Frihed - et hårdt job - Den Gamle Eg

Frihed

- et hårdt job

Jeg begyndte at tegne som ganske lille, og mange var imponerede over det, den lille dreng kunne præstere.

Jeg begyndte at male med olie på lærred, efter at have fået både lærred, tuber med farver, pensler, palet og staffeli i julegave i 1956.

Da var jeg ni år.
Det første maleri blev en katastrofe.
Det blev efterhånden mere og mere brun/sort, og lignede til sidst en del af Van Gogh's maleri af stjernehimlen.

Jeg havde endnu ikke lært noget om hvad der sker, når man blander farver.

Dette er en eftergjort version, men den ligner meget godt min erindring om billedet.

Katastrofen blev malet over, og erstattet af endnu en katastrofe, nemlig "Spejlægget", som kom til at hænge i stuen hos min mormor og morfar i mange år.

Da de døde overtog min mor billedet, og i dag hænger det i mit soveværelse.

Senere blev det til mange oliebilleder på lærred, træ og andre materialer, blandt andet et lille strygebræt.

Jeg fik efterhånden lært, hvordan oliefarverne reagerer, og kunne blandt andet male et glas med rødvin, hvor baggrunden "kigger" igennem glasset, og man får oplevelsen af glassets form, og lysets spil i glasset. Mægtigt nemt, når man kender teknikken.

Fælles for alle de malerier er, at bortset fra "Spejlægget", så er de alle "lavet efter".
Enten direkte efter en anden kunstners billede, eller efter en kunstners stil eller malemåde.

Undtagelsen var en stribe billeder, som jeg lavede i midten og slutningen af 1970'erne.
Det blev den gang til rigtigt mange billeder. Nogle blev foræret væk. Andre blev solgt.

En del er bare blevet væk. Et par få stykker er senere dukket op.

Men i den periode var jeg fri.
Jeg malede det, jeg havde lyst til at male, og det var min helt egen stil, som dog,

for det første var meget naiv,
for det andet, trængte alvorligt til at blive poleret og finde sine ben, og
for det tredie trængte den alvorligt til at at blive én stil, og ikke flere på en gang, som det desværre var tilfældet.

Så fulgte en længere periode hvor tegning og maling kun skete sporadisk, på grund af arbejdsskift og voksende ansvar og opgaver.

Lidt blev det dog til, men typisk præget af det niveau, jeg var nået til i slutningen af 1970'erne.

Nu skal det være
Da jeg blev førtidspensionist begyndte jeg igen, og det blev til at par få billeder.

Så kom der en blodprop i hjernen, og så var det igen slut med at male i en længere periode.

Men i slutningen af 2016 begyndte lysten til at kreere billeder igen at dukke frem, og min terapeut "opfandt" en teknik, så jeg kunne stå op og male, uden at vælte.

Jeg valgte med det samme, at jeg ikke ville arbejde med oliemaling, på grund af risikoen ved indånding, så jeg begyndte at se mig om efter forskellige mærker og typer af acryl-maling.

Efter en periode med test af mange mærker, til meget forskellige priser, faldt mit valg på noget af det billigste, der er på markedet, nemlig det man kan købe hos Harald Nyborg, dog med lidt variation i sortimentet, og ekstra indkøb af "Clear Gesso" fra en anden leverandør.

Et i forvejen brugt lærred blev anvendt som øve-objekt.

Acryl-maling reagerer på en noget anderledes facon end olie-maling, så jeg skulle først finde ud af hvordan farverne blander sig, hvordan de slipper penslen, hvordan de reagerer ved overmaling, både våd og tør, hvordan deres evne er til at være transparente og modsat, hvordan de dækker. Hvordan de kan fortyndes uden at løbe, hvordan de reagerer med skalpellen og en masse andet.

Det kom der to færdige billeder ud af.
Ikke den store kunst, men en masse viden om materialerne, fik jeg ud af at arbejde med dem.

Sådan så det ud på et tidspunkt i processen.

Sådan endte det første lærred.

- og sådan sluttede det andet lærred.

Næste øvelse gik ud på at arbejde med komposition, og jeg valgte i første omgang at gengive et maleri som Dronning Margrethe har lavet, og hænger som reproduktion i min stue.

Opstregningen var lavet i løbet af et par minutter, og en efter-kontrol viste, at det var, som det skulle være.

Så begyndte jeg at lægge farver på, og jeg begyndte hurtigt at kede mig.

