveksler hilsner med.

En af dem glemmer jeg aldrig.
Han var lidt ældre end vi andre.
En meget stille og rolig mand, som altid var velovervejet, og som aldrig var til at ryste.
Han var nordjyde, og uddannet advokat.

Han røg pibe, og den sad stort set i munden på ham ustandseligt.

Det første han gjorde om morgen, var at række ud efter piben, og få ild i den.
Så trådte han ud af køjen og hentede sine toiletgrejer og gik ud i vaskerummet.
Dér åbnede han for vandet og fik justeret temperaturen på plads, smed håndklædet, drejede piben så åbningen var nedad, og gik ind under bruseren.

Jeg hylede af grin første gang jeg så det nummer.


59.  Nyindrettede værelser
af Verner Emil Eg

Det var en gang i midten af 1970'erne. Sommeren var ved at være slut.
Jeg var ansat ved Hærens Undervisningsteknologiske Faggruppe på Kronborg.

Vi var et par kolleger som skulle arbejde midlertidigt i Oksbøllejren - en uge eller tre.

Lejren var fyldt til randen, så der var ikke mulighed for at blive indkvarteret der.
Vi havde i stedet fået at vide, at der var et par billige, nyindrettede værelser på en kro i nærheden, og dem havde vi fået bestilt og bekræftet pr. telefon.

Vi rullede fra Helsingør til Oksbøl, og tog først ud til lejren for at se på det kontor, vi havde fået stillet til rådighed. Vi ville lige have anbragt vores materialer, så det var klar til næste dag.
Da vi var færdige, kørte vi ud til kroen, for at få indrettet os på værelserne, komme i bad, og få noget aftensmad.

Da vi ankom til kroen, gik vi ind for at finde receptionen.
Sådan en var der ikke, men en venlig tjenerdame sagde, at hun nok skulle hente nøglerne, og så skulle vi køre om og parkere bag ved kroen.
Vi flyttede vognen om bag kroen, og tjenerdamen tittede frem bag en stalddør.
- Det er her, sagde hun.
Vi fandt vores bagage, og gik ind gennem stalddøren - det var en stald.
Der var ingen dyr, men godt med halm, og der stod nogle mælkejunger med bunden i vejret, og gulvet var vådt, som om jungerne lige var blevet vasket.
Hun låste to døre op, og gav os en nøgle hver, og så gik hun tilbage til sit arbejde inde i kroen.

Vi kiggede lidt.
Men værelset jeg kom ind på var tydeligt ny-indrettet. Lugten af frisk maling stak i næsen.
Desuden var der et lille bord og en lille stol, af den klap-sammen type man i gamle dage havde med i bilen, når man kørte ud for at få søndags-kaffen i en skovkant.
Sengen var ikke en dobbelt-seng. Det var heller ikke en halv-anden mands seng. Det var nærmest en halv mands seng, og det var nødvendigt, for eller kunne den ikke have været i det meget lille værelse.
Sengen var skubbet helt op til den væg, som vendte ind mod det andet væresle, hvor jeg kunne høre at min kollega var i gang med at pakke ud.
Men der var pænt og rent. Der var en lille håndvask i hjørnet, men ikke noget toilet.

Da vi var færdige med at pakke ud, smuttede vi ud af stalddøren, og gik grinende rundt om kroen, for at komme ind og få noget aftensmad.

Der var godt fyldt op i kroen. Snakken gik. Maden kom, og der var rigeligt og det smagte rigtigt godt.
Efter maden blev vi siddende og fik et par øller, mens vi snakkede om morgensdagens opgaver.

Så blev vi enige om at gå til køjs.
Udenfor var det blevet mørkt, men vi fandt om til stalddøren og jeg rodede lidt for at finde kontakten til noget lys.
Det var der ikke, så med armene strakt foran mig, fik jeg fundet frem til døren til mit værelse, og fik lukket op. Min kollega fulgte trop og kom ind til sig.
Inde i værelset var der en kontakt lige ved døren.
Lampen sad oppe i loftet, og det var den eneste lampe i værelset, og den eneste kontakt.

