VE Selvportræt - Den Gamle Eg

af Verner Emil Eg

Torsdag den 6. november 1947 lå en kvinde på 20 år på en sofa i dagligstuen i Scandiagade 48, på 2. sal til venstre, København S.V.

Hun var ved at føde sit første barn. Kvinden og hendes mand havde kun boet i den lille to værelses lejlighed i nogle ganske få uger. Han var ansat som kontrollør i Varedirektoratet.

Den gang var det ret almindeligt at børnene blev født hjemme i stuen, og man mødte dagligt både jordemoderen og sundhedsplejersken på gaden.

Scandiagade.

I stuen hvor kvinden var ved at føde, var der en jordemoder, og kvindens søster Ella på kun 18 år.

Den vordende far var på arbejdet.

Så var det overstået. Mor og barn havde det fint.

Det var en dreng med langt sort hår.

Han blev et par uger senere døbt i Frederiksholm Kirke i Louis Pios Gade, og kom til at hedde Verner Emil Eg.

Lejlighedens møblement var ret begrænset.

Der var kun lige det allermest nødvendige, og det var arvet eller overtaget fra familie og venner.

Der var ingen telefon. Ingen fjernsyn. Ingen radio.

Et par år senere kom der et skrummel af en kombineret radio og grammofon, på størrelse med en kommode.

Et par år senere igen kom der et tv med en møntboks på bagsiden. Havde man ikke flere mønter, gik det ud, og altid når det var mest spændende.

Opvarmningen skete med en kakkelovn i stuen.

Om vinteren var der alt for varmt i stuen, mens der var isblomster på vinduet i soveværelset.

Det lille toilet havde en lille bitte håndvask og kun koldt vand.

I køkkenet var der også kun koldt vand. Der var et gasbord, hvor der var to fritstående gasblus. Nedenunder var der en gasovn.

Der var ingen køleskab, men et køkkenskab med lufthuller ud til det fri, dækket med et lille fluenet.

Senere fik vi et is-skab.

Jeg hentede 1/4 stang is i ismejeriet. Det gjorde jeg hver anden, tredie dag i sommerperioden.

Køkkenet i Scandiagade i 1953. Der havde været gæster.

I kælderen var der et rum, hvor vi havde koks lige under kældervinduet, og kartofler henne ved døren.

Når det var sidst på sæsonen, havde kartoflerne så lange spirer, at de i den mørke kælder lignede små levende trolde, og for en lille dreng var det med rystende knæ at skulle ned i den mørke kælder og hente koks eller kartofler.

Der var også et vaskerum med en gammeldags gruekedel, som blev tændt op med avispapir og små stykker brænde, og derefter et par skovlfulde koks. Det tog nogle timer at få vandet i kog.

På loftet var der pulterkamre, og der var et pænt stort tørreloft, som kun meget sjældent blev brugt. Mest fordi svalerne byggede reder derinde, og de havde det med at klatte på vasketøjet.

Nogle år senere åbnede der et mønt-vaskeri på Borgbjergsvej, og så fik jeg overdraget opgaven med vasketøjet.

Tørrestativerne i gården. Skraldehuset er den lave bygning til venstre.

Der var to små tilbygninger med et cykelrum til hver lejlighed.

I den ene tilbygning var der også et ulækkert skralderum, som lugtede ganske fælt.

Skraldemændene kom en gang om ugen med hestevogn, med to store flotte heste foran.

Gårdmanden tøffede rundt på sin grå Ferguson-traktor og skældte ud.

Scandiagade 1950. Min lillebror var blevet døbt.

Fra Scandiagade til Rådhuspladsen i København er der 4,2 km.

Fra Ellinge til Skellerup Kirke er der 4,3 km.

Da jeg var dreng opfattede jeg Sydhavnskvarteret som en landlig forstad.

En kort gå-tur mod vest, så var der grøftekanter, marker og frugtplantager.

Gik jeg mod øst, kom jeg til strand og fiskerihavn, og til den næsten uendelige Amager Fælled.

Mod syd kom jeg hurtigt til strand og Køge Bugt.

Mod nord var det storbyen København.

I dag er det landlige væk. Storbyen har omringet kvarteret på alle sider.

I 1905 var hele området en stor mark.

Nogle boligkarréer var begyndt at skyde op i området omkring 1910-14. Det var "politiker-kvarteret", hvor de fleste gader har navn efter politikere, som blandt andre Louis Pio, Borgbjerg, K.M. Klausen, Gustav Bang, Harald Jensen og så videre.

For enden af Borgbjergsvej dukkede Mozarts Plads op, og bag den kom "Musikbyen". Alle gaderne har navne efter berømte musikere. Mozart, Offenbach, Strauss, Hayd, Händel, Schubert, Beethoven med flere.

Den senere mest befærdede af alle gaderne er nok P. Knudsensgade.

Da jeg var dreng, var det ikke en larmende trafikgade, men en hyggelig gade med små haver foran, og de der boede i stue-etagen sad i haven og nød freden og morgenkaffen om søndagen.