Så jeg malede det over igen.

Margrethe-billedet, som netop er ved at blive overmalet.

I den situation sætter jeg mig hen, eller går en lang tur, og spekulerer over - hvorfor keder det mig?

Svaret var: Der er ingen udfordring i det!

Derfor blev det snart malet over, og jeg begyndte i en helt anden retning, nemlig som den italienske maler Afro Basaldella.

Så kom der fart over feltet igen, indtil en dag, hvor det igen gik op for mig, at der var noget, der ikke var, som det skulle være.

På det tidspunkt var billedet temmelig nær på at være færdigt, men det tiltalte mig ikke rigtigt, og efter lange overvejelser om hvorfor, kom jeg (via terapeuten) frem til, at det var selve male-teknikken, som ikke tiltalte mig.

Teknikken giver mulighed/tilladelse til at gøre hvad som helst.
Der er altså ingen krav om noget som helst, dog må ingen figurer have lighed med noget, som findes i virkeligheden. Ingen firkanter, ingen cirkler eller ovaler, ingen fugle, ingen træer, kun non-figurative elementer.

Det er for mig meget svært at blive ved med at være non-figurativ, og jeg kunne mærke, at det ikke tiltalte mig i længden.

Verden er trods alt figurativ!

Basaldella-versionen, lige inden den blev malet over.

Frem med skitseblokken, og så blev der lavet et par hundrede skitser.

Nogle af fri fantasi, men flere med udgangspunkt i en foto, en opstilling, eller fra en gå-tur i omegnen af Ellinge.

Af dem allesammen valgte jeg ét.

Det viser en person som knæler, og der er grønt omkring, og halverede olietønder hvor der laves trækul.

Det billede blev der arbejdet meget med, og jeg kunne mærke, at det her vist nok var den rigtige vej.

Jeg eksperimenterede med farver, former, perspektiv, stoflighed, og der blev partielt malet over igen og igen.

Nu begyndte jeg at have styr på teknikken med farverne. Jeg kunne blande den farve jeg ville have. Jeg kunne arbejde med tranparens, og med fuld dækning uden de store problemer.

Jeg ændrede perspektivet flere gange undervejs. Malede over igen og igen. Lærte nye teknikker efter surfing på Internettet, og prøvede teknikkerne af.

Blandt andet teknikken med Cross-Strokes, som fungerer rigtigt godt for mig.

På et tidspunkt var det slut med det billede.
Jeg ville ikke arbejde mere på det.

Ikke fordi jeg betragter det som et færdigt maleri, men fordi det havde været et øve-stykke, en etude, hvor jeg havde lært en masse.

Nu hænger det i mit soveværelse, og jeg kigger til det hver dag, for at erindre mig selv om de teknikker, jeg havde lært, og nu vil kunne arbejde videre med.

Nye motiver
Etude-stykket havde givet mig endnu en oplevelse, nemlig at jeg ikke vil male mennesker.

Jeg vil male landskaber og bygninger.

Så jeg gik igen på jagt efter motiver, og fandt et i en foto-serie fra Nyborg fra juni 2016.
Motivet faldt lige i min smag. Der var både bygninger, træer, perspektiv, genspejling i en vandoverflade, lys og skygge, i det hele taget var det et motiv, som tiltalte mig.

Jeg lavede hurtigt en skitse på lærredet, og snart efter kom der farver på. Jeg havde oprindeligt ikke et ønske om at lave en gengivelse af fotografiet, men snart gik det op for mig, at jeg var begyndt at dykke ned i detaljerne, og ville have hver eneste vindues-sprosse, hvert eneste blad på træerne, hver eneste refleksion i vandoverfladen til at være korrekt.

Hver eneste farve var blevet omhyggeligt afstemt i forhold til det, der var på fotografiet.
Jeg var igen blevet kopist.

Samtidig gik det op for mig, at jeg havde valgt et motiv, som var set alt for langt væk.
Så nu var der igen nogle ting, som krævede overvejelser.

Den store afstand
Den ene, nemlig den store afstand, valgte jeg at se bort fra på dette billede, så det vil måske blive lavet færdigt på et senere tidspunkt, og samtidig er jeg gået på jagt efter et motiv til det næste billede, hvor jeg vil gå meget tættere på.

Men netop ved dette billede vil jeg forsøge at arbejde med de mange detaljer, som er med i motivet, men uden at dyrke detaljen. Nå, da!