Nå. Af med kludene og til køjs.
Sengetøjet var frisk og rent, og duftede af sæbe (og maling).
Godt nede under dynen kom jeg til at tænke på at få slukket lyset, så der var ikke andet at gøre, end ud af sengen, slukke på kontakten, og så i det sorteste mørke komme ned under dynen igen.

Det havde været en lang dag, så jeg faldt omgående i søvn.

Lidt efter vågnede jeg ved, at jeg fik en arm lige i hovedet.
Noget chokeret kom jeg ud af sengen, og op og få tændt for lyset.

Ganske rigtigt.
Jeg havde fået en arm i hovedet.
Det var min kollega i værelset inde ved siden af.
Han havde vendt sig i senge, og havde stukket armen lige igennem den nærmet papir-tynde væg.
Nu sad han og kiggede noget forskrækket igennem hullet i væggen.

Der var ikke andet at gøre, end at komme til ro igen.

Næste morgen fandt vi værten og fortalte om nattens hændelse.
Han lovede at gøre noget ved det, og da vi kom igen om aftenen, var hullet lukket med Gaffa-tape.
På bordet lå en håndskrevet seddel med besked om, at vi kunne spise gratis på kroen om aftenen.

Vi blev der i den periode, vi havde bestilt, men har ikke boet der siden.


58.  Levende hegn
af Verner Emil Eg

Moster Ella og onkel Jørgen havde i 1950'erne et lille hyggeligt kolonihavehus i Valby ved København.
Det lå langs med jernbanen som i dag er mellem de to S-stationer "Vigerslev Allé" og "Ny Ellebjerg".
Den gang var det udelukkende godstog, som kørte på strækningen, og der var ikke så meget trafik, så selvom det var i København, så virkede det helt landligt.
Strækningen kan ses i Olsens-Banden filmen "På Sporet".
Havekolonierne er ryddet væk for længe siden.

Nå, men onkel Jørgen var en meget energisk og kreativ person, så det hele var i tip top stand.
Jeg husker blandt andet, at han havde lavet et fuld-automatisk køleskab, og den gang var det ikke hvem som helst, der havde køleskab - vi havde ikke noget der hjemme.
Men onkel Jørgen havde et ude i haven.
Han havde slev bygget det, og det virkede.
Uden strøm.
Han havde gravet en hul i jorden, og lagt nogle cement-rør i. Så var der er tætsluttende låg, med græs på toppen. Flot, dekorativt og funktionelt.
Ned i røret med øl og sodavand, og jeg husker at jeg blandt andet så en stor ost dernede.
Det hele dejligt køligt, og flaskerne duggede, når de kom op i sommervarmen.

Rundt om haven var der en hæk, og i hækken var der et hul, der fungerede som indgang.
Det passede ikke til onkel Jørgens sans for orden, så han gik i gang med at lave en havelåge.
Først skulle der graves et par stolper i jorden.
Stolperne havde han haft liggende omme bag det lille kolonihavehus i et års tid. Der lå også nogle tykke grene, som skulle bruges til selve lågen.
Stolperne var afbarkede og spidset til forneden. Spidserne havde også fået en gang tjære en halv meters længe op.

Hullerne blev gravet. Stolperne kom i, og der blev stampet godt til, så de stod solidt.
Så lavede han selve lågen af de tykke grene, og den blev monteret på stolperne med nogle kraftige beslag, og så fik det hele en gang mørkebrun træbeskyttelse.

Det var en flot låge, og jeg cyklede hjemmefra flere gange, bare for at se den flotte låge.

Året efter begyndte stolperne at skyde i toppen!
Man kunne nu se, at det var Piletræ.
To år efter var de friske skud blevet formet og klippet til, og fungerede nu som levende grøn portal.
Det var imponerende.


57.  Stegte ål
af Verner Eg

Det var engang i midten af 1970'erne.
Jeg var ansat i Hærens Undervisningsteknologiske Faggruppe (HUF) på Kronborg i Helsingør, hvor min hovedopgave var at udvikle undervisningsprogramer.