Jeg husker den lille fiskerihavn, hvor det hele lugtede af tjære og fisk, og  stejlepladserne, hvor fiskenettene hang til tørre.

Der var flere badestrande med det fineste sand. Vandet var så rent, at jeg kunne se skibenes skruer på den anden side af havnebassinet.

Der var tog-skinner i hele Scandiagades længde.

Fra Scandiagade var der flere sidespor, blandt andet til Sydhavnsgade og til Teglholmsgade.

Når toget skulle krydse en gade, så stoppede toget. En mand hoppede af, og gik ud foran toget med en klokke i den ene hånd, og et rødt flag i den anden, for at holde trafikken tilbage.

Her er nogle glimt fra hukommelsen:

- Ølvognen fra Carlsberg med to kæmpestore bryggerheste foran, kom dagligt igennem Borgbjergsvej. Jeg lærte tidligt, at det var en god idé at have et par sukkerknalder i lommen. Men ofte havde hestene muleposer på.

- Sjællandsbroen blev indviet den 1. marts 1959, men jeg husker årene forinden, hvor der bare var udsigt sydpå til farvandet Kalveboderne fra slusebroen ved det gule Slusehus, hvor vi drenge stod og fiskede, og ofte havde en torsk eller en skrubbe med hjem.

- Sporvognene. Jeg kørte mest med Linie 3, 11 og 16. Det bedste var at stå oppe foran til venstre for vognstyreren, selvom der altid var åbent direkte ud, og derfor pib-koldt om vinteren.

- Sporvognsskinneskidtskraberen kom jævnligt forbi, og den gigantiske støvsuger larmede infernalsk, på en helt speciel måde.

- I Sydhavnsgade lå der nogle små barakker med forretninger. Blandt andet var der Schous Sæbehus, Ostehavnen, Java Brænderiet, Renseri og Bøge Henriksens Boghandel - fem blandende lugte på række.

- Fiske- og vildthandleren på Borgbjergsvej havde i sæsonen fasaner og ænder hængende udenfor. Af og til en hare. Indenfor var der levende ål og rødspætter i bassiner, og kryddersild i tønder.

- Ismejeriet havde smør i Dritler. Damen dyppede træskeen med riller i vand. Tog en klat smør ud, og klappede det på et stykke papir, lagde det på vægten, og tog lidt fra eller lagde lidt til, til vægten passede. Vi købte altid et kvart pund smør.

- Palm Svendsen var en kombineret cigar/vin/spiritus og legetøjsforretning. Fra midten af december var der pyntet med vat i det ene vindue, og der kørte et elektrisk tog rundt, mens vi unger stod udenfor med næsen klistret til ruden.

- Anker Jørgensen, som senere blev Statsminister, boede på Borgbjergsvej.

- Bavnehøj Skole var ikke den bedste oplevelse. Blandt andet havde jeg bemærket røgen fra H.C. Ørsteds Værket, som den gang var kulfyret, og spurgte en lærer om ikke det forurenede. Jeg fik en på skrinet. Derefter spurgte jeg ikke så meget i timerne.

- Den helt specielle lugt i den blandede avis, tobak og telefonkiosk. Absolut ikke en behagelig, men meget særpræget lugt, og helt anderledes, når det havde regnet.

- Kaffebarerne, og dem var der et par stykker af. De havde de flotteste store billeder malet direkte på væggene. De så alle ud som om de var malet af den fynske maler Peter Hansen, som også har malet det skønne billede ”Legende børn på Enghave Plads” (1907-08), der i dag kan ses på Statens Museum for Kunst.

- Værtshusene, og dem var der endnu flere af. Nogle var rigtigt snuskede værtshuse med sand på gulvet, og slagsmål var ganske almindeligt. Men der var også nydelige værtshuse, som blandt andet ”Engholmen” på Borgbjergsvej. Min stedfar var tjener der. Min mor arbejdede der også ind imellem, blandt andet fordi der var store flotte selskabslokaler ovenpå.

- Enghave Biografen hvor jeg havde mange gode filmoplevelser. Der så jeg ”Hopalong Cassidy”, og ”The Young Ones” med Cliff Richard, og mange andre film. Den jeg husker bedst, og stadig ser på DVD er ”High Society” med blandt andre Bing Crosby, Grace Kelly, Frank Sinatra og Louis Armstrong.

- Købmanden havde skuffer med gryn og mel, og kaffemøllen kørte hele tiden. Ved siden af stod pakkerne med kaffeerstatning fra Rich's og Danmark's. Jeg kaldte købmanden for ”Pinnocciokugle-manden”, for dem solgte han i små kræmmerhuse, han selv foldede. Men han var ikke den eneste købmand på Borgbjergsvej, der var et par stykker mere.

- Bjørnesålen var en skomager, hvor det var som et eventyr at komme. Lugten af frisk læder og skomagerens pibe og læderfedt glemmer jeg aldrig.