Jeg vil nærmest forsøge at lave en karikatur af detaljen, og efter at have studeret både Ancher, Monet, Peter Hansen, Syberg med flere, har jeg set, at også de har karikeret detaljerne, uden at dyrke dem minutiøst.

Den mest geniale i den kunst, er Claude Monet.
Prøv en gang at gå helt tæt til mange af hans billeder, så vil du opleve karikaturen.
Et eksempel kunne være Det dejlige maleri ”Kvinder i haven” fra cirka 1867.
Gå tæt på og læg mærke til hvordan Monet har malet den mørke kant forneden på kjolen til højre i billedet.

Detaljen er karikeret. Smukt. Flot. Genialt.

Se det - tryk her.

På mit billede vil jeg øve mig i at have den samme frihed til at få detaljen med, uden at gengive den minutiøst.

Hold op, hvor er det svært, når man i rundt regnet 70 år har været vant til, at gengive detaljerne så nøjagtigt som muligt.

Det samme gælder for farverne
Jeg har altid gjort mig umage for at gengive de farver, som var på oplægget, så nøjagtigt, som muligt.

Jeg har endda benyttet værktøjer som for eksempel farve-vifter med Pantone-farver for at få farven så nøjagtig som muligt.

Ind imellem har jeg haft ”flash-backs” fra 1950'erne, hvor min tegnelærer (Ewald Andersen?)

på Bavnehøj Skole i København viste, hvordan store danske malere som Peter Hansen og Fritz Syberg havde lagt helt andre farver ind i motivet, end man umiddelbart havde oplevet.

Og senere har jeg gang på gang set store kunstnere benytte farver, som ikke umiddelbart burde have været i motivets ansigt, som for eksempel en violet klat lige på motivets næse. Men med stor virtuositet har den trods alt fungeret optimalt, og den afslappede, nonchalant anvendelse af farverne, ville jeg gerne lære at arbejde med.

Væk med detaljerne og petitesserne - ind med de store linier og det afslappede forhold til form og farver.

Jeg prøvede først med at tage brillerne af og arbejde videre med det let slørede billede, der kommer ud af det. (Mange af de store kunstnere fik dårligere og dårligere syn hen ad vejen).

Men det fungerede ikke.
Så prøvede jeg med sammenknebne øjne.
Men det fungerede heller ikke.
Hjernen tog over, og justerede det slørede til nye detaljer.

Så smed jeg fotografiet ind i computeren og begyndte et bearbejde det med forskellige funktioner i et Photo-program, og pludselig dukkede der resultater frem som viste det, som jeg søgte efter.

Frihed.
Så nu er jeg begyndt at arbejde videre ud fra det computer-genererede oplæg.

Det computer-genererede oplæg.

Erfaring
Jeg er ved at finde ud af, at det jeg gerne vil have frem i mine billeder, formentlig er bygninger/landskaber/lokaliteter i nærbillede. Uden en præcis gengivelse af detaljerne.

Med en nonchalant holdning til farvernes gengivelse.
Jeg vil gerne skæve til en stor del af de billeder som den schweiziske maler Walter Mafli har lavet, når vi taler om motiv, perspektiv og form. Men måske ikke lige så stramt i stregerne.

Til gengæld vil jeg gerne arbejde med farverne på samme afslappede måde som Fritz Syberg.

I det billede jeg allerede er i gang med, er motivet forkert. Det er alt for langt væk, men jeg har besluttet at arbejde videre med det, og lave det færdigt (måske), men så vidt muligt med de nye erfaringer om detaljer og farver.

Mod
Det kræver mod at lave sine egne billeder, eller man kan sige: ”At lave dem på en lidt anden måde, end andre mennesker gerne vil have det”.

Jeg har altid søgt at lave billederne ”ordentligt” (Som andre ville have det).
Motiv, perspektiv, former, farver med videre skulle bare være i orden.
Pludselig opdager jeg, at store kunstnere som blandt andre Erik Raadal laver store fejl med skygger som ligger forkert.

Jeg ser at Fritz Syberg benytter farver, som slet ikke er der i virkeligheden, men fungerer godt i hans billeder.

Det mod har jeg ikke endnu, men jeg vil arbejde på, at det mod, den frihed kommer ind i mine billeder.

Når det billede jeg arbejder på lige nu er færdigt, håber jeg at have fundet det nye motiv, som skal blive mit første maleri, efter mine egne regler, mit eget motiv, mine nye erfaringer med hensyn til detaljer, og mine egne valg af farver - den totale frihed til at lave de billeder, som jeg gerne vil lave.