Vi var fire officerer og befalingsmænd som var taget til Oksbøl for at gennemføre nogle test af undervisningsprogrammer.
Jeg husker ikke hvorfor, men vi havde fået meget billigt logi i Varde på hotel "Jernstangen", som egentlig hed "Jernbanehotellet".

Derfor kørte vi hver morgen og hver aften turen mellem Varde og Oksbøl, og forbi kroen i Billum, hvor de havde sat et stort skilt ud til vejen som reklamerede med "Stegt år og stuvede kartofler - Spis så meget du kan" - og så en latterlig lav pris.
Vi bestilte bord til næste aften, og forventningerne til den aften var store.
Vi snakkede om, hvor mange gange vi kunne lægge åle-ben rundt på kanten af tallerkenen.

Næste aften kørte vi først til hotellet i Varde, og fik badet og skiftet til civil, og så gik turen i højt humør tilbage til Billum Kro.

Om vi havde reserveret?
Jeps! Og nu ville vi gerne have lidt øl og snaps på bordet.
Humøret var i top.

Der gik lidt længere tid, end vi havde regnet med, så den første øl var tømt og den næste bestilt, inden hun kom ind med de stuvede kartofler. Det så lækkert ud, og der var rigeligt i den store skål.
Så kom hun ind med fadet med stegte ål.
Nej, hvor var det fad ikke ret stort.
Ikke nær så stor som vores skuffelse, og vi kunne hurtigt tælle og regne og frem til, at der dårligt var tre stykker ål til hver.
Skuffede, det var vi - men trods alt - så var prisen altså også latterlig lav.

Vi gik til fadet, og til deres ros på Billum Kro, så var åle-stykkerne store. De var sprøde udvendigt, og saftige inden i, og kødet kunne nemt suttes af benene.
Men skuffede, det var vi alligevel.
Der var kun tre stykker år tilbage på fadet, og ingen af os havde lyst til at tage, for der ville jo være én af os, som ikke fik noget.

Hun kom ind igen.
Kiggede lidt rundt i lokalet.
Så kom hun hen og tog vores fad med de tre stykker ål og gik.

Nu var det ikke bare skuffelse, men også en lille smule vrede.
Nå. Vi sad lidt og mumlede, og drak lidt øl og det sidste halve glas snaps.
Så kom hun ind igen.
Fadet var fyldt op, og denne gang var der dobbelt så mange stykker ål som første gang.

Stor glæde.
Vrede og skuffelse blev afløst af høj stemning.

Der blev bestilt mere øl og snaps.
Hun hentede fadet igen, og kom ind med det fyldt igen, og igen og igen.

Hold da op hvor lå der mange åleben på kanterne af tallerkenerne.

Tak til Billum Kro for en uforglemmelig aften.


56.  Nedlagte rådyr
af Verner Emil Eg

Jeg havde købt fabriksny bil ugen før.
Og var naturligvis glad og stolt. Den skinnede over det hele, og den lugtede af ny bil.
Jeg havde ikke kørt så langt i den, at jeg kendte alle finesserne. I instruktionsbogen var der endda beskrevet funktioner, som jeg ikke havde prøvet endnu.

Det var en fredag i slutningen af august, og det havde været en rigtig solfyldt og lun sommerdag.
Jeg havde været i København og holdt kursus hele dagen. Den sidste af fire kursusdage.
Efter kursus-afslutningen var der et par kursister, som havde nogle spørsgmål, så klokken var blevet næsten 16.30 inden jeg kom ned til den nye bil.
Jeg havde hele dagen glædet mig til hjemturen, med vinduerne rullet ned. Jeg ville køre stille og roligt, og nyde turen.
Ud ad Folehaven til motorvejen, og så bare derudaf.
Men ved fletningen ved Hundige var der som sædvanlig fredags-kø, og det tog en halv times tid at komme igennem. Men så rullede vi igen. Ned forbi Greve, Køge, Ringsted, Sorø, Slagelse, Korsør, hen over broen, i pragtfuldt vejr.

Da jeg kom til Nyborg, kørte jeg ind for at købe lidt lækkert til aften - det var jo fredag, så jeg fik slagteren til at skære mig et godt stykke kød.

