Stenhuggeren
Jeg hørte denne historie engang for længe siden, og gengiver den her efter hukommelsen.
Der var engang en vejrbidt og senet Stenhugger som sad bag sin skærm. Den gav ham kun ringe ly for den kolde vind.
Stenhuggerens fingre var ømme af det hårde arbejde med stenen, og de var kolde af vinden, så han besluttede at gå hen til købmanden for at få et eller andet at varme sig på.
Da han kom ind købmandsforretningen, så han den glade købmand stå rund og bred i den lune butik, omgivet af hylder som bugnede af varer - der var ingen tvivl om, at købmanden var en rig mand.
Jeg ville ønske, jeg var Købmand, tænkte Stenhuggeren - og vips, så var en rig Købmand.
Købmanden blev overfuset af utilfredse kunder, og så kom der en Skatteopkræver, højt til hest, og forlangte mere end en fjerdedel af købmandens varer, som afgift til Kongen.
Jeg ville ønske, jeg var Skatteopkræver, tænkte Stenhuggeren - og vips, så var han Skatteopkræver, højt til hest.
Han red rundt og opkrævede afgifter, og alle han mødte var sure på ham, indtil han kom forbi en stor mark, hvor arbejderne vinkede til ham han og svingede med hatten til hilsen.
Jeg ville ønske, jeg var Markarbejder, tænkte Stenhuggeren - og vips, så var han Markarbejder.
Arbejdet på marken var hårdt og blev en pine fordi Solen brændte ubarmhjertigt.
Jeg ville ønske jeg var Solen, tænkte Stenhuggeren - og vips, så var han Solen.
Solen brændte uafbrudt ned og sved markerne af, så folk truede med knyttede hænder op mod Solen. Men så kom der en stor Sky forbi og stoppede solens stråler.
Jeg ville ønske, jeg var en Sky, tænkte Stenhuggeren - og vips, så var han en Sky.
Men Skyen blev kastet hid og did af Vinden, først den ene vej og så den anden, uden selv at have indflydelse på hvor Skyen drev hen, det var Vinden der bestemte.
Jeg ville ønske, jeg var Vinden, tænkte Stenhuggeren, og vips, så var han Vinden.
Vinden farede rundt og skubbede til alt og flyttede på både det ene og det andet. Bortset fra en stor Sten, som blev stående uden at lade sig påvirke af Vinden.
Jeg ville ønske jeg var en Sten, tænkte Stenhuggeren, og vips, så var han en Sten.
Stenen stod ubevægeligt, stor og mægtig uden at lade sig rokke af hverken det ene eller det andet, indtil Stenen mærkede, at der var et eller andet som prikkede i den, og den så at det var en Stenhugger, som bearbejdede Stenen med hammer og mejsel.
Jeg ville ønske, jeg var ...