Gå til indhold

Vedligeholdelse eller Udvikling - Den Gamle Eg

Den Gamle Eg
Fotos, Billeder, Tanker og Nyheder
Spring menu
Den Gamle Eg
Spring menu
Vedlige holdelse
eller
Udvikling
Hver eneste dag året rundt - livet igennem - bruger vi Tid.
Ind imellem er der alt for lidt Tid, så vi bliver nødt til at knokle løs for at nå det hele - mange gange med risiko for, at der i den pressede situation bliver lavet fejl - og dermed stor risiko for, at vi får stress.

Nogle gange er der alt for megen Tid, så vi måske ligefrem skal være kreative, for at få Tiden til at gå.
Også den situation kan være stressende.

Men hvad er det egentlig, vi bruger Tiden på?
Det er der mange bud på.
Jeg har valgt at kigge på én af teorierne, som jeg for mange år siden læste i en bog, skrevet af Thomas A. Harris som siger, at vi bruger Tid på kun seks ting, nemlig:
- Aktiviteter,
- Intimitet,
- Tidsfordriv,
- Ritualer,
- Isolation, og
- Psykologiske Spil.

Hvad der ligge bag hver af disse områder, har jeg til hensigt at skrive en artikel om, på et senere tidspunkt.

Men lige i denne artikel med overskriften "Vedligeholdelse eller Udvikling", er der fokus på det emne der hedder "Aktiviteter".

God måde at strukturere Tiden
Ifølge flere forskere, så er Aktiviteter en god og fornuftig måde at få struktureret sin dag på.
Aktiviteter handler blandt andet om at gå på arbejde, lave forretningsplaner, deltage i arbejds-møder, og meget andet.
Men også almindelige hjemlige ting, som at tage et bad, børste tænder, lave mad, vaske op, slå græsset, skovle sne, pudse vinduer, skrive en indkøbseddel, støvsuge og tørre støv af, rydde op på loftet eller i garagen, bygge et Shelter i baghaven, anlægge et nyt blomsterbed, og en masse andet er Aktiviteter.

Når man er i gang med Aktiviteter, får man enten Udviklet eller Vedligeholdt noget.
Græsset bliver Vedligeholdt, når det bliver slået.
Når man er i gang med at bygge sit nye Shelter, Udvikler man noget.

Nogle ting kan, alt efter situationen, være både Vedligeholdelse og Udvikling.
Hvis man laver et måltid aftensmad, bare for at undgå at maven rumler for højt, så er det Vedligeholdelse.
Men hvis man går i gang med at kreere et spændende aftensmåltid, så kan det være Udvikling.
Hvis man derimod er ansat til at kreere spændende aftensmåltider hele tiden, så kan det være Vedligeholdelse.

I dag
I dag havde jeg besluttet, at jeg ville bruge Tid på at slå græs.

Jeg kunne ikke undgå at høre, at naboen var ude og køre på sin havetraktor, og da jeg kiggede på mit eget stykke græs, kunne jeg godt se, at det var ved at trænge til en omgang.
Jeg ville med andre ord bruge Tid på  Vedligeholdelse.
Fint nok.

Så begyndte det at dryppe lidt.


Min plæneklipper er elektrisk, og jeg har den største respekt for at arbejde med elektriske apparater i vådt vejr.
Så jeg kiggede på vejrudsigten, og den viste, at der var 80% risiko for regn i dag, men skyfrit i morgen.
Vedligeholdelsen af græsset blev straks skubbet en dag.

Men nu havde jeg jo besluttet, at jeg ville bruge dagen på Aktiviteten "Vedligeholdelse", og hvad kunne jeg så i stedet gå i gang med at Vedligeholde?
Vejret gjorde, at det ikke skulle være noget udendørs, så hvad  kunne jeg gøre indenfor?

Jeg kiggede lidt rundt.
Badeværelset havde fået en større omgang i går.
Jeg havde været rundt med støvekosten og støvsugeren i forgårs.
Der var kun én enkelt ting i vasketøjskurven.
Køkkengulvet fik en omgang med gulvkluden i går aftes.
Der blev ryddet totalt op i garagen for en uges tid siden.
Umiddelbart var der ikke lige noget, som trængte.
Åh, jo. Der var lige det, at køkkenskabene trængte til at blive vasket af indvendigt, men det havde jeg allerede sat i kalenderen til i næste uge, hvor jeg også havde sat tid af til at køre på Genbrugspladsen, for der var nogle gamle gryder, som skulle ud. Og jeg gider ikke køre på Genbrugspladsen i regnvejr i dag. Så der blev ingen ændring af den plan.

Hvad ville jeg nu bruge Tiden til?
Der var umiddelbart ikke noget, som skulle Vedligeholdes.
Men jeg kunne jo kigge på, om der så var noget som kunne Udvikles!

Jeg fik helt tilbage i begyndelsen af 1980'erne en Time Manager, og deltog i kursus hos Claus Møller, og jeg bruger stadig både hans teorier, og Time Manageren, som ligger på skrivebordet. *

Dog er jeg for længst holdt op med at bruge selve kalender-delen, den har min Smart Phone overtaget.
Men principperne med at have noteret de Opgaver, som der er planer om at lave på et eller andet tidspunkt, og status på igangværende projekter, dem holder jeg stadig fast i.
Så jeg kiggede i Time Manageren, for at se, om der var noget jeg kunne kaste mig over.
Der stod blandt andet nogle punkter om ting, som skulle laves i haven - men det er jo vådt udenfor, så væk med det.
Så var der overskrifter på nogle artikler, jeg gerne ville lave; nogle malerier, jeg gerne ville male; nogle skulpturer jeg gerne ville modellere; nogle middagsretter jeg ville prøve; og nogle brød jeg gerne ville eksperimentere med at bage.
Jeg havde lige bagt, så der var frisk brød i brødkassen og i fryseren.
Middagsretterne kræver ingredienser, som jeg ikke havde hjemme.
Malerierne og skulpturerne vil jeg helst lave, når det er vinter.