Så var det videre, ud til Ferritslevvej og hjemad.
Der var overhovedet ingen trafik.

Solen stod lidt lavere, klokken var ved at være halv otte om aftenen, og der var ved at danne sig lidt mosekone-bryg ude på markerne.
Pludselig kom der fire-fem rådyr springende fra marken ude til venstre, og op på vejen, lige foran mig.
Jeg så den forreste lige i øjnene.
Bremsepedalen blev jokket helt i bund, men rådyrene kom nærmere og nærmere, og jeg lukkede øjnene og hørte det ene bump efter det andet. Dunk-Dunk-Dunk.

Bilen var nu stoppet, og jeg rullede ind til siden, og stod ud for at se hvor store skaderne var på dyr og bil.

Jeg havde forstillet mig, at hele fronten var smurt ind i blod.
Der var ikke en dråbe.
Og der var ikke så meget som en ridse eller en bule.
Der var heller ingen rådyr.

Det forvirrede mig lidt, for jeg var sikker på at have hørt mindst tre store bump.
Så jeg gik en tur rundt om bilen igen. Intet.
Så gik jeg lidt ud i marken til højre, for at se om de nedlagte dyr skulle være der.
Der var masser af spor, men ingen dyr.

Jeg gik lidt rystet en tur rundt om bilen igen.
Men der var kun den pæne nye bil, uden ridser eller buler eller blod, eller rådyr.

Jeg satte mig ind, og rullede hjem til Ellinge.
Da jeg kom hjem, var jeg stadig rystet, og gik forvirret rundt om bilen et par gange, for at se om der skulle sidde et dyr fast et sted - men der var intet at se.

Apetitten var pist væk, derfor lagde jeg kødet i køleskabet, så jeg kunne spise det om lørdagen.

I stedet ringede jeg til en gammel kammerat.
Han er jæger, og ved også en hel masse om biler, og jeg fortalte om den oplevelse, jeg lige havde haft.
Han begyndte at grine.
Højt og larmende, og han forklarede, at det var ABS-bremserne der havde lavet den lyd, der lød som om jeg ramte rådyrene. Dunk-Dunk-Dunk.
Lyden kommer, når ABS'en slår bremserne til og fra.

Jeg blev både lettet, og lettere irriteret.
Men så gik jeg ud og tog kødet ud af køleskabet, åbnede en flaske fredags-rødvin, lavede aftensmad og sad ude på terrassen til efter midnat.

Kødet var ikke Rådyr, men en kæmpestor Kalvekotelet.


55.  En lille vovet

- Hvad kalder man et pindsvins tissekone?

- Det er naturligvis en Stikdåse.

(Den er også fra Brian).
54.  Lille, men sej
af Verner Emil Eg

Det var en gang tidligt i 1970'erne.
Jeg var leder af en deling med 81 mm morterer, og vi var på øvelse i Jægerspris.

Vi skød til måls efter nogle skiver, som var stillet op ude i skydeterrænet.
Ind imellem skulle vi holde pause, fordi nogle andre skulle skyde med Dysekanon efter bevægeligt mål.
Pauserne var lange og kedelige, og mænnerne begyndte at sidde og fortælle historier for at få tiden til at gå.
Der var blandt andet nogle saftige vitser, men også en historie om en fyr som var utroligt stærk, og havde væltet en mur med de bare næver.

I delingen var der en menig, en lille mager og bleg københavnerdreng som hed Olsen.
Han blev lidt irriteret over historien om den stærke mand, og sagde, at det ku' han da osse gøre.

Der hvor vi havde morterene opstillet havde der tidligere været landbrug, og lige ved siden af morterene var der resterne af et lille husmandssted.
Taget var væk for længst. Der stod kun et par mure tilbage. Den ene af murene var væltet omkuld.
Den lille Olsen kiggede olmt hen på den hvide afskallede mur og sagde, at den kunne han da sagtens lægge ned med de bare næver.
Jeg kiggede hen på muren og vurderede, at Olsen ikke havde den ringeste chance for at lave skader på muren, så jeg forholdt mig stille i baggrunden.