Vejen til Frihed er et stort arbejde
Først er det ikke engang sikkert, at man er helt klar over, hvad den Frihed man søger egentlig er, hvordan den ser ud, eller hvornår den er opnået.

Efter min erfaring er det et langt og hårdt arbejde at finde Friheden.
Og når man endelig har fundet Friheden, så tror jeg ikke, at opgaven med at vedligeholde den, er mindre. Tværtimod.

Så begynder arbejdet først.
Friheden kræver at der er styr på System, Metoder, Værktøjer, Mål, Teknik og en masse andet.

Janis Joplin sang en vidunderlig sang som hedder ”Me and Bobby McG”, og i den er der en linie:
Freedom's just another word for nothin' left to lose
(Frihed er bare et andet ord for, at der ikke mere at tabe)
- og jeg mener, at det er helt forkert.

Jeg tror på, at Frihed netop er muligheden for at:
Lære noget mere.
Prøve noget andet.
Få nye erfaringer.
Forsøge en anden vej.
Udvide sin horisont.
- og så er der virkelig noget at miste, for sætter man sig bare tilbage i lænestolen og venter på, at ”noget skal ske”, og at andre nok skal gøre noget, så går det galt.

Det kræver tid, aktivitet, arbejde, kreativitet, risikovillighed, overvejelser, vilje til ændringer, tålmodighed og langmodighed, og ikke mindst Mod at administrere sin Frihed.

Frihed er Vejen til Udvikling
- og det er hårdt arbejde.

Men når man så kigger på Maslow's Behovs-Pyramide, så er der overhovedet ikke noget nyt under solen.

Selvrealisering - det er dér Friheden ligger, og for at komme dertil, skal alt det underliggende først være på plads.

Lige i øjeblikket er hele verden påvirket af situationen med Covid-virus, og en masse ting er sat på stand-by eller Fuld Stop.
Det betyder blandt andet, at de tre nederste trin i pyramiden ikke kan opfyldes - i alle tilfælde, kan de ikke opfyldes optimalt.

Sådan noget som et stort kram hører til i det nederste trin i pyramiden, og Kram er derfor et af de grundlæggende behov, som skal opfyldes, inden trinene ovenover kan udvikles, og fungere optimalt.

Kram er en af de ting, som er sat på Fuld Stop. Så indtil hele verden er blevet vaccineret, og myndighederne igen giver grønt lys for at vi kan forsamles, og give hinanden et stort kram, så vil vejen til Frihed være noget ramponeret.

- i øvrigt, så tror jeg, at det der her gælder for Friheden til at lave min lille og ydmyge kunst, også gælder for den store Frihed i livet.

Det er hårdt arbejde, og kræver en masse overvejelser, og fortsat vedligeholdelse.

Verner Eg
Januar 2019 og Januar 2021

Opfølgning

23. januar 2021

Nu har jeg gået og kigget på det halv-færdige Nyborg-billede i lang tid, og jeg kan mærke, at det begynder og kede mig mere og mere.

Jeg ved, at jeg sagtens kan male det færdigt, så det ligner et fotografi.

Jeg gider det bare ikke.

Det er ikke nogen udfordring - det bliver bare et "pænt billede".

Derfor bliver det malet over.

I stedet er jeg begyndt at eksperimentere med at male billeder, hvor motivet ikke absolut er noget konkret, men mere en anelse eller en følelse.

Farverne er inspireret af den varme, gule sol.

De to første lærreder er i gang.

Jeg har valgt at gå over i højformat.

Her er de to første billeder, i halv-færdige og eksperimenterende versioner.

Jeg har desuden valgt, at de farver jeg vil bruge, skal svare til farverne i fire-farve tryk, altså gul, rød, blå og sort.

Dog suppleret med Umbra.

Desuden tillader jeg enkelte streger med blyant til visse konturer.

Jeg har det herligt med at eksperimentere udfra de regler, jeg har sat.

Der sker hele tiden noget.

De erfaringer jeg har gjort med farvernes reaktioner bliver konstant benyttet.

Jeg befinder mig godt med den vej, der foran lige nu.

De næste 5-6 billeder er ved at blive planlagt som skitser, og "Nyborg-billedet" bliver malet over i morgen.

Så er der malet over

Lærredet er vendt til højformat, og den valgte skitse er overført.