Så jeg kiggede på listen over artikler.
Der var en, som jeg allerede var godt i gang med, men jeg går lige og venter på at modtage noget input fra en god, gammel ven i Canada.
Så var der den tidligere omtalte, om de områder vi bruger Tid på, men den bliver ret stor, så den ville jeg ikke kun skrive på kun én dag, og i morgen skal jeg jo ud og slå græs.
Og så er der en, jeg har været i gang med siden februar. Den bliver gigantisk stor, og på den bruger jeg jævnligt tid på at få styr på den meget komplicerede struktur.

Så der var ikke noget der.

Så spekulerede jeg på at køre over og lave en foto-serie om Degnens Høj i Skellerup, men det er jo også ude i regnen, så den idé blev i stedet noteret i Time Manageren.

Nu kunne jeg vælge at droppe det der med at det skulle være Aktivitet, jeg ville bruge Tiden til i dag.
Jeg kunne vælge at lave Tidsfordriv - det vil sige, læse i en bog, se en film i tv, eller lægge en kabale.
Eller jeg kunne vælge en af de andre Tidsområder.
Men jeg havde mest lyst til at bruge Tid på en Aktivitet, og det skulle helst være Udvikling.

Så jeg begyndte at skrive denne artikel.

Hvad er bedst?
I disse tider, er der mange som hele tiden måler på alt muligt.
De måler hvor mange kilometer de kører på cykel, hvor mange skridt de går på en dag, og hvor gode de er i forhold til andre.
Jeg måler skam også, for jeg har været i gang med en proces, hvor jeg har tabt mig mere end 20 kilo, så jeg er godt klar over hvor stor en tilfredsstillelse det kan være at se, at hvem eller hvad der bedst. Jeg har et mål, og jeg mangler stadig at tabe 4-5 kilo, før målet er nået.

Hvad er så den bedste Aktivitet ?
Vedligeholdelse eller Udvikling?
Man kunne forledes til at tro, at Udvikling er det bedste.
Udvikling skaber noget nyt. Noget som ikke er set før. Noget som måske overrasker, imponerer, forbavser eller gavner andre. Eller som giver én selv en stor tilfredsstillelse.
Tænk på de store malere der skabte værker, som turister valfarter til, for at opleve.
Tænk på de store forfattere der skrev bøger, som vi endda kan finde på at læse igen og igen.
Tænk på de store kokke der opfandt retter, som vi elsker at spise.
Tænk på de store filmmagere der indspillede film, som vi kan se igen og igen, og alligevel stadig nyde hver gang.

Men tænk så også over, at havde de ikke selv - eller nogen andre - brugt tid på Vedligeholdelse, så havde de bogstaveligt stået i lort til halsen (undskyld mit sprog).
Det er vigtigt at få tørret støv af og få støvsuget.

Støv på støvlåget til pladespilleren skal væk.


Edderkopper i hjørnerne skal væk.

Det er vigtigt at få græsset slået.
Det er vigtigt at få kørt en tur i Brugsen og få købt de varer som er nødvendige at have i huset.
Det er vigtigt at komme i bad og at få børstet tænder.


Det er vigtigt at få studset min Klematis.


Det er vigtigt at få revet perlestenene, og få det sidste ukrudt væk.


Så efter min mening kan man ikke sige, at Udvikling er bedre eller dårligere end Vedligeholdelse.
Tænk en gang på den fornemmelse det er i hele kroppen, når man endelig har fået taget sig sammen til at få ryddet op på loftet, eller i kælderen, eller i garagen - og nu er det hele på plads, og der er kørt tre ture til Genbrugspladsen med gammelt skrammel, og nu er gulvet fejet, og det hele står som det skal, så det hele er nemt at komme til.
Man kan ligefrem få lyst til at invitere naboen ind og se det.
Lækkert.
Og det var Vedligeholdelse.

Men det er også rigtigt, at det er utroligt tilfredsstillende at Udvikle et eller andet.
Bygge et Shelter, kreere en ny middagsret, male et billede, anlægge et nyt bed i haven, skrive en artikel.

Min erfaring
Jeg har lært, at det der passer bedst til mig, det er at bruge det gamle ordsprog:
Først Yde - så Nyde

Jeg føler, at jeg Yder, når jeg tørrer støv af, støvsuger, vasker op, slår græsset, renser grillen så der er klar til at blive brugt i aften, vasker en kogevask og kører en tur op for at handle i Brugsen. **
Og bagefter kan jeg så Nyde at kreere en ny middagsret, male et billede, eller skrive en artikel.

Jeg har nydt at skrive denne artikel, uden at stå i lort til halsen.
(Undskyld igen).

Verner Emil Eg
15. juli 2020



* Claus Møller yndede at spørge retorisk:
"Hvordan spiser man en elefant? I tynde, tynde skiver".
Overført: Hvordan overkommer man en kæmpestor opgave?
I en masse små, overkommelige opgaver.

** Birthe Johansen, Ellinge, sagde:
"Det er nemmere at holde rent, end at gøre rent".


Den Gamle Eg
Tilbage til indhold