- Rulleforretningen lå i Harald Jensens Gade. Maskinen var stor, og larmede gevaldigt mens den  kørte frem og tilbage. Tøjet var omhyggeligt viklet om nogle tykke træ-ruller, så der ikke var folder. Rullerne kom derefter ind under maskinens kæmpestore og tunge kasse, og det var som et se en ballet, når rulledamerne trak de færdige ruller ud, og lagde friske ind.

Sydhavnsgade med fem blandede lugte.

Allerede da jeg var fire-fem år sagde min moster Ella, at jeg skulle i lære som litograf hos Aller i Valby, når jeg blev stor.

Da jeg var fyldt 14 år, var jeg meget træt af at gå i skole.

Det var meget uinspirerende og jeg oplevede det ofte som voldeligt, fyldt med frygt, og som tidsspilde.

Men med nogle få lyspunkter. Blandt andet en klasselærer og en tegnelærer som begge altid var velforberedte, og som forstod at lære fra sig.

Men ellers var det surt, så jeg besluttede at tage en pjækkedag, min første og eneste.

Jeg gik over til Carl Allers Etablissement på Vigerslev Allé, og i portvagten spurgte jeg, om jeg kunne komme i lære. De grinede, og sendte mig hen til en hr. Jørgensen som sørgede for, at jeg blev sendt ned for at hjælpe i kantinen hos hr. Hostrup.

Deres arbejdsdreng var smuttet i utide. Jeg skulle slæbe ølkasser, feje gulve, hente brød hos bageren og en masse andet.

Det job hyggede jeg mig med i nogle år, og havde en skøn tid.

Det medførte, at jeg fik en læreplads en etage oven over.

Siden da har jeg altid haft noget med bladfremstilling og grafik at gøre, på en eller anden måde.

Blev soldat i Slagelse i 1969, og sendt på Sergentskole i Sønderborg.

Derfra tilbage til Sjællandske Livregiment i Slagelse, hvorfra jeg senere som oversergent kom til Kronborg, og arbejdede med Instruktøruddannelse, Internt TV i undervisningen, og udvikling af undervisnings-programmer - det vi i dag kalder for e-Learning.

Derfra undervisningsassistent hos computerfirmaet Nea-Lindberg i Ballerup, og blev senere Uddannelseschef.

I den periode var jeg desuden på Journalisthøjskolen i Århus.

Var med til at starte Ericssons Dataskole, hvor jeg skrev min første e-mail den 15. juni 1984.

Blev ansat som Uddannelseschef hos Winterthur-Borgen Forsikring i København.

Startede eget firma, Eg-Kurser, og arbejdede med at afholde kurser og foredrag.

Emnerne handlede om flere former for kommunikation, web-design, samt oversættelser, udvikling af undervisningsprogrammer, og kurser i blandt andet grafiske computer-programmer.

Blev omtalt som landskendt i en længere periode, efter at have lanceret et kursus med titlen ”Effektiv håndtering af Besværlige Mennesker”, som Ole Stephensen inviterede mig til at tale om i tv-udsendelsen ”Eleva2eren”.

Flyttede til Ellinge i oktober 1997, og fyldte 50 år 14 dage senere.

Blev byrådsmedlem i Ullerslev Kommune i 2002.

Arbejdede med Eg-Kurser indtil jeg en dag i 2003 tumlede om ved et byrådsmøde.

Da jeg kom til mig selv på Odense Universitets Hospital, kunne jeg ikke tale.

Det varede en del år, og medførte, at jeg gik konkurs.

Da det hele var allerværst spurgte Helen og Flemming Kristensen, Ellinge Smedie A/S, om jeg ville leje det hus i Ellinge, hvor jeg stadig bor og er meget tilfreds med at være, og håber at få lov til at bo lige til det sidste.

Fik kort tid efter en blodprop i hjernen, og det medførte førtidspension.

I dag er stemmen tilbage, og har været stabil i to-tre år.

Jeg har stort set ikke problemer med eftervirkninger fra blodproppen, bortset fra det med at køre i bil - så det gør jeg ikke.

I 2001 oprettede jeg hjemmesiden www.ellinge.dk.

Den havde jeg det rigtigt rart med at lave i mange år.

Den fungerede som en slags lokal-avis med daglige nyheder, og den kom desuden til at indeholde en masse materiale om lokalhistorie.

Af forskellige årsager overdrog jeg i 2018 hjemmesiden til Allan Andersen, som stadig kører siden videre, men på en lidt anden måde.

Alt det lokalhistoriske er stadig at se på www.ellinge.dk.

I dag er jeg folkepensionist.

Glæder mig, når jeg får besøg af min søn og svigerdatter, og de to børnebørn, som bor i Blovstrød på Sjælland.

Skriver artikler, fotograferer, maler billeder, og bruger tid på min egen hjemmeside

www.DenGamleEg.dk, som jeg opdaterer hver dag.

Verner Emil Eg