Olsen kiggede på muren.
Trådte et par skridt tilbage.
Hidsede sig lidt op, og begyndte at spurte frem mod væggen.
Han ramte den med den højre skulder med et drøn.
Og så var det ligesom i en tegnefilm.
Han gled langsomt ned af muren, som var han en tyktflydende væske.

Jeg blev lidt urolig for, om han mon var kommet til skade, og rejste mig for at gå hen til ham.

Men Olsen rejste sig op.
Rystede lidt på hovedet.
Kigge surt på muren.
Meget surt.
Gik baglæns, og fnysede som en rasende tyr.
Han gik lidt længere tilbage, og stod lidt og tog mål af muren, mens han hidsede sig endnu mere op, og trak hovedet helt ned mellem skuldrede.

Så gik det løs.
Med fuld hammer baldrede han ind i muren, som vaklede et øjeblik, men så faldt den om.
Olsen gloede på muren mens den var på vej ned, og murstenene løsnede sig fra hinanden og væltede sammen i en hob på den anden side.

Vi kiggede tavse på muren og på Olsen, og så brød alle ud i hurra-råb.
Olsen så nærmest genert ud, nogenlunde som om han tænkte "Åh. Det var da ikke noget".


53.  Den lille arbejdsmand
af Verner Emil Eg

Det var i 1983, og så var min søn Brian altså 8 år.
Jeg havde ham den week-end, og vi havde to ting på programmet.
Vi skulle en tur i biografen om lørdagen. Der var eftermiddagsforestilling i Metropol på Strøget i København, og på programmet var filmen "Otto er et Næsehorn".
Den imponerede ham forresten overhovedet ikke.
Da jeg spurgte om han kunne lide filmen, sagde han: "Nå ja. Den var da meget god. Skal vi have en pølse".

Om søndagen skulle vi lave hul i en væg, hvor der skulle monteres en ny dør.
Det var et gammelt hus, og jeg vidste, at væggen bestod af brædder der var beklædt med strå-måtter, som derefter var glattet med cirka 1½ centimeter puds.
Et par dage forinden havde jeg målt ud og streget målene af på tapetet.

Jeg havde fundet en lille stift-hammer til Brian, og en stor tung hammer til mig selv.
Desuden en lille plastik hjelm til Brian, og min gamle stålhjelm fra Forsvaret til mig.

Da der var gjort klar og dækket af for støv, sagde jeg til Brian, at nu kunne han godt begynde at lave hul.
Han gloede på mig, som om han troede det var en fælde.
Alligevel tjattede han en gang med hammeren, og tog den så hurtigt om på ryggen, og kiggede op på mig, som for at se, om der kom ballade.

Nå, tænkte jeg. Så må jeg hellere vise, at jeg mener det for alvor, og gav væggen et ordentligt dask med den store hammer, og det tørre, porøse puds væltede ned på gulvet, og der var et rimeligt stort hul.
Brian gloede, men tog så hammeren frem fra ryggen og daskede et lille hul frem.
Kigge igen op, og jeg smilede og nikkede. Så han gav den en igen og igen.
Jeg gik også i gang og lidt efter havde vi sammen fået lavet et ret stort hul, og man kunne se strå-måtterne og de gamle brædder.

Så stoppede Brian, kiggede op på mig og sagde:
"Orv! Det godt at mor ikke ser det her".


52.  En lille forandring
"Den Lille Positive" blev oprettet som en slags erstatning for den snak og udveksling af erindringer, som er typisk, når man mødes i familien eller med gode venner.

Snakken tager altid godt fat, når én siger "Ka' du huske dengang ...".
Meget af den snak handler om begivenheder, som man har fælles.
Og én historie får en anden historie frem i bevidstheden hos en anden, og sådan ruller det derudaf.

Ind imellem sker det også, at erindringerne bliver afbrudt af vitser, og lige det har jeg tænkt mig at gøre en gang imellem.
Den første fik jeg på en sms fra min søn Brian i går.

- Hvor kommer Corona egentlig fra?

- Den kommer naturligvis fra Hviderusland!
(Det skal udtales på klingende Fynsk).


51.  Slap med skrækken
af Verner Emil Eg

I mange år tog jeg hver dag med S-toget fra Sjælør Station, over Hovedbanen til Skovlunde, hvor jeg stod af, og gik den lille friske tur til Nea-Lindberg A/S i Industriparken i Ballerup, hvor jeg var ansat i Uddannelsesafdelingen.

Når jeg skriver hver dag, så er det både og.
For jeg havde en del rejser, blandt andet til Lübeck og Göteborg, hvor vi havde datterselskaber. Men jeg rejste også ud og havde opgaver andre steder i indland og udland, så det skete, at jeg var væk hjemmefra et par uger af gangen.
Derfor kunne det ikke svare sig for mig at have et månedskort til S-toget.
I stedet købte jeg 10-turskort, som skulle stempes inden jeg stod på toget om morgenen, og igen når jeg skulle hjem om aftenen.

Når man købte et 10-turskort, fik man det i et lille etui, hvor der var plads til flere kort, og jeg havde både det aktuelle kort, samt et nyt i reserve, og så lå der for det meste 3-5 gamle kort.
De gamle skulle jo gemmes som dokumentation til skattevæsnet.

En søndag morgen var jeg stået tidligt op, for jeg havde noget på kontoret i Ballerup som skulle laves.
Efter en hurtig kop kaffe gik jeg over til stationen, købte morgenavisen og hoppede på S-toget.
Jeg skiftede som sædvanlig på Hovedbanen, og satte mig godt til rette i det næsten tomme S-tog, og læste videre i avisen.

Da vi kom til Vanløse bemærkede jeg, at der stod et par billet-kontrollører på.
Den gang stoppede nogle af togene ikke imellem Vanløse og Herlev, så kontrollørerne havde god tid til at komme hele vognen igennem, og jeg så at der var én som blev noteret i den forreste kupe.
De kom nærmere, og jeg tog mit etui med klippekort frem, og kiggede på det.
Hovsa!
Jeg havde glemt at klippe inden jeg stod på.
Røde ører.
Hjertet oppe i halsen.
Hvad nu?
Blev det en dyr tur til arbejdet denne søndag morgen?
Kunne jeg være så heldig, at de ikke kom hen til mig, inden jeg kunne smutte ud og klippe i Herlev?

Ak nej!
- Må jeg se billetten?
Jeg rakte ham mit etui, og sagde:
- Jeg har glemt at klippe!

Han kiggede på kortene i mit etui, og kunne se, at der på de brugte kort var klippet både morgen og aften, og at det også var sket dagen før, for jeg havde også været på kontoret om lørdagen.
Det var tydeligt, at jeg ikke plejede at snyde, og så sagde han:
- Skynd dig ud og klip i Herlev.

Vi rullede ind på Herlev Station.
Jeg var altid i den bageste vogn, for det passede når jeg skulle af i Skovlunde.
Jeg spurtede afsted langs hele det lange S-tog.
Kom endelig hen til klippe-automaten og klippede, men troede ikke jeg kunne nå at komme på igen inden S-toget kørte videre. Og der var næsten 20 minutter til det næste tog kom.

Men jeg fik klippet, vendte mig om og begyndte at løbe til den nærmeste dør, da jeg så, at kontrolløren stod i døren i den bageste vogn med et stort smil, og holdt toget tilbage, til jeg kom på.

Skrækken blev afløst at stor glæde, både for de mange sparede penge til bøden, og for de flotte service.


Løsningen - nr. 67

Når det udtales på engelsk, lyder det som:
"Oh bottle, I see you are empty".

"Oh flaske, jeg ser du er tom".


Løsningen - nr. 71

Bogstaverne er det første bogstav i talrækken:
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10
o.s.v.

Altså skal der på den sidste plads stå F (40).


Løsningen - nr. 73

Sådan skal det skal tegnes/skrives.


Løsningerne - nr. 74




Løsning - nr. 77.
Der står:

AÆUÅAØIÆÅ

Det skal udtales på jysk, og oversat bliver det til:
(A)Jeg  (Æ)er  (U)ude  (Å)på  (AØ)øen  (I)i  (ÆÅ)åen .
Den Gamle Eg
Tilbage til indhold